Rpl. § 538a, stk. 2. Obligationsterminsforretninger. Realisation af håndpant.
| Sagsnummer: | 221 /1989 |
| Dato: | 17-05-1990 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Niels Bolt Jørgensen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Pant - realisation
|
| Ledetekst: | Rpl. § 538a, stk. 2. Obligationsterminsforretninger. Realisation af håndpant. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Den 20. og 28. februar 1986 indgik klageren to obligationsterminsaftaler med indklagede på henholdsvis nominelt 1 mio. og 3 mio. kr. med udløb henholdsvis 26. og 28. marts 1986. Forinden indgåelsen af aftalerne havde klageren henholdsvis den 17. og 19. februar 1986 indbetalt 201.500 kr. og 100.000 kr. til køb af aktier, der ved sikkerhedsstillelsesdokument af 20. februar 1986 blev deponeret til sikkerhed for enhver forpligtelse, som låntageren ved egen medvirken havde eller måtte få overfor indklagede. Sikkerhedsstillelsesdokumentet henviste til en af klageren underskrevet generel håndpantsætningserklæring, hvori bl.a. var anført: "Kreditor er berettiget til uden varsel og uden iagttagelse af lovgivningens almindelige regler at realisere stillet håndpant på den måde, som kreditor finder mest hensigtsmæssig. Skulle kreditor som følge af fald i værdien af stillet pant eller af anden årsag finde sin sikkerhed forringet, skal kreditor - såfremt der ikke straks på anfordring stilles yderligere af kreditor godkendt sikkerhed - uden hensyn til arten af debitors forpligtelser eller disses forfaldstid være berettiget til at skride til realisation af stillede sikkerheder."
Derudover ydede indklagede klageren en løbende kredit med et maksimum på 1 mio. kr. Den 21. marts 1986 indbetalte klageren yderligere 39.277 kr. til køb af aktier til indlæggelse i sikkerhedsdepotet. Efter udløbet af obligationsterminsaftalerne gav klageren den 25. marts 1986 indklagede generel fuldmagt til at indgå obligationsterminsforretninger til nominelt 3 mio. kr.
Den 24. juni 1986 indbetalte klageren yderligere 50.000 kr. til køb af aktier til indlæggelse i depotet. Da det kunne konstateres, at terminsforretningerne havde medført et kurstab, optog klageren et udlandslån på modværdien af 3 mio. kr. til køb af obligationer med henblik på via rentegevinst at opveje kurstabet. Også disse obligationer blev indlagt i depotet. Til yderligere sikkerhed for engagementet håndpantsatte klageren et ejerpantebrev på 200.000 kr. i sin ejendom, og der blev herefter indgået nye terminsforretninger.
Den 28. november 1986 solgte indklagede uden klagerens vidende den obligationsbeholdning, der havde ligget til sikkerhed for udlandslånet med tab til følge for klageren.
Efter at have afholdt møder med indklagede om sagen og efter at have afvist et forligsforslag fra indklagede om delvis dækning af det opståede tab har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale ham 390.777 kr. med tillæg af sædvanlig procensrente af:
201.500 kr. fra 17. februar 1986 100.000 kr. fra 19. februar 1986 39.277 kr. fra 21. marts 1986 50.000 kr. fra 24. juni 1986,
alt til betaling sker, at udlevere det håndpantsatte ejerpantebrev samt at slette alle konti og depoter lydende på hans navn.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at indklagede efter dansk rets almindelige erstatningsregler er ansvarlig for det tab, klageren har lidt ved sit engagement med indklagede, idet indklagede ikke har handlet i overensstemmelse med god pengeinstitutskik, jf. Bank- og Sparekasselovens § 1, stk. 6. Indklagede har således rådet til et stærkt risikobetonet engagement uden at oplyse om risikoen til trods for, at man via klagerens regnskab for 1985 var bekendt med, at hans økonomi ikke var egnet til sådanne risikable engagementer og til trods for, at indklagede burde være bekendt med, at klageren som almindelig kunde ikke havde indsigt i et så kompliceret engagement.
