Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Klage vedrørende anpartsselskabs engagement afvist.

Sagsnummer: 153/2008
Dato: 15-10-2008
Ankenævn: Peter Blok, Peter Stig Hansen, Troels Hauer Holmberg, Ole Jørgensen, Bent Olufsen
Klageemne: Afvisning - erhvervsforhold § 2, stk. 3 og 4
Ledetekst: Klage vedrørende anpartsselskabs engagement afvist.
Indklagede: Spar Nord Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører Ankenævnets sekretariats afvisning af en klage.

Sagens omstændigheder.

Klageren, der ejer et anpartsselskab, indgav den 10. april 2008 en klage over Spar Nord Bank til Ankenævnet.

Det fremgik, at banken i 2005 havde ydet selskabet en investeringskredit og to valutakassekreditter med en samlet kreditramme på 3 mio. kr. mod sikkerhed i et værdipapirdepot og en tilknyttet afkastkonto. Klageren havde via selskabet indskudt 800.000 kr. på engagementet.

I 2007 udviklede investeringsengagementet sig negativt.

Den 22. januar 2008 blev der overført 100.000 kr. af klagerens private midler til investeringsengagementet. Ifølge banken skete overførslen i henhold til en mundtlig aftale med klageren, hvilket klageren bestred.

Klageren rejste krav om erstatning begrundet i bl.a. bankens manglende overholdelse af en stop loss aftale og om tilbageførsel af de 100.000 kr.

Ved brev af 23. april 2008 nedlagde banken påstand om afvisning, idet klagen vedrørte kundeforholdet med klagerens investeringsselskab.

Ved brev af 29. april 2008 afviste Ankenævnets sekretariat klagen med henvisning til Ankenævnets vedtægters § 2, stk. 2 og 3, da sekretariatet fandt, at klagen angik et erhvervsmæssigt forhold. Sekretariatet henviste til, at klager fra aktie- eller anpartsselskaber efter Ankenævnets faste praksis afvises, idet Ankenævnet har fundet, at klager fra selskaber ikke kan sidestilles med klager fra private selvom det spørgsmål, klagen angår, også ville kunne opstå i et privatkundeforhold.

Parternes påstande.

Ved brev modtaget i sekretariatet den 7. maj 2008 har klageren indbragt sekretariatets afvisning for Ankenævnet med påstand om, at klagen realitetsbehandles.

Klagerens argumenter.

Klageren har anført, at Ankenævnet på baggrund af sagens principielle karakter og bankens tilsidesættelse af fundamentale regler, herunder om god skik, bør behandle klagen. Ankenævnet har tidligere behandlet sager vedrørende erhvervsmæssige forhold.

Ankenævnet bør i hvert fald behandle den del af klagen, der vedrører overførslen på 100.000 kr. Baggrunden for overførslen var, at han som privatperson ønskede at overtage en aktiepost, der ikke kunne sælges uden et stort tab. I strid med aftalen overførte banken i stedet 100.000 kr. til det samlede engagement.

De 100.000 kr. blev hævet på hans og hans ægtefælles private konto.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klagen angår et investeringsengagement med et af klageren ejet anpartsselskab. I overensstemmelse med Ankenævnets faste praksis vedrørende engagementer med selskaber finder Ankenævnet, at klagen vedrører et erhvervsmæssigt forhold, der ikke kan sidestilles med et privat kundeforhold, jf. Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 2 og 3. Dette gælder også den del af klagen, der vedrører overførslen af 100.000 kr. til selskabets engagement, uanset at beløbet blev hævet på klagerens og dennes ægtefælles private konto i banken.

Ankenævnet tiltræder derfor, at klagen i medfør af vedtægternes § 2, stk. 2 og 3, falder uden for nævnets kompetence.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle klagen. Klagegebyret tilbagebetales klageren.