Spørgsmål om udsættelse af klagesagsbehandling begrundet i tilsvarende spørgsmål indbragt for domstolene.
| Sagsnummer: | 223 /2005 |
| Dato: | 02-11-2005 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Hans Daugaard, Lotte Aakjær Jensen, Ole Jørgensen |
| Klageemne: |
Formalitetsafgørelse - udsættelse med behandling
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om udsættelse af klagesagsbehandling begrundet i tilsvarende spørgsmål indbragt for domstolene. |
| Indklagede: | Nordea Finans Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører en anmodning fra indklagede om at undlade realitetsbehandling af en klage med henvisning til, at en anden tilsvarende sag er indbragt for domstolene.
Sagens omstændigheder.
I juni 2004 købte klageren en campingvogn for 97.679 kr. af forhandleren F. Udbetalingen var på 19.536 kr., og restkøbesummen var herefter 78.143 kr. med tillæg af kreditomkostninger.
Ifølge købekontrakten udgjorde restkøbesummen i alt 87.218 kr., hvoraf 9.075 kr. var stiftelsesomkostninger. Stiftelsesomkostningerne var specificeret således:
" Etableringsgebyr | kr. | 2.725,00 |
Ekspeditionsgebyr | kr. | 1.495,00 |
Afgift: Bilbogen | kr. | 1.400,00 |
Afgift: ejendomsforbehold | kr. | 1.400,00 |
Gebyrmærke forsikringsselskab | kr. | 600,00 |
Fastrentetillæg | kr. | 1.455,00 |
Stiftelsesomkostninger i alt | kr. | 9.075,00" |
Restkøbesummen, der skulle forrentes med 4,49 % p.a., skulle afvikles med 98 månedlige ydelser på hver 1.062 kr. og én ydelse på 723,44 kr., idet renten var fast. Købekontrakten blev transporteret til indklagede, der er et datterselskab af et pengeinstitut.
Den 4. maj 2005 omtalte tv-udsendelsen "Rabatten" stiftelsesomkostninger på billån, herunder praksis ved Ankenævnet.
På baggrund af tv-udsendelsen rettede klageren henvendelse til indklagede om stiftelsesomkostningerne på lånet. Indklagede fastholdt omkostningerne og henviste til, at de årlige omkostninger i procent var 7,57, hvilket efter indklagedes opfattelse var en konkurrencedygtig pris.
Ankenævnets kendelse i sag nr. 185/2004, der vedrører et tilsvarende spørgsmål, som det i denne sag foreliggende, er af pågældende klager indbragt for domstolene, idet indklagede i sagen i medfør af Ankenævnets vedtægters § 11, stk. 2, har meddelt, at man ikke ønsker at være bundet af afgørelsen. Retssagen blev i juni 2005 på baggrund af sagens principielle karakter henvist til Østre Landsret.
Parternes påstande.
Den 17. august 2005 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede skal nedsætte stiftelsesomkostningerne til højst 3.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om udsættelse med sagens behandling, indtil der foreligger en domstolsafgørelse i Ankenævnets sag nr. 185/2004.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at et billån på 100.000 kr. ifølge tv-udsendelsen ikke burde koste mere end 3.000 kr. i stiftelsesomkostninger.
Indklagede har anført, at efter Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1, kan principielle sager, der findes uegnet til behandling i Ankenævnet, afvises, som det mindre åbner vedtægterne mulighed for at udsætte sådanne sager, indtil de principielle elementer har fundet deres endelige afgørelse ved domstolene. Ankenævnet bør derfor sætte sagens behandling i bero, indtil der foreligger en afgørelse fra Østre Landsret.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder, at sagens behandling bør udsættes på baggrund af, at det spørgsmål, der er omtvistet i nærværende sag, i en anden sag er indbragt for Østre Landsret til afgørelse.
Som følge heraf
Behandlingen af denne klage udsættes indtil, der foreligger en endelig afgørelse i sag nr. 185/2004, der er indbragt for Østre Landsret.