Indsigelse om, at finansieringsselskab havde opkrævet for meget hos klageren.
| Sagsnummer: | 82 /2022 |
| Dato: | 22-12-2022 |
| Ankenævn: | Bo Østergaard, Jimmy Bak, Karin Duerlund, Tina Thygesen, Lisbeth Baastrup Burgaard. |
| Klageemne: |
Udlån - ydelse
|
| Ledetekst: | Indsigelse om, at finansieringsselskab havde opkrævet for meget hos klageren. |
| Indklagede: | Nordania Finans |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse om, at finansieringsselskab havde opkrævet for meget hos klageren.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Nordania Finans (finansieringsselskabet), som havde finansieret et kreditkøb for klageren.
Klageren afviklede gælden ved betaling af månedlige ydelser på 1.143,14 kr., som finansieringsselskabet opkrævede ved fremsendelse af faktura hver måned, og som klageren betalte i den efterfølgende måned.
I sagen er fremlagt et kontoudtog for perioden januar 2018 til april 2022. Det fremgår heraf, at fakturaen af 14. juni 2021 ikke blev indbetalt i juli 2021. De efterfølgende fakturaer blev betalt, og i februar 2022 indbetalte klageren to ydelser á 1.143,14 kr., hvorefter saldoen var 0,00 kr.
Finansieringsselskabet har oplyst, at klageren ikke er blevet pålagt rykkergebyrer i aftaleperioden, og at klageren blev tilmeldt elektronisk betaling den 7. januar 2022.
Parternes påstande
Den 4. marts 2022 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at han ønsker en vurdering af, om Nordania Finans har opkrævet for meget hos ham.
Nordania Finans har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at der på et tidspunkt var problemer med postomdelingen, så han først modtog opkrævninger, når finansieringsselskabet havde sendt rykkere.
Han kontaktede finansieringsselskabet i september 2021 og spurgte, om alt var i orden, hvilket finansieringsselskabet bekræftede. Han anmodede endvidere om, at opkrævning fremover skulle ske elektronisk, hvilket finansieringsselskabet bekræftede.
I januar 2022 var finansieringsselskabet stadig ikke begyndt at sende regningerne elektronisk. Han spurgte, hvorfor dette ikke var sket og fik oplyst, at han havde betalt for december.
Han blev efterfølgende i starten af 2022 ringet op af finansieringsselskabet, der påstod, at han ikke havde betalt regningen for juni 2021 og som oplyste, at han ikke havde betalt for januar. Han spurgte, hvorfor der ikke var sendt rykkere. Nu har han betalt mere, end han burde. Han ønsker at få styr på, om finansieringsselskabet har handlet korrekt.
Nordania Finans har anført, at klageren ikke betalte fakturaen af 14. juni 2021. De nærmere forhold omkring betaling af fremsendte fakturaer fremgår af det fremlagte kontoudtog. Klageren er ajour med betalingen pr. 1. april 2022.
Klageren blev tilmeldt elektronisk betaling den 7. januar 2022.
Klageren ikke er blevet pålagt rykkergebyrer i aftaleperioden.
Finansieringsselskabet har ikke et udestående med klageren.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Nordania Finans (finansieringsselskabet), som havde finansieret et kreditkøb for klageren. Klageren afviklede gælden ved betaling af månedlige ydelser, som finansieringsselskabet opkrævede ved fremsendelse af faktura hver måned, og som klageren betalte i den efterfølgende måned.
Finansieringsselskabet har fremlagt et kontoudtog vedrørende opkrævninger og indbetalinger for perioden januar 2018 til april 2022.
Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at finansieringsselskabet har opkrævet for meget hos klageren, eller at klageren har indbetalt for meget til finansieringsselskabet.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.