Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Rådgivning ved investering i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer.

Sagsnummer: 479/2010
Dato: 03-11-2011
Ankenævn: Vibeke Rønne, Jesper Claus Christensen, Maria Hyldahl og Georg Wenning.
Klageemne: Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Ledetekst: Rådgivning ved investering i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer.
Indklagede: Jyske Bank
Øvrige oplysninger: OF IF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager

Indledning.

Sagen vedrører, om Jyske Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med klagerens investering i Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer.

Sagens omstændigheder.

Klageren var i 2007 kunde i Jyske Bank.

Banken har anført, at banken primo oktober 2007 sendte en brochure om Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer til klageren og hendes ægtefælle. Klageren har anført, at hun først modtog brochuren på et møde i banken. Af brochuren, der er fremlagt under sagen, fremgår blandt andet, at den "samlede investering kan få et bedre forhold mellem afkast og risiko - du bliver med andre ord bedre sikret mod tab."

Den 5. oktober 2007 fik klageren på et møde i banken lavet sin investeringsprofil vedrørende sine pensionsmidler. Profilen svarede til bankens "stabile" profil, hvor ca. 20 % af midlerne anbefales investeret i aktier og ca. 80 % i obligationer herunder ca. 15 % i højrenteobligationer. Af et resumé fra mødet fremgår under "Delkonklusion": "Forsigtig". Banken har oplyst, at investering i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer blev drøftet på mødet.

Den 23. oktober 2007 valgte klageren på et møde i banken at indgå en "Aftale om Jyske Investeringspartner - Portefølje" med banken, hvorved hun kunne få rådgivning fra en personlig investeringsrådgiver til brug for sine beslutninger om investering. Investering i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer blev igen drøftet.

Banken har oplyst, at klageren fra sit frie depot valgte at sælge investeringsbeviser i afdelingen Jyske Invest Lange obligationer og den 26. oktober 2007 investere midlerne i 1.195 stk. Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer til kurs 102 for 121.890 kr.

Den 29. oktober 2007 investerede klageren til kurs 102 ratepensionsmidler for 39.780 kr. og kapitalpensionsmidler for 259.998 kr. i henholdsvis 390 stk. og 2.549 stk. Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer.

Banken har anført, at klageren - efter at kursen på Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer begyndte at falde - havde flere telefonsamtaler med sin rådgiver. Banken har fremlagt udskrifter af rådgiverens noteringer i bankens system, som blev udarbejdet umiddelbart efter de pågældende samtaler. Af en notering af 1. september 2008 fremgår:

"…

Talte med Fuldmagtshaver [klagerens mand]

Kunden ringer og er fortsat frustreret over performance på hedge afdelingerne, idet de i deres verden ikke er "stabile", som deres profil tilsiger. Vi har igen drøftet strategien i den og oplyst at fremadrettet fastholder ji strategien i den, da de ikke vil lade sig diktere på kort sigt. De giver ikke udtryk for at ville sælge, og nu tager de på ferie (retur 19/9). Har opfordret kunden til at komme til møde herind hos os, hvor vi kigger investeringerne igennem, så vi sikrer os, at porteføljen stemmer overens med kundens forventninger og ønsker. Han vil gerne have lov selv at vende tilbage efter ferien.

…"

Finanstilsynet har i en offentliggjort afgørelse af 8. juli 2009 overfor Hedgeforeningen Jyske Invest påtalt, at foreningen handlede i strid med redelig forretningsskik og god praksis, jf. § 18 i lov om investeringsforeninger, specialforeninger m.v., da foreningen udarbejdede salgsbrochuren om Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer, "fordi brochuren ikke udgør en afbalanceret beskrivelse af produktets egenskaber og de risici, der er forbundet med investeringen".

Finanstilsynet har en i anden offentliggjort afgørelse af 24. november 2009 over for Jyske Bank påtalt, at banken "i forbindelse med salg af andele i Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer ikke generelt har taget skridt til at rette op på, at salgsbrochuren fra Investeringsforeningen Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer ikke udgør en afbalanceret beskrivelse af produktets egenskaber og de risici, der er forbundet med investeringen."

Ved brev af 18. juni 2010 udtrykte klageren overfor banken utilfredshed med investeringerne i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer og et samlet tab på ca. 320.000 kr.

Ved brev af 31. august 2010 afviste banken at dække klagerens tab.

Ved brev af 2. september 2010 fastholdt klageren overfor banken sit ønske om erstatning.

Parternes påstande.

Klageren har den 3. september 2010 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Jyske Bank skal erstatte tabet ved investeringerne i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer.

Jyske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har blandt andet anført, at hun altid har været forsigtig i pengesager. Hun og hendes ægtefælle har altid finansieret deres boliger med fastforrentede lån, fordi de ikke er spillere.