Det er korrekt som anført af indklagede, at han i 1985 gennem et andet pengeinstitut optog et udlandslån på 1,5 mio. kr., som han konverterede til pantebreve og obligationer. Udlandslånet blev optaget med henblik på anskaffelse af en hjortefarm, men da han på grund af sygdom måtte afstå fra at erhverve farmen, konverteredes lånet til pantebreve og obligationer, da pengeinstituttet alene kunne tilbyde en rente på 7% p.a. Omkostningerne ved hjemtagelsen af lånet og et forventet kurstab ville således kunne dækkes ind med renteindtægter fra de pantebreve og obligationer, der lå til sikkerhed for lånet. Klageren har således ikke lidt tab ved dette engagement, som påbegyndtes efter indgåelse af obligationsterminsaftalen med indklagede, og klageren var på tidspunktet for indgåelsen af aftalerne med indklagede således uden kendskab til fondsterminsforretninger og risikoen derved.
Indklagede har disponeret tabsgivende ved at have indgået de omhandlede terminsforretninger, og det forekommer uansvarligt, at indklagede efter at have hjemtaget udlandslånet med henblik på at opveje det opståede kurstab forsatte terminsforretningerne med yderligere tab til følge. Endvidere har indklagede egenhændigt solgt de håndpantsatte obligationer med et tab på 412.092,77 kr. til følge, efter at renteindtægterne på obligationerne er fratrukket.
Det er ikke korrekt, som anført af indklagede, at klageren i december 1986 foreslog, at indklagede skulle yde ham et lavtforrentet lån til køb af nominelt 6 mio. kr. obligationer, og at han således på daværende tidspunkt, hvor han allerede havde konstateret tab, var indstillet på at løbe en yderligere risiko. Derimod foreslog han indklagede, at der af indklagede blev optaget et fast forrentet udlandslån, hvor indklagede skulle bære risikoen for fremtidige kurstab, således at han havde sikkerhed for at udligne de allerede opståede tab.
De mellem parterne indgåede aftaler må anses for ugyldige i medfør af aftalelovens § 36, idet det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde, om indklagede på baggrund af det passerede skulle gøre dem gældende.
Indklagede har til støtte for den nedlagte påstand anført, at klageren under hele forløbet var fuldt ud klar over risikoen ved at indgå fondsterminsaftaler. Indgåelse af forretninger i den her omhandlede størrelsesorden sker naturligvis ikke, uden at indklagede tillige oplyser om risikoen derved.
I juni måned 1986 kunne det konstateres, at terminsforretningerne havde medført et kurstab, som klageren ikke ønskede at realisere. Derimod optog klageren et udlandslån til køb af obligationerne med henblik på via rentegevinst at opveje det urealiserede kurstab. Obligationsbeholdningen blev solgt den 28. november 1986, idet indklagede skønnede, at det var nødvendigt for at undgå yderligere tab. Indklagede har handlet ifølge generel fuldmagt, og der er ikke begået fejl og foreligger ikke omstændigheder, der kan bevirke en nedsættelse af klagerens forpligtelser overfor indklagede.
Ankenævnets bemærkninger:
Det findes ikke godtgjort, at indklagede i forbindelse med de indgåede aftaler, som der ikke findes grundlag for at tilsidesætte i medfør af aftalelovens § 36, har pådraget sig noget erstatningsansvar, hvorved bemærkes, at klageren måtte indse, at han selv måtte træffe den endelige afgørelse vedrørende mellemværendet og bære risikoen herved.
For så vidt angår den af indklagede den 28. november 1986 foretagne realisation af den pantsatte værdipapirbeholdning findes indklagede at have tilsidesat bestemmelsen i retsplejelovens § 538 a stk. 2, hvorefter en håndpanthaver, inden han tager skridt til fyldestgørelse, med en uges varsel ved anbefalet brev skal opfordre håndpantsætteren til at opfylde kravet, medmindre omgående salg er nødvendigt for at undgå eller begrænse tab. I det omfang en realisation af værdipapirbeholdningen i overensstemmelse med denne bestemmelse ville have ført til et større provenu til klagerens fordel bør indklagede derfor fralægge sig dette, hvorfor
Indklagede bør inden 4 uger godtgøre klageren det eventuelle merprovenu, som ville være fremkommet ved en forskriftsmæssig realisation af klagerens værdipapirbeholdning. Klagegebyret tilbagebetales klageren.