Forhøjelse af et rentetillæg uden varsel med henvisning til finansiel uro og stigende finansieringsomkostninger på de internationale kapitalmarkeder.
| Sagsnummer: | 203/2010 |
| Dato: | 06-05-2011 |
| Ankenævn: | Kari Sørensen , Peter Stig Hansen, Troels Hauer Holmberg, Niels Bolt Jørgensen, Søren Geckler |
| Klageemne: |
Udlån - rente
Rente - udlån |
| Ledetekst: | Forhøjelse af et rentetillæg uden varsel med henvisning til finansiel uro og stigende finansieringsomkostninger på de internationale kapitalmarkeder. |
| Indklagede: | Eik Bank Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens indsigelse mod Eik Banks forhøjelse af et rentetillæg uden varsel på hans boligprioritetslån med henvisning til finansiel uro og stigende finansieringsomkostninger på de internationale kapitalmarkeder.
Sagens omstændigheder.
Klageren optog i 2006 et 30-årigt lån på 2.400.000 kr. i SkandiaBanken (nu: Eik Bank), som fik pant i hans ejendom. Af pantebrevet fremgår:
"…
Rente- og Betalingsvilkår: | Lånet forrentes med en variabel rente som foreløbig er fastsat til 4,10 % p.a. |
…
Særlige bestemmelser:
Fastsættelse af rente
Renten er variabel og fastsættes på basis af den af Danmarks Nationalbank offentliggjorte rente på indskudsbeviser med et tillæg på 1,35. Renten reguleres, når der er ændringer i renten på indskudsbeviser.
For lånet gælder en rentegaranti på 5,50, hvilket betyder at renten maksimalt kan udgøre 5,50 inkl. SkandiaBankens rentetillæg. …
…
Rentetillægget kan ændres af SkandiaBanken i henhold til Almindelige bestemmelser for lån og kreditter. Bestemmelserne finder du på SkandiaBankens hjemmeside,www.SkandiaBanken.dk.
…"
Banken har oplyst, at klageren i december 2008 modtog et brev, hvoraf fremgår:
"…
Renteændring på din BoligPrioritet MaxRente 5,50% …
Den 16. januar 2009 hæver vi det variable tillæg på din BoligPrioritet MaxRente med 0,50%-point fra 1,35% til 1,85%.
…
Forhøjelsen af rentetillægget sker uden varsel i henhold til bankens almindelige forretningsbetingelser og særlige bestemmelser for lån og kreditter: "Hvis anden udvikling i det almindelige renteniveau, eksempelvis på penge- og obligationsmarkederne, er af betydning for Eik Bank"
Baggrunden er den finansielle uro og de stadigt stigende finansieringsomkostninger, der præger de internationale kapitalmarkeder.
…"
Ved mail af 7. marts 2009 tilkendegav klageren overfor banken, at lånet efter hans opfattelse til stadighed skulle forrentes med Nationalbankens udlånsrente plus et rentetillæg på 1,35 % og anmodede om, at banken regulerede rentetilskrivningen i overensstemmelse hermed.
Banken afviste klagerens anmodning.
Af Eik Banks "Almindelige forretningsbetingelser og særlige bestemmelser for lån og kreditter - forbruger" gældende fra 10. oktober 2008, der er fremlagt i forbindelse med en tidligere behandlet sag for Ankenævnet (nr. 1046/2009), fremgår:
"…
3. Renter
…
Ændring af rentesatser
Eik Bank kan ændre variable rentesatser uden varsel, hvis ændringen er til fordel for dig.
Eik Bank kan nedsætte variable rentesatser på indlån og forhøje variable rentesatser på udlån uden varsel, hvis
* ind- eller udenlandske ændringer i penge- eller kreditpolitik har betydning for Eik Bank, fordi det almindelige renteniveau påvirkes eller
* anden udvikling i det almindelige renteniveau, eksempelvis på penge- og obligationsmarkederne, er af betydning for Eik Bank, eller
* ændringer i skatter og afgifter har betydning
Eik Bank kan nedsætte den variable rentesats på indlån og forhøje variable rentesatser på udlån med 6 ugers varsel, hvis
* de forhold, som individuelt blev lagt til grund ved fastsættelse af dine rentevilkår, ændre[r] sig, eller
* Eik Bank ændrer sin generelle rente og prisfastsættelse af forretningsmæssige grunde, uden at det har sammenhæng med udviklingen i det almindelige renteniveau. Forretningsmæssige grunde kan bl.a. være at opnå en mere hensigtsmæssig anvendelse af Eik Banks ressourcer eller kapacitet eller at øge indtjeningen.
…"
Parternes påstande.
Klageren har den 31. marts 2010 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Eik Bank Danmark skal regulere renten på lånet således, at den altid følger Nationalbankens offentliggjorte rente på indskudsbeviser med et tillæg på 1,35 % herunder med tilbagevirkende kraft fra den 16. januar 2009.
Eik Bank Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har bl.a. anført, at renten på lånet beregnes efter ordlyden i aftalen herefter benævnt frase 1:
"Renten er variabel og fastsættes på basis af den af Danmarks Nationalbank offentliggjorte rente på indskudsbeviser med et tillæg på 1,35. Renten reguleres, når der er ændringer i renten på indskudsbeviser."
Renten er variabel i og med, at Nationalbankens rente er variabel.
Der står intet om, at tillægget er variabelt.
Banken kan således kun ændre renten i takt med, at Nationalbanken ændrer renten.
Denne forståelse af bestemmelsen støttes af, at "renten reguleres, når der er ændringer i renten på indskudsbeviser".
