Afgørelse

Denne sag vedrører spørgsmål i forbindelse med ophør af erhvervsengagement

Indledning

Denne sag vedrører spørgsmål i forbindelse med ophør af erhvervsengagement.

Sagens omstændigheder

Klagerne i denne sag er ægtefællerne M og H.

I 2003 drev M erhvervsmæssig virksomhed via et selskab, E, der var ejet af et holdingselskab, C. Begge selskaber havde på daværende tidspunkt adresse på klagernes bopæl.

Ved erhvervskreditaftale af 20. december 2003 ydede Forstædernes Bank, nu Nykredit Bank, selskabet E en erhvervskredit (konto nr. -640) på 1,1 mio. kr. I kreditaftalen var holdingselskabet C anført som pantsætter. M underskrev kreditaftalen for selskabet E og som selvskyldnerkautionist. En person, A, underskrev kreditaftalen for både selskabet E og holdingselskabet C samt som selvskyldnerkautionist. En person B, underskrev kreditaftalen som selvskyldnerkautionist og for holdingselskabet, C.

Ved brev af 30. januar 2006 stilet til selskabet E, att. M, rykkede banken for en nedbringelse af bankens samlede engagement med E, C og M med i alt knap 5 mio. kr. til i alt 800.000 kr.

Ved kreditaftale af 17. august 2007 ydede banken klagerne en privat kassekredit (konto nr. -007) med et maksimum på 50.000 kr. A og B underskrev kreditaftalen for holdingselskabet C som pantsætter.

Ved kreditaftale af samme dato ydede banken holdingselskabet C en erhvervskredit på 200.000 kr. M og A underskrev aftalen som selvskyldnerkautionister. M underskrev endvidere en separat kautionserklæring, hvorefter han påtog sig ubegrænset selvskyldnerkaution for holdingselskabet C’s forpligtelser af enhver art over for banken.

Samme dag, den 17. august 2007, håndpantsatte H et ejerpantebrev på 250.000 kr. med pant i hendes bil, som var en veteranbil, til sikkerhed for H’s eget, M’s og E’s engagement med banken.

Ved brev af 27. juli 2009 rykkede banken klagerne for inddækning af overtræk på privatkreditten (-007).

På et ikke nærmere oplyst tidspunkt herefter blev selskabet E’s engagement og klagernes privatengagement opsagt som følge af misligholdelse. Med henvisning hertil og til pantsætningen af ejerpantebrevet på 250.000 kr. anmodede bankens inkassoafdeling ved brev af 23. oktober 2009 H om at indfri eller underskrive et frivilligt forlig om privatkreditten (-007) med en restgæld på 182.437,60 kr. og selskabet E’s driftskredit (-640) med en restgæld på 768.9781,44 kr. samt inkassoomkostninger på 3.000 kr. i alt 954.409,04 kr. H blev endvidere anmodet om at underskrive salgsfuldmagt med henblik på salg af bilen i fri handel.

På baggrund af indsigelser fra H erkendte banken, at H’s hæftelse for erhvervsengagementet var begrænset til pantet. Ved e-mail af 17. november 2009 til H anførte banken herefter, at H "således frigøres for din hæftelse ved indbetaling af 250.000 kr.".

Den 23. september 2010 indtrådte M som direktør i holdingselskabet C i stedet for A, som efter det oplyste var afgået ved døden.

Ved brev af 3. februar 2011 til klagernes advokat oplyste bankens advokat, at bilen var blevet afhentet den 31. januar 2011, og at bankens betingelse for at medvirke til et frivilligt salg var, at bilen blev klargjort og eventuelt repareret hos et bestemt firma.

Klagernes advokat svarede telefax af 9. februar 2011, at klagerne ønskede bilen vurderet "i den stand den har i dag".

Bilen blev herefter i februar/marts 2011 af to forhandlere vurderet til 60.000 kr. - 80.000 kr.

Den 9. maj 2011 autoriserede fogedretten på Frederiksberg den pantsatte bil til bortsalg på tvangsauktion gennem en autoriseret auktionsleder efter bankens valg. Autorisationen skete mod klagernes protester, der navnlig var begrundet i, at banken havde iværksat tvangssalget uden forinden at have oplyst dem om vurderingerne.

Den 7. juli 2011 blev bilen solgt med et nettoprovenu på 67.250 kr. Køber var et selskab med tilknytning til M.

På et ikke nærmere oplyst tidspunkt indgav banken en begæring om tvangsauktion over holdingselskabet C’s faste ejendom, hvor klagerne havde bopæl.

