Spørgsmål om regresret forringet.
| Sagsnummer: | 789 /1994 |
| Dato: | 28-12-1995 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Kirsten Nielsen, Ole Simonsen, Jens Ole Stahl |
| Klageemne: |
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om regresret forringet. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 24. april 1989 underskrev klageren som selvskyldnerkautionist på et lånedokument, hvorefter klagerens søn af indklagedes Sæby afdeling blev ydet et lån på 267.304 kr., som skulle afvikles med en fast ydelse på 4.500 kr. månedlig, første gang 30. juni 1989. Klageren håndpantsatte samtidig et ejerpantebrev på 250.000 kr. med pant i sin ejendom til sikkerhed for opfyldelse af enhver forpligtelse, som sønnen havde eller måtte få overfor indklagede.
I april 1991 accepterede indklagede, at lånets månedlige ydelser blev nedsat til 3.000 kr. fra 1. maj til 1. august 1991. Klageren tiltrådte den midlertidige nedsættelse.
Om lånets afvikling er det oplyst, at ydelsen fejlagtigt ikke igen blev forhøjet til 4.500 kr., men at afviklingen fortsatte med 3.000 kr. Fra og med ultimo april 1991 blev ydelserne ikke længere overført automatisk til lånet på grund af manglende dækning på den konto, hvorfra de blev trukket. Den månedlige ydelse på 3.000 kr. blev herefter overført manuelt og typisk med 3-4 måneders forsinkelse i forhold til forfaldstidspunktet. Fra ultimo juli 1991 var lånet til stadighed i restance. Sidste indbetaling fandt sted 31. juli 1992 og vedrørte ydelsen pr. ultimo marts s.å.
Ved skrivelse af 11. januar 1993 orienterede indklagede klageren om, at sønnens lån var opsagt til fuld indfrielse. Restgælden androg pr. 31. december 1992 281.560,09 kr. Klageren blev orienteret om, at med mindre lånet blev indfriet inden 14 dage, ville det blive overgivet til inkasso.
Klageren rettede henvendelse til advokat. Indklagede accepterede under forhandlinger med denne, at klagerens kautionsforpligtelse blev reduceret til 150.000 kr. Af en fremlagt beregning fremgår, at lånets restgæld ville have udgjort 221.913 kr., såfremt det fra 30. august 1991 var blevet afviklet med 4.500 kr. om måneden.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at kautionsforpligtelsen er bortfaldet, subsidiært at den bør nedsættes.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse, men har dog vedstået det tidligere fremsatte tilbud om nedsættelse af klagerens forpligtelse til 150.000 kr.
Klageren har anført, at indklagede har tilsidesat bestemmelsen i bank- og sparekasselovens § 41, idet man ikke inden 6 måneder orienterede hende om den henstand, der blev ydet som følge af, at ydelserne ikke fra ultimo august 1991 på ny blev forhøjet til 4.500 kr., og om misligholdelsen med betalingen af ydelsen på 3.000 kr. Hendes søn ejede anparter i et investeringsanpartsselskab. Af selskabets regnskab for perioden 1. juli til 30. juni 1991 fremgår, at resultatet for denne periode var et overskud på 14.944 kr. Selskabets egenkapital var pr. 30. juni 1991 ca. 133.000 kr. Selskabets formål var at handle valuta, men det ejede også et sommerhus. I efteråret 1992 konstaterede selskabet et betydeligt tab som følge af uheldige valutaforretninger. Dette førte senere til en opløsning af selskabet ved skifteretten. Det må anses for godtgjort, at såfremt hun på et tidligere tidspunkt havde modtaget underretning om misligholdelsen, ville hun have haft mulighed for at gennemføre et regreskrav mod sønnen. Dennes anparter i selskabet var ikke behæftede.
Indklagede har anført, at der utilsigtet blev bevilget sønnen henstand med afviklingen af lånet som følge af, at ydelsen fejlagtigt ikke efter nedsættelsen blev sat op til 4.500 kr. Klageren skulle have haft underretning efter bank- og sparekasselovens § 41 senest den 28. februar 1992. Det bestrides, at regnskabet for investeringsselskabet pr. 30. juni 1991 kan lægges til grund for en vurdering af selskabets status ultimo februar 1992. Klageren har ikke sandsynliggjort, at hun på dette tidspunkt ville have haft mulighed for at gennemføre en regres overfor sønnen.
Ankenævnets bemærkninger:
Indklagede har erkendt, at man burde have givet klageren meddelelse efter bank- og sparekasselovens § 41 senest ved udgangen af februar 1992 (meddelelse skulle rettelig have været givet senest ved udgangen af januar 1992). I forbindelse hermed har indklagede erklæret alene at ville gøre et krav på 150.000 kr. gældende mod klageren, uanset at restgælden på lånet var ca. 280.000 kr. i begyndelsen af 1993, da indklagede rejste krav mod klageren i henhold til dennes kautionsforpligtelse.
Tvisten angår herefter spørgsmålet, om klagerens muligheder for at gøre regres mod sin søn som følge af indklagedes tilsidesættelse af bank- og sparekasselovens § 41 er blevet forringet i et omfang, som overstiger det beløb, med hvilket indklagede har nedsat sit krav mod klageren. En stillingtagen hertil findes at ville forudsætte en bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.