Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Modregning i opfyldt boligsparekontrakt i forbindelse med akkord.

Sagsnummer: 563/1993
Dato: 10-03-1994
Ankenævn: Niels Waage, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Ole Simonsen
Klageemne: Modregning - boligsparekontrakt
Ledetekst: Modregning i opfyldt boligsparekontrakt i forbindelse med akkord.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Den 27. november 1992 trådte klageren i betalingsstandsning. Klageren drev en forretning.

Klageren fremkom under betalingsstandsningen med forslag til tvangsakkord. Af udkast til tvangsakkordstatus pr. 17. maj 1993 fremgår, at klageren hos indklagede havde en totalkonto med en negativ saldo. Indeståendet på klagerens boligsparekontrakt hos indklagede optaget til 17.777 kr. var modregnet i totalkontoen.

Klagerens boligsparekontrakt var oprettet den 1. maj 1990. Ved skrivelse af 16. april 1993 erindrede indklagede klageren om indbetaling af det årlige mindstebeløb på 1.200 kr., som da var gældende for at opnå statens præmie i forbindelse med udbetaling til boligformål. Klageren indbetalte beløbet den 19. april 1993. I forbindelse med klagerens overtagelse af et lejemål i maj 1993 anmodede klageren om udbetaling af boligsparekontrakten, hvilket indklagede nægtede.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre modregningen.

Indklagede har nedlagt påstand principalt om frifindelse, subsidiært om frifindelse mod tilbagebetaling af 1.200 kr. indbetalt af klageren den 19. april 1993.

Klageren har til støtte for påstanden anført, at han inden anmeldelsen af betalingsstandsningen af indklagede fik oplyst, at indklagede ikke kunne modregne i indeståendet på hans boligsparekontrakt og kapitalpension hos indklagede. Han kunne derfor trygt lade kontiene stå hos indklagede. Hertil kommer, at indklagedes skrivelse af 16. april 1993 også gav ham det indtryk, at ordningen ville bestå i fremtiden og således medvirkede til, at han ikke lod kontoen overflytte til andet pengeinstitut.

Indklagede har anført, at man på intet tidspunkt har fraskrevet sig retten til modregning i indeståendet på boligsparekontrakten, hvorfor modregningen foretaget efter bindingsperiodens udløb er berettiget. Hertil kommer, at klageren i det fremsatte akkordforslag ikke tog forbehold om modregning af boligsparekontraktens indestående og således tiltrådte modregningen. Først senere fremkom klageren med indsigelser, efter at akkorden var vedtaget. Akkorden kunne ikke gennemføres, uden at denne blev tiltrådt af indklagede. Klageren vil få en uberettiget berigelse, såfremt han nu vil kunne gøre krav på kontoens indestående uden en regulering i akkordudlodningen. Som følge af indholdet af indklagedes skrivelse af 16. april 1993, som er udskrevet automatisk og ved en fejl tilsendt klageren, er indklagede indstillet på at tilbagebetale klageren de 1.200 kr. indsat den 19. april 1993.

Ankenævnets bemærkninger:

Af klagerens akkordforslag fremgik, at indeståendet på boligsparekontrakten blev modregnet i klagerens gæld til indklagede, og der var intet forbehold taget herfor. Ankenævnet finder herefter, at klageren er afskåret fra nu at fremkomme med indsigelser mod den gennemførte modregning.

Ankenævnet finder, at indklagede, som også erkendt, bør tilbagebetale klageren de 1.200 kr. indbetalt den 19. april 1993.

Som følge af det anførte

Indklagede bør inden 4 uger betale klageren 1.200 kr. Klagen tages ikke i øvrigt til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.