Spørgsmål om hævning af garantkapital var aftalt forinden indførelse af opsigelsesvarsel.
| Sagsnummer: | 300 /2009 |
| Dato: | 22-03-2010 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Jesper Claus christensen, Karin Duerlund, Troels Hauer Holmberg, Karin Ladegaard |
| Klageemne: |
Garantbeviser - øvrige spørgsmål
Garantbeviser - opsigelse |
| Ledetekst: | Spørgsmål om hævning af garantkapital var aftalt forinden indførelse af opsigelsesvarsel. |
| Indklagede: | Morsø Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne klage vedrører, om indførelse af et opsigelsesvarsel for udbetaling af garantindskud havde virkning for beløb, som klagere forinden mente at have aftalt hævet.
Sagens omstændigheder.
Klagerne, der er ægtefællerne M og H, og som var kunder i Sparekassen Spar Mors, rettede den 4. september 2008 henvendelse til sparekassen. Klagerne, der var garanter i sparekassen, ønskede at oprette en garantkassekredit til brug for istandsættelsen af en fast ejendom.
Klagerne har anført, at sparekassens medarbejder opfordrede dem til først at hæve 200.000 kr. af deres garantindskud, forinden der blev hævet på kassekreditten. Det blev derfor aftalt, at efterhånden som regningerne indløb, skulle betaling i første omgang ske fra garantindskuddet.
Den 15. oktober 2008 ønskede klagerne en regning på 193.500 kr. betalt ved hævning af garantindskuddet. Sparekassen afviste anmodningen med henvisning til, at sparekassens bestyrelse med virkning fra den 6. oktober 2008 havde besluttet at indføre et opsigelsesvarsel på en måned ved hævning af garantkapital.
I slutningen af oktober 2008 overdrog Sparekassen Spar Mors sine aktiviteter til Morsø Bank. Sparekassen trådte efterfølgende i likvidation.
Ved brev af 24. november 2008 rettede klagerne henvendelse til Morsø Bank. Klagerne anmodede om betaling af 200.000 kr., subsidiært 193.500 kr., idet de henviste til deres mundtlige aftale af 4. september 2008 med sparekassen. Ved brev af 17. december 2008 afviste Morsø Bank kravet med henvisning til, at sparekassen primo oktober 2008 havde indført et opsigelsesvarsel for garantkapital.
Af vedtægter for Sparekassen Spar Mors fremgår:
"§ 3.
…
Stk. 2
Ingen garant er forpligtet til at lade garantikapitalen indløse og ingen har krav herpå. Sparekassen er kun berettiget til at indløse garantikapital, såfremt antallet af stemmer ikke derved bringes under 1.000, garantikapitalen ikke under 1 mio. kroner og egenkapitalen ikke under kravet i lov om banker og sparekasser §21. "
Parternes påstande.
Klagerne har den 18. marts 2009 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Morsø Bank skal betale principalt 200.000 kr., subsidiært 193.500 kr.
Morsø Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at det ved henvendelsen den 4. september 2008 i sparekassen blev aftalt, at der skulle hæves op til 200.000 kr. fra garantindskuddet, efterhånden som regningerne indløb.
De stiller sig uforstående over for, at aftalen, uanset at den er mundtlig, nu ikke kan gøres gældende.
Det opsigelsesvarsel, der blev indført primo oktober 2008, kan ikke gøres gældende for hævning op til 200.000 kr., da de forinden havde aftalt udbetaling af beløb fra garantindskuddet. Subsidiært bør de i hvert fald kunne hæve 193.500 kr. svarende til regningens størrelse
Morsø Bank har anført, at resultatet af drøftelserne på mødet den 4. september 2008 var, at klagerne indledningsvis ønskede at anvende egne midler i form af indeståendet på en G-konto og herefter indeståendet vedrørende garantbeviserne.
Der var fra sparekassens side ikke tale om en afgivelse af nogen form for garanti for beløbet indskudt på garantbeviser, ligesom drøftelserne ikke mundede ud i konkrete bindende aftaler.
Den endelige beslutning om anvendelse af midlerne blev taget af klagerne på baggrund af deres viden om garantkapitalens status. Herved bemærkes, at klagerne ikke har anført at være uvidende med garantkapitalens karakter af ansvarlig kapital.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Tre medlemmer – Jesper Claus Christensen, Karin Ladegaard og Troels Hauer Holmberg – udtaler:
På mødet den 4. september 2008 fik klagerne stillet i udsigt, at de kunne anvende indeståendet på deres garantbeviser som led i den finansiering, som de efter sparekassens råd valgte. Sparekassen burde derfor – hvis den ikke mente, at klagerne herefter var berettiget til at anvende indeståendet på deres garantbeviser som drøftet med klagerne – have rådgivet klagerne om, hvordan de sikrede sig en rettidig anvendelse af indeståendet. Det bemærkes herved, at flere forskellige forhold kunne føre til, at sparekassens praksis vedrørende indeståendet på garantbeviser blev ændret. Vi stemmer derfor for, at der gives klagerne medhold som bestemt nedenfor.
To medlemmer – John Mosegaard og Karin Duerlund – udtaler:
Vi finder det ikke for godtgjort, at Sparekassen Spar Mors har indestået for, at klagerne uanset om sparekassen måtte blive økonomisk nødlidende, jf. sparekassens vedtægter § 3, stk. 2, kunne hæve indtil 200.000 kr. af klagernes indestående på deres garantbeviser i sparekassen, eller at sparekassen ved fejl eller forsømmelse i rådgivning af klagerne har pådraget sig et erstatningsansvar.
Vi stemmer derfor for, at der ikke gives klagerne medhold.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf træffes følgende
a f g ø r e l s e :
Morsø Bank skal mod forelæggelse af regningen for den i sagen omhandlede istandsættelse af klagernes faste ejendom betale indtil 200.000 kr. Beløbet forrentes efter renteloven fra den 18. marts 2009.
Klagegebyret tilbagebetales klagerne.