Hun vil ikke klandre sin rådgiver, som ikke kendte til produktets mulige konsekvenser. Ellers ville rådgiveren ikke have anbefalet investeringen, da rådgiveren helt klart vidste, at hun ønskede at gå med "livrem og seler".

Banken har anført, at rådgiveren ikke er sikker på, at der blev rådgivet om "gearing". Hun er til gengæld 100 % sikker på, at dette ikke blev nævnt.

Hvis hun var blevet oplyst om, at der var tale om en gearing på 16 gange og at produktet var bundet op på en forventning om udviklingen: stigning i statsobligationer og tilsvarende forventet fald i realkreditobligationer – ville hun med sikkerhed have sagt fra.

Ved kontakten til banken i efteråret 2008 var det eneste forslag, at hun skulle følge sin "mavefornemmelse".

Hun opholdt sig i Spanien fra den 2. september til den 19. september 2008 og kom først hjem efter, at den største skade var sket. Banken havde som vanligt fået et telefonnummer, hvis banken fandt kontakt formålstjenligt. Hun hørte intet.

På et møde i banken den 25. september 2008 fik hun rådet om at følge sin mavefornemmelse.

Jyske Bank har blandt andet anført, at klageren har fået de fornødne produktoplysninger inden købet, både via den fremsendte brochure og via rådgivningen.

Investeringen passede til klagerens investeringsprofil.

Klageren har selv truffet beslutningen om at investere i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer.

Klageren må have indset, at investeringen var forbundet med risiko og må derfor selv bære tabet ved investeringen.

I den periode, hvor kursen faldt, har klageren flere gange været i kontakt med sin rådgiver for at drøfte udviklingen, og har hver gang besluttet at beholde investeringen.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Af Finanstilsynets afgørelse af 24. november 2009 til Jyske Bank fremgår:

"Finanstilsynet påtaler, at Jyske Bank A/S i forbindelse med salg af andele i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer ikke generelt har taget skridt til at rette op på, at salgsbrochuren fra Investeringsforeningen Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer ikke udgør en afbalanceret beskrivelse af produktets egenskaber og de risici, der er forbundet med investeringen. Banken har i den forbindelse heller ikke sikret, at kunder, der blev anbefalet at geninvestere midler fra udløbne strukturerede obligationer og stats- og realkreditobligationer, på tydelig måde blev informeret om relevante risici ved en investering i hedgeforeningen.

Jyske Bank A/S har derved ikke levet op til forpligtelsen i den dagældende bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder, § 7, stk. 3, 3. pkt."

Det er understreget i afgørelsen, at Finanstilsynet ikke hermed har taget stilling til, hvorvidt rådgivningen af den enkelte kunde lever op til bekendtgørelsens krav.

Herefter finder Ankenævnet, at det i den konkrete sag må påhvile Jyske Bank at godtgøre, at klageren forud for købet af Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer har modtaget fyldestgørende rådgivning om, hvorledes disse værdipapirer risikomæssigt adskiller sig fra såvel almindelige stats- og realkreditobligationer som obligationsbaserede investeringsbeviser, herunder om den særlige risiko, som var en følge af gearingen af produktet.

Ankenævnet finder, at Jyske Bank ikke alene på baggrund af klagerens investeringserfaring eller klagerens modtagelse af brochuren, der har givet Finanstilsynet anledning til en påtale over for Hedgeforeningen Jyske Invest, har kunnet forudsætte, at klageren var fortrolig med produktets særlige karakter.

Banken har anført, at klageren har fået de fornødne produktoplysninger inden købet. Der foreligger imidlertid ikke dokumentation for indholdet (og konsekvenserne) af denne rådgivning.

Da Jyske Bank ikke har godtgjort, at klageren modtog fyldestgørende rådgivning forud for købet af Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer, er banken erstatningsansvarlig for det tab som klageren har lidt som følge af investeringen.

Ankenævnet bemærker, at det af rådgiverens notering vedrørende telefonsamtalen den 1. september 2008 med klagerens mand fremgår, at parret "fortsat [er] frustreret over performance på hedge afdelingerne, idet de i deres verden ikke er "stabile"". Jyske Bank rådgav imidlertid ikke klageren med hensyn til, hvordan hun bedst kunne begrænse sit tab.

Ankenævnet finder på denne baggrund ikke, at der er godtgjort forhold i sagen, der kan medføre, at klageren ikke skal ydes fuld erstatning.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :

Jyske Bank skal inden fire uger tilbyde klageren kurtagefrit at tilbagekøbe i alt 4.134 stk. Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer til den oprindelige anskaffelseskurs eller alternativt erstatte hendes tab ved investeringerne, hvis investeringsbeviserne måtte være solgt.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.