Afgørelse

Opgørelse af erstatning som følge af fejl begået ved ekspedition af omprioriteringssag.

Medhold klager


Denne sag vedrører opgørelsen af klagerens erstatningskrav mod indklagede som følge af fejlekspedition foretaget af indklagede i forbindelse med, at indklagede i 1993/94 ekspederede en omprioritering vedrørende klagerens ejendom.

Klageren anmodede primo november 1993 indklagede om at forestå omprioritering af sin faste ejendom. Klageren havde fra Realkredit Danmark indhentet et omprioriteringstilbud af 5. november 1993. Tilbudet vedrørte et kontantlån på 1.017.000 kr. baseret på 6% obligationer med en løbetid på 22½ år. Lånets provenu skulle anvendes til indfrielse af to obligationslån i Realkredit Danmark med en restgæld på henholdsvis ca. 915.000 kr. og 70.000 kr.; lånenes rentesats var henholdsvis 10% og 12%. Ved omprioriteringen forudsattes det, at et privat pantebrev, hvis kreditor havde bopæl i Spanien, gav tilsagn om rykning for det nye lån.

Ved skrivelse af 6. januar 1994 anmodede indklagede den private panthaver om rykningstilsagn. Ved telefaxmeddelelse af 17. januar 1994 gav kreditor tilsagn.

Den 17. februar 1994 underskrev klageren og dennes ægtefælle pantebrevet vedrørende det nye lån til Realkredit Danmark. Den 22. s.m. underskrev klageren og ægtefællen omprioriteringsaftale med indklagede. Af aftalen fremgår ved afkrydsning, at der ikke skulle ske kurssikring.

Den 3. marts 1994 fremsendte indklagede realkreditpantebrevet til tinglysning. Ved skrivelse af s.d. bekræftede Realkredit Danmark indklagedes opsigelse af de to eksisterende realkreditlån til indfrielse pr. 1. juli 1994.

Den 16. marts 1994 modtog indklagede realkreditpantebrevet retur i tinglyst stand.

Indklagede har oplyst, at man ultimo april 1994 kontaktede klageren for hjemtagelse af omprioriteringslånet. Lånet blev kurssikret pr. 2. maj 1994 til kurs 83,10, men på grund af en fejl blev kurssikringsaftalen ikke registreret. Den 9. juni 1994 blev man opmærksom på fejlen og på, at Realkredit Danmarks lånetilbud var udløbet den 5. maj 1994. Klageren blev straks orienteret herom.

Indklagede har anført, at det herefter aftaltes med klageren at indhente nyt lånetilbud med løbetid på 22½ år. Den 16. juni 1994 modtog indklagede et lånetilbud af 15. s.m. i overensstemmelse hermed, dog var tilbudet reduceret til 990.000 kr. På baggrund af det i 1. halvår 1994 indtrufne kursfald blev det aftalt med klageren at indhente et 20-årigt lånetilbud til imødegåelse af kursfaldet. Ifølge klageren oplyste indklagede, at der enten kunne hjemtages et 20-årigt eller et 30-årigt lån. På baggrund af sin alder valgte han et 20-årigt lån. Indklagede bestrider, at man skulle have oplyst klageren om, at optagelse af nyt lån med en løbetid på 22½ år ikke kunne lade sig gøre.

Den 20. juni 1994 modtog indklagede tilbud vedrørende et 20-årigt lån fra Realkredit Danmark. Den 22. s.m. underskrev klageren og ægtefællen pantebrev i henhold til tilbudet, og lånet blev den 4. juli 1994 afregnet af Realkredit Danmark, idet de to eksisterende lån samtidig blev indfriet.

Den 6. juni 1997 indbragte klageren sagen for Ankenævnet med påstand om erstatning opgjort til ca. 200.000 kr.

Den 10. juli 1997 fremsendte indklagede 103.654,04 kr. til klageren. Beløbet vedrørte halvdelen af det beregnede ekspeditionsgebyr, 1.050 kr., 700 kr. vedrørende tinglysning af det oprindelige pantebrev, 400 kr. vedrørende provision for garantistillelse ved realkreditlånets hjemtagelse samt kurstabsgodtgørelse på 100.234,45 kr.; beløbene var tillagt rente, for kurstabsgodtgørelsen dog alene for så vidt angik perioden fra klagens indgivelse.

Indklagede har oplyst, at man ved beregningen af kurstabsgodtgørelsen har lagt til grund, at klageren burde have været orienteret, da det oprindelige pantebrev på 1.017.000 kr. var tinglyst. Klageren ville derved have haft mulighed for at foretage kurssikring af lånet, således at dette kunne komme til udbetaling samtidig med indfrielsen af de opsagte lån. Under hensyntagen til en rimelig ekspeditionstid har man taget udgangspunkt i kursen ved en kurssikring den 18. marts 1994 (to dage efter modtagelsen af det tinglyste pantebrev) og med afvikling pr. 1. juli 1994. Terminskursen pr. den 18. marts 1994 for de obligationer, der lå til grund for lånet (6% 23C 2026), har indklagede anslået til 85,90 (dagens gennemsnitskurs på 87,10 med fradrag af sædvanlig "kursskæring" 0,10 og terminsfradrag 1,10). Kursen på 85,90 skal sammenholdes med den kurs, der ville have været gældende for lånet i henhold til det tilsvarende nye lånetilbud af 15. juni 1994, såfremt dette lån var hjemtaget pr. 1. juli 1994 mod garantistillelse. Kursen ville have udgjort 77,40 svarende til kursen pr. 28. juni 1994 reduceret med 0,10 ("kursskæring"). Forskelsbeløbet er herefter beregnet som kursværdien pr. 1. juli 1994 af differencen mellem obligationsgælden ved hjemtagelse af lånet denne dag og obligationsgælden ved kurssikring den 18. marts 1994 til afvikling den 1. juli 1994.

