Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Tidspunkt for opsigelse af eksisterende lån.

Sagsnummer: 254/1995
Dato: 06-02-1996
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Peter Stig Hansen, Peter Nedergaard, Allan Pedersen, Lars Pedersen
Klageemne: Realkreditbelåning - ejerskifte
Realkreditbelåning - differencerente
Ledetekst: Tidspunkt for opsigelse af eksisterende lån.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Ved slutseddel af 21. juli 1993 solgte klageren sin faste ejendom. Købesummen skulle berigtiges ved et 30-årigt obligationslån på 460.000 kr., et sælgerpantebrev på 35.000 kr. og en udbetaling på 80.000 kr. Realkredit Danmark afgav den 24. juli 1993 tilbud på ejerskiftelånet.

Den 27. juli 1993 overbragte den medvirkende ejendomsmægler handelens dokumenter til indklagedes Helsinge afdeling med anmodning om hjemtagelse af ejerskiftelånet.

Den 12. august 1993 underskrev klageren omprioriteringskredit med indklagede og pantebrevet til Realkredit Danmark. Pantebrevet blev indleveret til tinglysning den følgende dag og modtaget retur ca. 25. august 1993. Pantebrevet var tinglyst med retsanmærkning om to lån på henholdsvis oprindelig 90.000 kr. og 103.000 kr. i Nykredit, et privat pantebrev på oprindelig 130.000 kr. og et ejerpantebrev på 45.000 kr., der lå til sikkerhed for klagerens billån hos indklagede.

Den 31. august 1993 indleverede købers advokat bl.a. gældsovertagelsesdeklaration og forsikringspolice til indklagede, der på grundlag heraf den følgende dag anmodede Realkredit Danmark om udbetaling af lånet hurtigst muligt mod indklagedes indeståelse for anmærkningsfrit pantebrev.

Indklagede har oplyst, at sagsbehandleren rykkede for udbetaling af ejerskiftelånet gentagne gange, første gang den 9. september 1993.

Realkredit Danmark udbetalte lånet den 14 oktober 1993.

Den 15. og 19. oktober 1993 forestod indklagede indfrielse af henholdsvis det private pantebrev og de to lån i Nykredit.

Ved indfrielsen af det private pantebrev betaltes renter frem til 11. marts 1994. Pantebrevet havde termin 11. marts, 11. juni, 11. september og 11. december og kunne opsiges med tre måneders varsel til en termin.

Ved indfrielsen af lånene i Nykredit betaltes differencerenter fra indfrielsesdagen til 1. juli 1994. Lånene havde termin 1. januar og 1. juli og kunne opsiges med 5 måneders varsel til en termin.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at erstatte rente på det private pantebrev i perioden 11. december 1993 til 11. marts 1994, 2.985,79 kr. og differencerente vedrørende Nykreditlånene for perioden 1. januar til 1. juli 1994, 4.564,08 kr., i alt 7.549,87 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at indklagede burde have påset, at opsigelsesfristerne på de lån, der skulle indfries, blev overholdt. Indklagede kunne og burde således have opsagt Nykreditlånene inden udgangen af juli 1993 og det private pantebrev inden 11. september 1993, hvorved han havde sparet det påklagede rentebeløb.

Indklagede har for så vidt angår Nykreditlånene anført, at det på grund af sagens modtagelse den 27. juli 1993 ikke var muligt for afdelingen at sætte sig ind i sagen og drøfte spørgsmålet om opsigelse af lånene med klageren inden udgangen af juli 1993. Hertil kommer, at afdelingen ikke ville have tilrådet opsigelse af de eksisterende lån, før købers advokat havde indleveret de dokumenter, som var en forudsætning for Realkredit Danmarks udbetaling af ejerskiftelånet. For så vidt angår det private pantebrev har indklagede anført, at det ved fremsendelse af udbetalingsanmodningen den 1. september 1993 forventedes, at lånet ville blive udbetalt inden for 5 dage, svarende til normal ekspeditionstid, hvorved det private pantebrev ville have kunnet indfries med renter til den 11. december 1993. Forsinkelsen af låneudbetalingen beroede alene på forhold hos Realkredit Danmark. Såfremt pantebrevet var blevet opsagt primo september 1993 til indfrielse den 11. december 1993, ville det have bevirket, at ejerskiftelånet skulle hjemtages på en garanti med deraf følgende udgift til provision af 460.000 kr., 1,5 % p.a., 2.875 kr., indtil Realkredit Danmarks frigivelse af garantien. Hertil kommer et ekspeditionsgebyr til indklagede på 400 kr., ligesom et ekspeditionsgebyr på 600 kr. for en garanti over for køber for anmærkningsfrit skøde formentlig ville have været nødvendigt. Denne udgift på i alt 3.875 kr. modsvares af klagerens fradragsberettigede renteudgift i perioden 11. december 1993 til 11. marts 1994 på 2.985 kr. og indklagedes gebyr for indeståelse for sletning af retsanmærkninger over for Realkredit Danmark på 250 kr.

Ankenævnets bemærkninger:

Opsigelse af de eksisterende lån i Nykredit til indfrielse den 1. januar 1994 ville have forudsat, at opsigelserne var realkreditinstituttet i hænde inden udgangen af juli måned 1993. Indklagede modtog først materialet vedrørende omprioriteringssagen den 27. juli 1993, og der måtte indrømmes indklagede rimelig tid til at gennemgå sagen og drøfte den med klageren. Indklagede findes derfor ikke at være erstatningsansvarlig som følge af, at man ikke straks tog stilling til spørgsmålet om opsigelse af de pågældende lån.

For så vidt angår det private pantebrev finder Ankenævnet, at indklagede burde have drøftet spørgsmålet om opsigelse af dette med klageren i hvert fald den 9. september 1993, hvor indklagede blev bekendt med, at låneudbetalingen ikke fandt sted som forventet, idet en opsigelse af dette pantebrev inden 11. september 1993 var en naturlig foranstaltning til imødegåelse af det rentetab, som den forsinkede udbetaling fra Realkredit Danmark ville medføre. Herved bemærkes, at pantebrevet til Realkredit Danmark var tinglyst, at de af Realkredit Danmark stillede betingelser for låneudbetaling var opfyldt, og at det private pantebrev trods opsigelse pr. 11. december 1993 kunne indfries og aflyses ved låneudbetalingen, der fandt sted den 14. oktober 1993, hvorfor en opsigelse ikke indebar en ændring af indklagedes garanti over for Realkredit Danmark.

Som følge heraf

Indklagede bør inden 4 uger betale klageren 2.985,79 kr. med tillæg af rente efter renteloven fra 15. oktober 1993, til betaling sker. Klagegebyret tilbagebetales klageren.