Krav om erstatning for tab på aktier i perioden september-december 2007.
| Sagsnummer: | 53/2008 |
| Dato: | 23-04-2008 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Carsten Holdum, Jette Kammer Jensen, Ole Simonsen, Astrid Thomas |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
|
| Ledetekst: | Krav om erstatning for tab på aktier i perioden september-december 2007. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning for tab på aktier i perioden september-december 2007.
Sagens omstændigheder.
Klageren er kunde i Danske Bank, hvor han bl.a. har et åbent værdipapirdepot.
I sommeren 2007 blev klageren tilknyttet bankens Finanscenter Storkøbenhavn med henblik på investeringsrådgivning.
Den 20. juli 2007 solgte klageren aktier for i alt ca. 1.077.000 kr., hvoraf hovedparten var aktier i Vestas Windsystems.
I slutningen af september og begyndelsen af oktober 2007 købte klageren aktier og aktiebaserede investeringsbeviser for i alt ca. 1,3 mio. kr. fordelt på otte fondskoder. I samme periode købte og solgte klageren obligationer for ca. 500.000 kr.
Den 18.-19. december 2007 solgte klageren de aktier og aktiebaserede investeringsbeviser, som han havde købt i september/oktober 2007.
Klagerens tab på investeringerne i perioden september-december 2007 udgjorde 252.948,28 kr.
Ved brev af 2. januar 2008 rejste klageren krav om erstatning for tabet. Banken afviste kravet.
Parternes påstande.
Den 30. januar 2008 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal betale 252.948,28 kr.
Danske Bank nar nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han på bankens anbefaling blev tilknyttet Finanscentret, som ifølge banken kunne yde en bedre investeringsservice.
I løbet af sommeren 2007 blev hans tidligere investeringer afhændet via netbank, og Finanscentret overtog herefter hans køb og salg af obligationer og aktier i det åbne depot. Der var ca. 1,5 mio. kr. til rådighed for investeringerne.
Rådgiveren i Finanscentret udvalgte de aktier og obligationer, der blev købt i efteråret 2007, og som medførte et tab på 252.948,28 kr. Banken bør erstatte dette tab, som var en direkte følge af bankens rådgivning.
Danske Bank har anført, at klageren har deltaget i investeringsprojekter og handlet med værdipapirer, herunder aktier, gennem mange år og er fuldt ud bekendt med risikoen herved. Klagerens investeringsprofil er risikovillig og med en investeringshorisont på over syv år. Allerede i foråret 2007 blev klageren gjort opmærksom på, at forventningen til aktiemarkedet var faldende, og at han burde investere mere defensivt.
Den 20. juni 2007 blev der i Finanscentret afholdt et indledende møde med klageren. På grundlag af drøftelserne ydede banken klageren et lån på 3 mio. kr., hvoraf 2,5 mio. kr. blev anvendt til køb af tyske ejendomsaktier. I tilknytning hertil solgte klageren den 20. juli 2007 bl.a. 2.280 stk. aktier i Vestas Windsystems, hvorved han opnåede en skattepligtig fortjeneste på ca. 320.000 kr. Der blev ikke indgået nogen aftale med klageren om porteføljepleje.
I slutningen af september 2007 blev klageren kontaktet med henblik på investering af et større kontant indestående, hvilket var baggrunden for værdipapirkøbene i slutningen af september og begyndelsen af oktober 2007. Under et møde den 11. oktober 2007 blev det aftalt at omlægge den købte obligationspost på ca. 500.000 kr. til aktier. Samtlige handler blev gennemført på baggrund af klagerens instrukser. Investeringsrådgiveren vurderede, at klageren burde have en større branchemæssig spredning på sine investeringer, men klageren fastholdt sine investeringsønsker.
På et møde den 18. december 2007 blev det aftalt at realisere tabet på de aktier, der var købt i september/oktober 2007 med henblik på skattemæssigt at modregne dette i fortjenesten ved salget af aktierne i Vestas Windsystems, således at klageren kunne opnå en skattemæssig besparelse. Det blev aftalt at investere på ny, når aktiemarkedet igen så mere positivt ud.
Banken har ikke handlet ansvarspådragende, og banken kan ikke drages til ansvar for aktiemarkedets udvikling.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Der er ikke grundlag for at fastslå, at Danske Bank ved sin rådgivning af klageren om investering i aktier og aktiebaserede investeringsbeviser i september/oktober 2007 har begået fejl eller forsømmelser, der kan medføre erstatningsansvar. Det må lægges til grund, at klageren selv traf beslutning om investeringerne, og at han i december 2007 valgte at realisere tabet på aktierne med henblik på at opnå en skattemæssig besparelse ved at modregne tabet i sin fortjeneste ved salget af Vestas Windsystems aktier i juli 2007. Det må endvidere lægges til grund, at klageren kendte risikoen ved aktiekøbene, og han måtte indse, at han selv måtte bære risikoen for eventuelle tab.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.