Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Camoufleret som lokaltelefonnummer.

Sagsnummer: 104/1990
Dato: 25-06-1990
Ankenævn: Peter Blok, Arnold Kjær Larsen, Erik Sevaldsen, Lars Pedersen, Jørn Ravn
Klageemne: Lov om betalingskort af 6. juni 1984 - pinkode opbevaret ved kort
Ledetekst: Camoufleret som lokaltelefonnummer.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Den 17. januar 1990 mellem kl. 18.15 og 20.15 blev der forøvet et tyveri fra en bil, hvorunder bl.a. klagerens dankort blev stjålet. Samme dag kl. 21.00 anmeldte klageren tyveriet til politiet, og kl. 22.54 blev kortet meldt bortkommet ved en opringning til PBS.

Klageren har om tyveriet oplyst, at kortet blev opbevaret i en pung i en rygsæk. Den til dankortet hørende PIN-kode var i en lommebog, som tillige blev opbevaret i rygsækken, noteret som de fire første cifre af et telefonnummer med for navnet Danny.

I tidsrummet mellem tyveriet af kortet og kortets spærring blev der i alt hævet 10.172 kr. på kortet i DK-kontanten og forskellige forretninger. Ingen af disse hævninger hidrører fra "fluesmækkerløsningen" eller værdibonsystemet.

Indklagede har ved skrivelse af 23. februar 1990 meddelt klageren, at hun selv hæfter for 5.000 kr. af de 10.172 kr., der er hævet på dankortet.

Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at hun alene hæfter for 1.000 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Til støtte for påstanden har klageren anført, at hun ikke finder, at hun har handlet groft uagtsomt og derfor ikke skal hæfte for 5.000 kr. men højst for 1.000 kr. svarende til den maksimale hæftelse i tilfælde af kortets bortkomst ved simpel uagtsomhed.

Indklagede har til støtte for den nedlagte påstand anført, at det må antages, at det er almindeligt kendt, at opbevaring af værdigenstande i efterladte køretøjer er forbundet med en betydelig risiko. Klageren har desuden opbevaret PIN-kode og kort sammen, og den skete camouflering af koden har vist sig ikke at være tilstrækkelig, idet tyven få minutter efter at være kommet i besiddelse af dankort og lommebog, hvor koden var opnoteret, har været i stand til at foretage hævetransaktioner ved brug af korrekt PIN-kode, hvorfor klageren har handlet groft uagtsomt og som følge deraf hæfter for 5.000 kr.

Ankenævnets bemærkninger:

3 medlemmer - Peter Blok, Arnold Kjær Larsen og Erik Sevaldsen udtaler:

Efter betalingskortlovens § 21, stk. l, nr. 1, er kortindehaveren med den beløbsgrænse på 5.000 kr., der følger af den i medfør af stk. 2 udstedte bekendtgørelse, ansvarlig for tab som følge af uberettiget brug af kortet, hvis "kortindehaveren eller nogen, som han har overladt kortet til, har mistet dette ved grov uagtsomhed". Denne bestemmelse findes uanset ordlyden også at måtte omfatte en uagtsomhed, som består i, at kortindehaveren har opbevaret en seddel med PIN-koden samme sted som dankortet. I det foreliggende tilfælde har klageren erkendt, at hun i sin rygsæk sammen med den pung, hvori kortet lå, opbevarede en lommebog, hvori koden var noteret. Selvom koden var søgt camoufleret som en del af et telefonnummer, findes klageren herved at have udvist grov uagtsomhed, og disse medlemmer stemmer derfor for, at klagen ikke tages til følge.

2 medlemmer - Lars Pedersen og Jørn Ravn - udtaler:

Den ovenfor citerede bestemmelse i betalingskortlovens § 21, stk. 1, nr. 1, findes efter ordlyden at måtte forstås således, at den alene omfatter uagtsomhed udvist i forbindelse med selve bortkomsten af dankortet. Da det efter det foreliggende ikke kan lægges til grund, at klageren i denne henseende har udvist grov uagtsomhed, stemmer disse medlemmer for at tage klagen til følge.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.