Ved brev af 22. september 2011 til banken gjorde klagerne indsigelse mod tvangsauktionsbegæringen, som efter deres opfattelse ville medføre en forværring af både bankens og deres økonomiske situation, hvilket de begrundede med blandt andet følgende:

"…

Nykredit har et pantebrev, stort 2 mill.kr., som ligger sidst i rækken af pantebreve fra ca. 15-17 mill. Ejendommen er i fri handel vurderet til mellem 10-12.5 mill kr. i øjeblikket, hvilket vil betyde at Nykredit ikke vil få deres pant dækket ind ved en tvangsauktion og heller ikke i fri handel, som tiderne er nu.

…

Der er en del lejeindtægter på ejendommen., som gør, at vi sidder rimelig billigt i ejendommen, og hvis vi skal ud og leje nyt vil vi skulle betale en højere leje, end vi gør nu. Der vil altså ikke blive frigivet kontanter, der kan afbetales til Nykredit. Hvis ejendommen bliver solgt under pantet, så vil I også forværre både jeres og vores situation, da vi både bliver husløse og så står med en ekstra stor gæld, som det ikke er muligt at betale, da vi ikke længere har et hus som vil stige i værdi.

…"

Klagerne anførte endvidere, at en tvangsauktion, som på begæring af en anden kreditor var berammet til den 1. december 2011, ville blive forsøgt afværget.

Klagerne har fremlagt fakturaer udstedt i november 2011 vedrørende udgifter til istandsættelse af bilen.

Ved breve af henholdsvis 14. februar og 10. april 2012 opgjorde bankens advokat bankens tilgodehavende hos holdingselskabet C og selskabet E til henholdsvis 5.265.027,07 kr. og 929.832,93 kr.

Den 17. april 2012 ophævede banken klagernes selvpensioneringskonti og foretog modregning i indeståenderne. På baggrund af klagerens protester erkendte banken ved brev af 23. april 2012, at betingelserne for at ophæve selvpensionsordningerne og modregne bankens tilgodehavende ikke havde været opfyldt, og at selvpensionerne derfor ville blive retableret snarest muligt.

Klagernes advokat henvendte sig ved brev af 7. maj 2012 til banken med krav om erstatning som følge af manglende aflysning af pantet i bilen. Kravet blev fremsat på vegne køberen af bilen. Advokaten anførte blandt andet, at bilen efter istandsættelse for cirka 80.000 kr. den 22. april 2012 var solgt til en bilforhandler for 350.000 kr., og at bilforhandleren havde videresolgt bilen til en ny ejer med en fortjeneste på 60.000 kr. Begge handler var som følge af den manglende aflysning af pantet blevet annulleret. Advokaten anførte endvidere blandt andet, at advokaten ved opgørelsen af selskabet E’s gæld til banken havde forsømt at afskrive auktionsprovenuet.

Klageren har fremlagt et dokument udarbejdet af bilforhandleren den 30. april 2012, hvor bilforhandleren annullerer købet af bilen og rejser krav om en erstatning på 60.000 kr. i tabt videresalgsprovenu.

Ved stævning af 1. juni 2012 anlagde banken retssag mod klagerne vedrørende gælden på privatkreditten (-007), der blev opgjort til 247.659,97 kr. Klagerne nedlagde påstand om frifindelse begrundet i en række modkrav mod banken.

Den 16. august 2012 blev sagen af retten henvist til Pengeinstitutankenævnet, jævnfør retsplejelovens § 361, stk. 1.

Den 25. oktober 2012 indgav klagerne en klage over Nykredit Bank til Ankenævnet.

Den 9. januar 2013 blev holdingselskabet C tvangsopløst.

Klagerne har opgjort deres modkrav således:

Parternes påstande

Klagerne har nedlagt påstand om, at Nykredit Bank skal frafalde sit krav og betale erstatning.

Nykredit Bank har nedlagt påstand om afvisning for så vidt angår klagepunkter vedrørende erhvervsforhold. Banken har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at de har haft et godt samarbejde med Forstædernes Bank, siden de i 1996 blev kunder. Efter Nykredits overtagelse blev de i stedet modarbejdet, hvorved driftsgrundlaget faldt bort, og virksomheden måtte lukke. Dette på trods af at banken havde tilstrækkelig sikkerhed i form af pantebreve, og at der forelå langtløbende kontrakter med store kunder, der sikrede virksomhedens fremtid, og som banken var bekendt med. Ved virksomhedslukningen blev de påført store økonomiske tab, som var en direkte følge af bankens fremgangsmåde. M var på daværende tidspunkt sygemeldt, og virksomhedens økonomiansvarlige vidste ikke, hvordan han skulle forholde sig over for banken.

