Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om, hvorvidt et erstatningskrav kunne gøres gældende mod en bank, som fra en anden bank havde overtaget aktiver og visse passiver

Sagsnummer: 577/2012
Dato: 04-10-2013
Ankenævn: Vibeke Rønne, Jan Staal Andersen, Morten Bruun Pedersen, Kjeld Gosvig Jensen og Jørn Ravn
Klageemne: Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Ledetekst: Spørgsmål om, hvorvidt et erstatningskrav kunne gøres gældende mod en bank, som fra en anden bank havde overtaget aktiver og visse passiver
Indklagede: Sydbank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører, om klageren kan rette et erstatningskrav mod Sydbank for eventuelle fejl og forsømmelser begået af Tønder Bank i forbindelse med sidstnævnte banks salg af egne kapitalbeviser og aktier.

Sagens omstændigheder

Ved brev af 6. november 2009 fra Tønder Bank fik klageren tilbud om at købe kapitalbeviser i banken.

Efter et møde i banken købte klageren for 100.000 kr. nyudstedte kapitalbeviser samt 10 stk. aktier i banken svarende til en kursværdi på 2.615 kr.

Ved overdragelsesaftale af 2. november 2012 overtog Sydbank aktiver og visse passiver fra Tønder Bank, der herefter gik konkurs.

Sydbank har oplyst, at banken ikke overtog efterstillet kapital. Banken har ligeledes oplyst, at den ikke overtog simple krav, der støttes på ansvarspådragende rådgivning om aktier eller kapitalbeviser i Tønder Bank. Sydbank har dog oplyst, at i det omfang et sådant krav anmeldes i konkursboet efter Tønder Bank, og konkursboet anerkender kravet som et simpelt krav, er det en del af aftalen, at Sydbank herefter overtager kravet.

Parternes påstande

Den 19. november 2012 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sydbank skal betale 100.000 kr.

Sydbank har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at han ikke var kunde i Tønder Bank, da han i november 2009 modtog et brev fra banken med tilbud om ”et unikt produkt”. Han havde lidt penge, der skulle investeres og kontaktede derfor banken. Efter at have talt med filialdirektøren og set på prospektet besluttede han at tegne for 100.000 kr. kapitalbeviser i banken.

Da Sydbank overtog Tønder Bank, fik de personer, som havde købt kapitalbeviser i september 2012 tilsagn om, at få pengene tilbage, da udbudsmaterialet havde været for dårligt.

Det materiale han blev præsenteret for i 2009 var ikke spor bedre. Tværtimod. På dette tidspunkt var regnskaberne ligeså pæne som i september 2012. Dette på trods af, at finanskrisen havde stået på i to år. Regnskaberne var også dengang sminkede, da værdierne ikke var nedskrevet til realistiske forhold.

Sydbank har anført, at banken ikke er rette indklagede.

Sydbank har ikke overtaget krav, der kan rettes mod Tønder Bank vedrørende kapitalbeviser i form af hybrid kernekapital i 2009.

Banken har ikke ved overtagelsesaftalen af 2. november 2012 overtaget klagerens krav.

Såfremt kurator i konkursboet efter Tønder Bank A/S måtte komme frem til, at et krav – vedrørende enten aktiekapital eller hybrid kernekapital 2009 – kan anerkendes i konkursboet som et simpelt krav, er det en del af aftalen, at Sydbank overtager kravet.

Klageren må derfor anmelde sit krav i konkursboet efter Tønder Bank.

Ankenævnets bemærkninger

Sydbank har under sagen oplyst, at den ikke ved overdragelsesaftalen af 2. november 2012 overtog krav mod Tønder Bank, der skyldes ansvarspådragende fejl og forsømmelser i forbindelse med Tønder Banks salg af egne aktier og kapitalbeviser. Sydbank har endvidere oplyst, at såfremt kurator i konkursboet efter Tønder Bank A/S måtte komme frem til, at et krav – vedrørende enten aktiekapital eller hybrid kernekapital 2009 – kan anerkendes i konkursboet som et simpelt krav, er det en del af aftalen, at Sydbank overtager kravet. Klageren har oplyst, at han har anmeldt sit krav i konkursboet.

Allerede som følge heraf, kan Sydbank ikke på nuværende tidspunkt pålægges at betale et beløb til klageren i anledning af hans køb af kapitalbeviser i Tønder Bank i 2009.

Klageren får ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.