Afgørelse

Rådgivning om valg af låntype/renteprocent.

Det indklagede realkreditinstitut fremsendte i marts 1996 et tilbud til klageren om omlægning af to indestående lån til instituttet til et kontantlån baseret på 6 pct. obligationer. Lånetilbudet indeholdt en angivelse af obligationshovedstolen samt en beskrivelse af udbetalingskursens betydning for lånet. Det fremgik endvidere, at obligationsrenten kunne ændres ved udbetalingen af lånet. Af lånetilbudet fremgik det endvidere, at de to indestående kontantlån var forudsat indfriet ved henholdsvis paristraksmetoden og dagskursmetoden. Lånetilbudet var vedlagt et pantebrev, hvoraf indfrielsesvilkårene fremgik. Klageren fremsendte i juli 1996 en udbetalingsanmodning til instituttet, hvoraf det fremgik, at klageren ønskede lånet udbetalt hurtigst muligt på basis af 6 pct. obligationer, hvilket herefter skete. I januar 1999 bad klageren instituttet om at fremkomme med et løsningsforslag i anledning af, at kursværdien af lånet løbende var steget, således at hun i forbindelse med salg af ejendommen skulle indfri lånet med et langt større beløb, end hun fik udbetalt i 1996. Klageren havde ikke været opmærksom på, at dette kunne ske, og henviste til, at hun fik ikke noget alternativt lånetilbud til kontantlånet. Instituttet afviste den 1. februar 1999 klagen, herunder at instituttet kunne hjælpe klageren, idet kontantlån kun kan indfries ved at indfri den bagvedliggende obligationsrestgæld. Instituttet henviste i den forbindelse blandt andet til, at lånetilbudet og pantebrevet på det nye lån indeholdt de relevante oplysninger til bedømmelse af det tilbudte lån og dets indfrielsesvilkår, ligesom muligheden af at vælge udbetaling i en anden obligationsrente havde været nævnt, at udbetalingen var sket i overensstemmelse med klagerens udbetalingsordre, og at klageren tidligere havde låneomlagt og udnyttet bevægelserne i obligationskurserne og ligeledes var bekendt med indfrielsesvilkårene for kontantlån.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet var erstatningsansvarlig som følge af manglende rådgivning om kontantlån contra obligationslån. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet bemærkede, at lånetilbudet og pantebrevet indeholdt en beskrivelse af kontantlånskonstruktionen, herunder indfrielsesvilkårene. Nævnet havde ikke mulighed for nærmere at vurdere indholdet og omfanget af den konkrete rådgivning, som klageren havde modtaget i tilslutning til oplysningerne i lånetilbud m.v. Nævnet fandt ikke grundlag for at fastslå, at rådgivningen ud fra en generel vurdering af forholdene i 1996 har været urigtig eller mangelfuld. Nævnet frifandt derfor realkreditinstituttet.