Banken forsøgte uberettiget at opnå H’s underskrift på, at hun hæftede for hele gælden på 954.409,04 kr., selvom det var klart, at hun alene hæftede med pantet i bilen.

Banken forsøgte endvidere uberettiget at formå H til at betale 250.000 kr., selvom beløbet oversteg bilens værdi, som udgjorde ca. 145.000 kr. De havde en potentiel køber, men handlen blev forpurret af bankens advokat, der fortalte køber om deres vanskeligheder og nærmest frarådede købet. De havde en plan for optimering af bilens værdi. Banken afviste planen og forlangte, at bilen blev overladt til en forhandler, der ikke havde den fornødne viden om veteranbiler, og som gjorde mere skade end gavn med sine istandsættelsestiltag.

Veteranbiler handles på specialauktioner eller ved direkte salg til samlere. Klargøringen forud for salget på tvangsauktion havde resulteret i større skader på bilen, der generelt var velholdt og i god stand. Advokaten havde åbenlyst til formål at gøre alt så besværligt som muligt.

Efter auktionen skulle M mod andel i videresalgsprovenuet istandsætte bilen, idet en køber ville give en relativ høj pris for en fejlfri bil. Efter underskrivelsen af slutsedlen viste det sig, at banken ikke havde slettet pantet i bilen. På trods af flere henvendelser lykkedes det ikke at redde handlen. Køber var blevet nervøs, fordi bilen i slutsedlen var beskrevet som ubehæftet, og pantet trods ihærdige forsøg ikke kunne slettes inden for en given frist.

I forbindelse med refinansiering af ejendommen i efteråret 2011, hvor direktøren A, var død, fik banken tilbud om at ombytte et eksisterende pantebrev på 2 mio. kr. med tre tilsvarende pantebreve på i alt ca. 2,5 mio. kr. og med bedre prioritet i ejendommen. Banken blev endvidere tilbudt en salgsfuldmagt, som var betinget af, at ejendommen kunne sælges af en ejendomsmægler på normale markedsvilkår. Banken afslog at medvirke til en løsning, men begærede tværtimod tvangsauktion over ejendommen, selvom der herved ikke kunne opnås et provenu, som dækkede bankens pant. Banken var herved årsag til et tab på mindst 3 mio. kr., der blev realiseret ved salg af ejendommen til tredjemand.

Banken foretog den 17. april 2012 uberettiget modregning i deres pensionsmidler. Tilbageførsel skete først den 20. juli 2012.

I en periode, hvor M var sygemeldt, blev der aftalt nye betingelser for virksomhedens lån, uden at han som kautionist blev informeret herom.

Banken har åbenlyst ikke være interesseret i at finde løsninger, snarere tværtimod.

Deres krav om erstatning overstiger bankens krav mod dem.

Sagen vedrører forhold, som har personlige konsekvenser for dem, og bør derfor ikke afvises som erhvervsmæssig. Virksomheden var M’s personlige eksistensgrundlag, og bankens nedjustering af virksomhedens kreditramme ved hver kundeindbetaling havde negativ indvirkning på hans privatøkonomi, idet der ikke var midler til lønudbetaling. Virksomheden er lukket, og banken hævder, at han hæfter personligt. Sagen har derfor i meget høj grad privat karakter. Klagen vedrører, hvad de som privatpersoner har tabt på grund af bankens behandling. Bankens handlemåde, der førte til tvangsauktionen, vedrører familiens bolig og bør ikke afvises som erhvervsmæssig.

M blev påført et personligt tab af sin andel af videresalgsprovenuet som følge af bankens manglende aflysning af ejerpantebrevet.

H var ikke medejer af virksomheden.

Nykredit Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at hovedparten af klagen vedrører erhvervsforhold, der ikke er omfattet af Ankenævnets kompetence. Afvisning bør i hvert fald ske for så vidt angår klagepunkterne om henholdsvis nedskrivningen af M’s selskabs kassekredit, omstændighederne i forbindelse med tvangsauktionskøbers (et selskabs) videresalg af den pantsatte bil, tvangsauktionen over holdingselskabets faste ejendom og M’s kaution for sit selskab.