Ved skrivelse af 18. november 1997 til Ankenævnet meddelte indklagede, at man ville godtgøre klageren yderligere 420,44 kr. med tillæg af renter beregnet fra klagens indbringelse. Baggrunden herfor var, at klageren på grund af den ekspeditionsmæssige forsinkelse var påført en merydelse som følge af, at låneomlægningen ikke var blevet gennemført pr. 1. april 1994, men først pr. 1. juli 1994.

Klageren har nedlagt endelig påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 185.566,90 kr. med tillæg af sædvanlig procesrenter og omkostninger til advokat ved sagen indbringelse for Ankenævnet.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at når henses til, at låneomlægningen blev indledt primo november 1993, hvor lånetilbud allerede forelå, burde det have været muligt for indklagede omkring medio januar 1994 at have haft alle dokumenter i sagen underskrevet og rykningspåtegning fra den private panthaver afklaret. Udbetaling af det nye lån kunne derfor være sket mod garanti den 19. januar 1994 og med samtidig opsigelse af de eksisterende lån. Baggrunden for, at der ikke blev indgået kurssikringsaftale for det nye lån, var indklagedes råd herom. Beregningen af erstatning bør herefter tage udgangspunkt i kursen for 19. januar 1994, der var 92,55. Hans kurstab bliver herved 123.798 kr. Med tillæg af en merydelse på 60.000 kr. frem til indfrielsen, der er sket den 1. august 1997, og øvrige godtgørelsesbeløb bør erstatningen udgøre 185.566,90 kr., dog med fradrag af de allerede betalte beløb. Hertil kommer sædvanlig procesrente samt hans udgifter ved sagens indbringelse for Ankenævnet.

Indklagede har anført, at baggrunden for, at der ikke blev ekspederet i sagen fra primo november 1993 til primo januar 1994, var en kombination af en generel længere ekspeditionstid som følge af ekstraordinært mange omprioriteringssager og en konkret forsinket ekspedition af klagerens sag. Havde sagen haft et normalt tidsmæssigt forløb, kunne omlægningen have fundet sted pr. 1. april 1994. Sagens forsinkelse, der afskar denne mulighed, har ikke påført klageren kurstab ud over det allerede godtgjorte. Det lægges herved til grund, at det nye lån i så fald ville være udbetalt på grundlag af kursen den 25. marts 1994 reduceret med kursskæring på 0,10 kurspoint svarende til en afregningskurs på 84,35. I erstatningsopgørelsen har indklagede derimod taget udgangspunkt i en afregningskurs på 85,90. Indklagede drøftede spørgsmålet om kurssikring af det nye lån og de eksisterende lån med klageren, som imidlertid besluttede sig for at fravælge kurssikringsmuligheden. Indklagede har ikke frarådet kurssikring. Hjemtagelse af det nye realkreditlån på grundlag af bankgaranti før indfrielse af de eksisterende lån var ikke et alternativ, da indfrielsen af de gamle lån efter aftale med klageren skulle ske efter forudgående opsigelse. En hjemtagelse ville have medført, at klageren skulle forrente og afdrage såvel det nye som de gamle lån indtil indfrielsen af de gamle lån.

Ankenævnets bemærkninger:

Indledningsvis bemærkes, at det ikke findes godtgjort, at indklagede i juni 1994 oplyste, at det ikke var muligt at opnå et realkreditlån med en løbetid på 22½ år - der forelå et nyt tilbud herom - og at det derfor må lægges til grund, at klageren selv valgte et 20-årigt lån.

I forbindelse med underskrivelsen af omprioriteringsaftalen den 22. februar 1994 valgte klageren ikke at kurssikre det ny realkreditlån, og det er ikke godtgjort, at indklagedes rådgivning i forbindelse hermed har været forkert eller mangelfuld. Ankenævnet finder på denne baggrund ikke grundlag for at antage, at klageren ville have valgt at foretage kurssikring, såfremt samtykke fra den efterstående panthaver var blevet indhentet inden for normal ekspeditionstid, således at omprioriteringsaftalen var blevet indgået på et tilsvarende tidligere tidspunkt. Det må herefter lægges til grund, at omprioriteringen ved normal ekspedition ville være blevet gennemført pr. 1. april 1994 uden forudgående kurssikring. Det må endvidere lægges til grund, at klageren ikke herved ville have opnået en bedre kurs på de 6% obligationer, som lå bag det nye lån, end den kurs, som er lagt til grund i indklagedes erstatningsberegning, dvs. kursen ved kurssikring den 18. marts 1994 til afvikling den 1. juli 1994, 85,90. Herefter og efter det i øvrigt foreliggende finder Ankenævnet ikke grundlag for at pålægge indklagede at betale erstatning ud over det allerede betalte. Det bemærkes herved, at det følger af § 16, stk. 1, i Ankenævnets vedtægter, at det ikke kan pålægges indklagede at godtgøre klageren dennes omkostninger i forbindelse med klagesagens behandling.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.