Kaution. Tilbageførsel af ydelser, rykkergebyrer, antal, afskrivning af indbetalte ydelser.
| Sagsnummer: | 352 /1993 |
| Dato: | 30-12-1993 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Peter Møgelvang-Hansen, Lars Pedersen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Gebyr - rykkergebyr
Kaution - omfang |
| Ledetekst: | Kaution. Tilbageførsel af ydelser, rykkergebyrer, antal, afskrivning af indbetalte ydelser. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Ved gældsbrev af 1. juni 1984 ydede indklagedes Hjortespring afdeling en kunde et lån på 40.000 kr. Til sikkerhed for lånet kautionerede klageren sammen med en anden person. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 810 kr.
Indklagede har anført, at afdelingen den 28. marts 1985 fremsendte meddelelse til klageren og klagerens medkautionist i henhold til bank- og sparekasselovens § 41, da lånet var i restance med ydelserne 30. november 1984, 31. december 1984, 31. januar 1985 og 28. februar 1985. Indklagede er ikke i besiddelse af kopi af meddelelsen til klageren, men har fremlagt kopi af afdelingens postkvitteringsbog, hvoraf fremgår, at der den 28. marts 1985 er fremsendt et anbefalet brev til klageren, som klageren har bestridt at have modtaget. Indklagede har endvidere fremlagt en gennemslagskopi af skrivelse dateret 28. eller 29. marts 1985, som oplyses at være kopi af skrivelse til klageren.
Ved skrivelse af 15. juni 1989 rettede afdelingen henvendelse til klageren og oplyste, at lånet var i restance med 31.990 kr. og anmodede i den forbindelse klageren om at rette henvendelse til afdelingen.
Ved skrivelse af 4. december 1989 gjorde afdelingen kautionsforpligtelsen gældende overfor klageren med 56.985,88 kr., hvoraf 36.250 kr. udgjorde restancer.
Ved skrivelse af 18. juni 1990 meddelte afdelingen klageren, at gælden på kautionslånet udgjorde 62.250,07 kr., og at der i februar med debitor var indgået en afviklingsaftale med en månedlig ydelse på 500 kr. til afvikling af debitors samlede gæld. Debitor havde foretaget første indbetaling 5. april 1990, men ikke betalt yderligere. Debitor havde således misligholdt aftalen. Den 20. december 1990 meddelte afdelingen klageren, at restgælden på lånet udgjorde 61.730,07 kr., og at lånet var i restance med ydelser pr. 1. august til 1. december 1990.
Ved skrivelse af 3. juni 1992 meddelte afdelingen, at restgælden udgjorde 60.330,07 kr., og at lånet var i restance med 5.170 kr.
I november 1992 overgav indklagede kravet ifølge kautionsforpligtelsen til retslig inkasso, i hvilken forbindelse restgælden blev opgjort til 60.330,07 kr. pr. 1. marts 1992 samt renter heraf. Den 20. januar 1993 blev der på begæring af indklagede foretaget udlæg i klagerens ejendom.
Der er foretaget følgende tilbageførsler af ydelser på lånet til debitors indlånskonto:
4. september 1986 1.770 kr. (2 ydelser á 885 kr.) 12. november 1986 4.425 kr. (5 ydelser á 885 kr.) 3. marts 1987 885 kr. (1 ydelse) 4. oktober 1990 870 kr. (3 ydelser á 290 kr.) 17. december 1990 580 kr. (2 ydelser á 290 kr.)
Der er den 14. september 1988 tilbageført 3.540 kr. til klagerens budgetkonto ud for teksten "fejlrettelse".
Der er endvidere i perioden fra 26. marts 1985 til 21. april 1992 debiteret 8 rykkergebyrer på lånet på ialt 465 kr.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, principalt at kautionsforpligtelsen er bortfaldet, subsidiært at denne nedsættes til et ikke nærmere angivet beløb.
Indklagede har efter at sagen er indbragt for Ankenævnet nedskrevet kautionsforpligtelsen med 6.470 kr., der vedrører én af ydelserne tilbageført 4. september 1986, ydelserne tilbageført 12. november 1986, to af ydelserne tilbageført 4. oktober 1990 samt ydelserne tilbageført 17. december 1990. Kautionsforpligtelsen er yderligere nedsat med 3.540 kr. ("fejlrettelsen" pr. 14. september 1988). Endelig er kautionsforpligtelsen nedsat med nedskrevne restancerenter som reaktion på klagerens advokats anbringende herom, jf. dommen i UfR 1991, s. 354 (Ø). Indklagede har i øvrigt nedlagt påstand principalt om afvisning, subsidiært frifindelse.
Klageren har anført, at sagen er foretaget i fogedretten i Roskilde, uden at klageren har gjort indsigelse mod det opgjorte beløb, hvilket skyldes, at han ikke var gjort bekendt med, hvorledes beløbet fremkom, og således ikke havde mulighed for at gennemskue indklagedes fejlagtige opgørelser. Klageren bestrider at have modtaget indklagedes restancemeddelelse af 28. marts 1985, og indklagede har ikke iagttaget fristen i bank- og sparekasselovens § 41, idet der skal gives underretning til en kautionist inden 6 måneder efter de pågældende ydelsers forfaldsdag, hvilket indebærer, at der kontinuerligt skal gives underretning til kautionister. Indklagede burde have underrettet kautionisterne i forbindelse med tilbageførslerne. For så vidt angår tilbageførsler fra lånet til klagerens indlånskonto, resterer stadig tilbageførslerne den 4. september 1986 på 885 kr. (overført til lånet den 29. august 1986), den 3. marts 1987 på 885 kr. (overført til lånet den 27. februar 1987, af indklagede fejlagtigt anført til 27. januar 1987) samt den 4. oktober 1990 på 290 kr. (overført til lånet den 28. september 1990); disse tilbageførsler har ikke været berettigede. Indklagede har endvidere uberettiget debiteret kontoen for et stort antal rykkergebyrer. Ved skrivelse af 18. juli 1990 oplyste indklagede, at der var indgået en tilbagebetalingsaftale med debitor med en månedlig ydelse på 500 kr. Det fremgår ikke af kontoudtogene, at denne ydelse er indgået på lånet. Indklagede har endvidere fortsat rentetilskrivningen på lånet til trods for, at en medarbejder i afdelingen i juli 1991 gav tilsagn om, at rentetilskrivningen skulle ophøre.
Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at der den 20. januar 1993 på begæring af indklagede ved fogedretten i Roskilde er foretaget udlæg i klagerens ejendom på grundlag af den i fogedretten opgjorte kautionsforpligtelse. Klageren var til stede i fogedretten og gjorde ikke indvendinger imod fogedrettens fastsættelse af det skyldige beløb. Klageren har efterfølgende afviklet det skyldige beløb med 1.500 kr. pr. måned.
Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at man den 28. marts 1985 fremsendte meddelelse i henhold til bank- og sparekasselovens § 41 om restancen på kautionslånet til klageren. Meddelelserne blev sendt anbefalet og inden 6 måneder efter den første misligholdte ydelses forfaldsdag. I henhold til bank- og sparekasseloven skal der gives kautionister meddelelse om misligholdelse af de kautionssikrede lån, men det er ikke et krav, at der herefter løbende gives meddelelse om misligholdelse. Indklagede har derfor iagttaget fristen i § 41. I henhold til gældsbrevets bestemmelser har indklagede været berettiget til at kræve betaling for rykkerskrivelser. Lånet har været misligholdt i 9 år, og indklagede finder derfor ikke, at det debiterede antal rykkergebyrer er uforholdsmæssigt stort. Indklagede bestrider endvidere, at der skulle være indgået en aftale med klageren om, at rentetilskrivningen på lånet skulle stilles i bero. Der foreligger muligvis en misforståelse, idet indklagedes medarbejder havde en samtale med klageren, hvor medarbejderen forklarede, at indklagede ikke længere tilskrev renter, men at indklagede dermed ikke havde fraskrevet sig sit krav på renter. Ved skrivelse af 18. juli 1990 har indklagede meddelt klageren, at der er indgået en aftale med debitor, hvorefter denne skulle betale 500 kr. hver måned til afvikling af den samlede gæld. Der er således ikke indgået en aftale om afvikling specielt af det kautionssikrede lån. Beløbet er indsat på debitors budgetkonto, der var i overtræk, hvorfor beløbet ikke blev krediteret det kautionssikrede lån. For så vidt angår de skete tilbageførsler, fastholder indklagede, at de resterende tilbageførsler har været rettidige.
Ankenævnets bemærkninger:
Som sagen foreligger oplyst, findes klageren ikke under fogedforretningen at have accepteret, at gælden var rigtigt opgjort af indklagede. Indklagedes afvisningspåstand tages herefter ikke til følge.
Ankenævnet lægger til grund, at der blev givet klageren meddelelse om misligholdelsen i slutningen af marts 1985, således at indklagedes forpligtelse efter bank- og sparekasselovens § 41 da blev opfyldt. Det kan på det foreliggende grundlag ikke fastslås, om indklagede senere burde have sendt klageren meddelelse i henhold til den nævnte bestemmelse, men Ankenævnet antager, at det ikke har haft betydning for klagerens regresmuligheder, at han ikke har fået en sådan meddelelse.
Ankenævnet finder, at de tre resterende tilbageførsler er sket indenfor rimelig tid og derfor må anses for berettigede også i forhold til klageren som kautionist. Det fremgår af kontoudskrifter for lånet, at lånet som følge af tilbageførslerne har været i løbende restance siden 4. september 1986. Af de gebyrer, der er debiteret efter 4. september 1986 - første gang den 25. november 1986 - er de tre første gebyrer debiteret kontoen som følge af et overtræk opstået efter indklagedes uberettigede tilbageførsel af 4.425 kr. den 12. november 1986. I overensstemmelse med Ankenævnets faste praksis, findes indklagede, når et lån kommer i restance, alene at være berettiget til at kræve gebyr for de tre første rykkerskrivelser. Dette maksimum sigter til en sammenhængende periode, i hvilken lånet til stadighed har været i restance, selvom der måtte være foretaget indbetalinger i perioden. Når henses til, at de tre første rykkergebyrer, efter at lånet er kommet i restance, er debiteret som følge af en uberettiget tilbageførsel, finder Ankenævnet, at disse gebyrer ikke kan gøres gældende overfor kautionisten. Ankenævnet finder derfor, at indklagede bør nedskrive kautionsforpligtelsen med de rykkergebyrer, som lånet er debiteret efter den 4. september 1986.
Ankenævnet finder det ikke tilstrækkelig godtgjort, at indklagede skulle have givet klageren tilsagn om, at renteberegningen ville ophøre. For så vidt angår den mellem debitor og indklagede indgåede afviklingsaftale fremgår det af indklagedes skrivelse af 18. juli 1990 til klageren, at afviklingsaftalen vedrører debitors samlede engagement, og klageren kan således ikke have haft berettiget forventninger om, at det fulde beløb ville blive afskrevet på kautionslånet.
Som følge heraf
Indklagede bør inden 4 uger yderligere tilbageføre de ovenfor anførte gebyrer med valør på hævetidspunktet. Derudover tages klagen ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.