Klagepunkterne er endvidere ikke egnet til behandling i Ankenævnet. Det vil blandt andet være nødvendigt at afhøre vidner.

Banken har igennem længere tid forsøgt at få en frivillig aftale med klagerne om både den personlige gæld og erhvervsgælden.

Det bestrides, at banken som anført af klagerne skulle have forsøgt at narre H til at påtage sig at hæfte for M’s virksomhedsgæld. Banken har på intet tidspunkt fastholdt, at H personligt skulle påtage sig at hæfte for selskabets gæld. H hæftede med bilens værdi, dog maksimeret til ejerpantebrevets hovedstol på 250.000 kr. Hvis H ønskede at beholde bilen, var hun således nødsaget til at betale 250.000 kr. til banken for at få ejerpantebrevet frigivet.

Pantet lå til sikkerhed for både privatkreditten og erhvervsengagementet, og banken valgte at afskrive provenuet ved tvangsauktionssalget på erhvervsengagementet.

Banken havde intet kendskab til, at klagerne havde en køber på hånden, der var villig til at betale 145.000 kr. for bilen. I så fald ville banken i høj grad have haft interesse i et sådant salg. Klagerne har trods opfordring hertil ikke dokumenteret det påståede købstilbud. Klagerne har heller ikke dokumenteret, at en eventuel plan for optimering af bilens salgsværdi blev forelagt banken. Da der ikke kunne opnås enighed om vilkårene for et salg af bilen i fri handel, var banken nødsaget til at begære denne solgt på tvangsauktion.

Tvangsauktionskøber var et selskab, og omstændighederne i forbindelse med selskabets videresalg af bilen vedrører et erhvervsmæssigt forhold. Det af klagerne anførte om transport i et eventuelt provenu ved videresalg af bilen vedrører forholdet mellem bilens ejer og klagerne. Selvom klagerne måtte klage på vegne af selskabet, der mener at have et krav mod banken, er der stadig tale om en klage vedrørende erhvervsforhold.

Banken har erkendt, at det var uberettiget at modregne i klagerne pensionsordninger. Så snart banken blev opmærksom på fejlen, blev pensionsordningerne retableret. Forløbet strakte sig over seks dage.

Klagerne har ikke nærmere redegjort for, hvilken information M som kautionist for selskabet burde have modtaget. Dette klagepunkt bør imidlertid også afvises som erhvervsmæssig. Der var tale om erhvervskaution, hvor der ikke gælder en generel pligt til løbende at orientere kautionisten om hovedmandens økonomi. M har været direktør for det selskab, som han kautionerede for.

Klagernes tabsopgørelse bestrides.

Ankenævnets bemærkninger

Nykredit Bank har forud for indbringelsen af sagen for Ankenævnet erkendt, at det beroede på en fejl, at banken ved inkassobrevet af 23. oktober 2011 opkrævede den fulde gæld på 954.409,04 kr. hos klageren H, idet H’s hæftelse for hovedparten af gælden, der vedrørte en driftskredit ydet til M’s virksomhed var begrænset til værdien af H’s bil, dog højst 250.000 kr., som udgjorde hovedstolen på ejerpantebrevet i bilen, som lå til sikkerhed for engagementet. Hvis H ønskede at beholde bilen, erklærede banken sig indstillet på at frigive ejerpantebrevet mod betaling af ejerpantebrevets hovedstol.

Nykredit Bank har endvidere forud for klagen til Ankenævnet erkendt, at bankens modregning i klagernes selvpensioneringskonti i april 2012 var uberettiget, og banken har retableret ordningerne.

Det kan ikke lægges til grund, at Nykredit Bank begik fejl eller forsømmelser i forbindelse med realisationen af pantet i H’s bil.

Klagerne får herefter ikke medhold i ovenstående klagepunkter, hverken helt eller delvist.

Ankenævnet finder, at de øvrige klagepunkter i sagen, der vedrører selskaber, herunder M’s kaution for et selskab, som han havde en bestemmende indflydelse på, må betragtes som erhvervsmæssige, selvom disse har betydning for klagernes privatøkonomi. Ankenævnet afviser derfor denne del af klagen i medfør af Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 2 og 3.

Ankenævnets afgørelse

Klagerne får ikke medhold i klagen for så vidt angår klagepunkterne vedrørende inkasso, realisation af pant og modregning, hverken helt eller delvist.

Ankenævnet kan ikke behandle klagen for så vidt angår de øvrige klagepunkter.