Af aftalen fremgår også følgende herefter benævnt frase 2:
"Rentetillægget kan ændres af SkandiaBanken i henhold til Almindelige bestemmelser for lån og kreditter."
Banken henviser til et dokument, som banken selv kan ændre.
Frasen giver i praksis banken mulighed for vilkårligt at ændre og fastsætte rentetillægget.
Banken kan til enhver tid selv fastsætte hele lånets variable rente efter forgodtbefindende.
Det fremgår af § 6, stk. 3 i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder (nr. 965 af 30. september 2009), at:
"Vilkår om ændringer i løbende kundeforhold af renter, gebyrer, bidrag eller andet vederlag skal indeholde en angivelse af de forhold, der kan udløse en ændring, og må ikke give den finansielle virksomhed en vilkårlig adgang til at foretage ændringer."
Frase 2 er således i direkte modstrid med denne bestemmelse.
Frase 1 må derfor alene være gældende.
Han er ikke blevet rådgivet om, at banken kan fastsætte rentetillægget efter forgodtbefindende, og hans interesser er derfor ikke blevet tilgodeset, hvilket er i strid med § 7, stk. 3 i bekendtgørelsen.
Banken har udeladt væsentlig information og hele fremgangsmåden har været vildledende, hvilket er i strid med § 4 i bekendtgørelsen.
Finanstilsynet har i en afgørelse af 26. februar 2009 overfor Basisbank lagt vægt på, at "en naturlig sproglig forståelse af principperne for rentefastsættelse i låneaftalen udgør en fravigelse af adgangen til at ændre renten i overensstemmelse med forretningsbetingelsernes bestemmelser."
Frase 2 kan derfor ikke anvendes til at fastsætte renten anderledes end beskrevet i frase 1.
Banken har ikke i låneaftalen taget et forbehold om at kunne ændre principperne for, hvorledes renten fastsættes, hvilket også strider mod Finanstilsynets afgørelse.
Lånet er markedsført på - og bygget op omkring - at det følger Nationalbankens udlånsrente plus et rentetillæg.
Eik Bank Danmark har bl.a. anført, at det fremgår af pantebrevet, at rentetillægget kan ændres af banken i henhold til de almindelige forretningsbetingelser og særlige bestemmelser for lån og kreditter.
Renteforhøjelsen er sket i henhold til lånets vilkår.
Ankenævnet har tidligere behandlet tilsvarende klager - fx i sag nr. 168/2008. Nærværende klage vedrører ikke forhold, der ikke allerede er behandlet af nævnet i de tidligere sager.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet lægger til grund, at Eik Banks "Almindelige forretningsbetingelser og særlige bestemmelser for lån og kreditter - forbruger" fra 10. oktober 2008 - eller betingelser med et tilsvarende indhold - er gældende for klagerens låneforhold.
Tre medlemmer – Kari Sørensen, Peter Stig Hansen og Niels Bolt Jørgensen – udtaler:
Af pantebrevets særlige bestemmelser fremgår tydeligt, at lånets samlede rente ikke alene reguleres i takt med ændringer i Nationalbankens rente på indlånsbeviser, men også kan ændres ved, at rentetillægget ændres i henhold til bankens almindelige bestemmelser for lån og kreditter. Klagerens anbringende om, at rentetillægget ikke kan ændres, kan derfor ikke tages til følge. Det kan ikke føre til et andet resultat, at vilkårene vedrørende renteændring ikke måtte være præcist beskrevet i bankens kortfattede produktbeskrivelser.
Vi finder ikke grundlag for at tilsidesætte forhøjelsen af rentetillægget med 0,50 procentpoint, som Eik Bank gennemførte i januar 2009, og som efter det oplyste skyldtes stigning i pengemarkedsrenten. Det forhold, at forhøjelsen af rentetillægget skete uden sammenhæng med en regulering af renten på basis af en ændring af Nationalbankens rente på indskudsbeviser kan ikke medføre et andet resultat.
Vi finder i øvrigt ikke, at Finanstilsynets afgørelse af 15. september 2008 har betydning for denne afgørelse, allerede fordi ændringen af rentetillægget ikke er sket på grundlag af den bestemmelse i bankens almindelige vilkår for lån og kreditter om ændring af renten begrundet i "markedsmæssige forhold", som Finanstilsynet pålægger banken at fjerne eller ændre.
Vi stemmer herefter for ikke at tage klagen til følge.
To medlemmer – Troels Hauer Holmberg og Søren Geckler – udtaler:
Vi finder ikke, at der er indgået en klar og tydelig aftale om, at banken kan hæve renten ud over ændringer i Nationalbankens rentesats for indskudsbeviser.
Der lægges vægt på, at låneaftalen – i strid med den dagældende kreditaftalelovs § 9, stk. 3 – ikke angiver de betingelser, hvorunder rentetillægget kan ændres, men alene henviser til de almindelige forretningsbestemmelser, at de almindelige forretningsbestemmelser kun gælder når der ikke er aftalt andet, at de i låneaftalen angivne betingelser for renteændringer netop er ganske lig markedspraksis, fordi lånets rente ændrer sig i takt med det almindelige renteniveau, og at der alene henvises til Nationalbankens renteniveau i bankens kortfattede produktbeskrivelser. Samlet findes banken at være nærmest til at bære risikoen ved låneaftalens uklarhed vedrørende vilkårene for rentefastsættelsen.
Vi stemmer herefter for at tage klagen til følge.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
b e s t e m m e s :
Klagen tages ikke til følge.