Erhvervsforhold. Formalitetsafgørelse.
| Sagsnummer: | 519 a/1990 |
| Dato: | 05-04-1991 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Niels Busk, Kirsten Nielsen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Formalitetsafgørelse - ankenævnets kompetence
|
| Ledetekst: | Erhvervsforhold. Formalitetsafgørelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Klageren under denne sag er en andelsboligforening, og klagen vedrører finansieringen af de af et anpartsselskab som bygherre opførte andelsboliger, der er overdraget til klageren. I forbindelse med finansieringen, som blev varetaget af indklagede, der var bygherrens pengeinstitut, udbetaltes et kreditforeningslån, som klageren havde givet indklagede transport i. Kreditforeningen krævede efterfølgende lånet nedbragt af klageren. Da anpartsselskabet på dette tidspunkt var taget under konkursbehandling, var det ikke muligt for klageren at inddrive det for meget udbetalte kreditforeningslån hos selskabet. Klageren gør i denne forbindelse gældende, at indklagede har pådraget sig et ansvar i forbindelse med sagsbehandlingen af finansieringen af andelsboligerne.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre klageren et nærmere opgjort beløb.
Indklagede har nedlagt påstand om afvisning og anmodet om, at formalitetsspørgsmålet om Ankenævnets kompetence afgøres, forinden sagens realitet behandles.
Klageren har til støtte for, at klagen fremmes til behandling i realiteten anført, at alle andelsboligforeningens medlemmer er privatpersoner, og at foreningens formal alene er at erhverve de enkelte andelsboliger til beboelse for foreningens medlemmer. Foreningen kan således ikke karakteriseres som en erhvervsdrivende forening, hvorfor Ankenævnet må anses for kompetent til at behandle klagen. Tvisten findes endvidere egnet til nævnsbehandling, og indklagede er ikke fremkommet med oplysninger, som viser, at der foreligger uenighed om sagens faktiske forhold.
Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at den foreliggende klage ikke vedrører et privatkundeforhold, idet der er tale om en klage, som væsentligt adskiller sig fra klager vedrørende privatkundeforhold. Hertil kommer, at der er tale om et meget omfattende sagsmateriale samt at parterne er uenige om det faktisk skete, hvorfor der må formodes at opstå usikkerhed om bedømmelsen af de fremkomne oplysninger, jf. herved Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1.
Ankenævnets bemærkninger:
Det forhold at klagen er indgivet af en andelsboligforening findes ikke i sig selv at medføre, at klagen ikke kan anses for at angå et privat kundeforhold. Herefter, og da der ikke i øvrigt findes baggrund for, efter det for Ankenævnet foreliggende, at afvise klagen
Den indgivne klage fremmes til behandling i realiteten og udsættes på indklagedes svar herpå.