Løbedage ved førtidig indfrielse af pantebrev.
| Sagsnummer: | 121/1991 |
| Dato: | 20-09-1991 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Niels Busk, Peter Stig Hansen, Niels Bolt Jørgensen, Peter Møgelvang-Hansen |
| Klageemne: |
Pantebreve - indfrielse
|
| Ledetekst: | Løbedage ved førtidig indfrielse af pantebrev. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved skrivelse af 18. februar 1991 til indklagede meddelte klageren, at han som debitor ønskede at indfri et pantebrev, ifølge hvilket indklagede var kreditor, ved første termin den 11. juni 1991, således at beløbet var indklagede i hænde den 18. juni 1991. Pantebrevet er oprettet på pantebrevsformular A.
Ved påtegning af 26. februar 1991 på klagerens skrivelse bekræftede indklagede modtagelsen af opsigelsen, idet indklagede dog gjorde opmærksom på, at restgælden skulle være indklagede i hænde senest den 11. juni 1991, medens terminsydelsen pr. 11. juni 1991 rettidigt kunne indbetales 18. juni 1991.
Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at han er berettiget til at betale restgælden på pantebrevet den 18. juni 1991 tillige med den ordinære terminsydelse, uden at indklagede kan kræve morarenter eller afslå indfrielsen.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at ifølge den anvendte pantebrevsformulars pkt. 2 er alle betalinger rettidige, når de sker senest 7 dage efter forfaldsdag, hvorfor betaling den 18. juni 1991 vil være rettidig.
Indklagede har anført, at selv om opsigelsesdatoen - som i dette tilfælde - er sammenfaldende med terminsdatoen, giver det efter indklagedes opfattelse ikke debitor ret til at vente med betaling af opsigelsesbeløbet til 18. juni 1991 uden tillæg af rente af indfrielsesbeløbet. Indfrielsen af pantebrevet er en ekstraordinær betaling, som ikke er omfattet pkt. 2 i pantebrevsformularen.
Ankenævnets bemærkninger:
Bestemmelsen i pantebrevsformular A, punkt 2 om løbedage findes sammenholdt med punkt 1 at måtte forstås således, at den alene finder anvendelse på betalinger, for hvilke fristen er fastsat i pantebrevet, og bestemmelsen kan derfor ikke anses for anvendelig i det foreliggende tilfælde, hvor der er tale om en ekstraordinær indfrielse efter opsigelse fra debitors side.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.