Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Oplysningspligt om debitors økonomiske forhold. Ikke bevis for forringet regresmulighed.

Sagsnummer: 125/1990
Dato: 19-09-1990
Ankenævn: Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Niels Busk, Peter Møgelvang-Hansen, Erik Sevaldsen
Klageemne: Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
Kaution - stiftelse
Ledetekst: Oplysningspligt om debitors økonomiske forhold. Ikke bevis for forringet regresmulighed.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Ved gældsbrev af 18. juli 1986 ydede indklagede et lån på 200.000 til en ejer af en maskinstation. Lånet skulle afvikles med en kvartalsvis ydelse på 6.250 kr. plus renter af den til enhver tid værende restgæld første gang den 31. oktober 1986. Til sikkerhed for lånet afgav klagerne - 5 personer - selvskyldnerkautionserklæring ved påtegning af gældsbrevet. Låneprovenuet udbetaltes direkte til debitors leverandør af landbrugsmaskiner og blev afskrevet på en allerede eksisterende gæld, som debitor havde til leverandøren.

Efter at debitor var afgået ved døden den 12. juni 1987, meddelte indklagede ved skrivelse af 15. juni 1987 klagerne, at debitor ikke havde afviklet lånet som stipuleret, idet han fra lånets optagelse til sin død kun havde indbetalt 11.750 kr.

Efter at indklagede har gjort kautionsforpligtelsen gældende overfor klagerne, og efter at klagerne ved deres advokat har brevvekslet med indklagede, har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at kautionsforpligtelsen er bortfaldet, subsidiært at forpligtelsen nedsættes.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Under sagens forberedelse for Ankenævnet har indklagedes forhenværende direktør skriftligt oplyst, at han som eneste gang i sit 34-årige virke hos indklagede havde bedt samtlige kautionister møde samtidig til underskrift af lånedokumentet for at orientere om den store risiko, der var til stede.

Til støtte for påstanden har klagerne anført, at debitors bo på tidspunktet for lånets optagelse var insolvent. Uagtet indklagede havde et indgående kendskab til debitors økonomiske situation, fik kautionisterne ikke oplyst, hvilken risiko der var forbundet med kautionsforpligtelsen, ligesom klagerne ikke modtog oplysning om, til hvilket formal lånet var optaget. Kautionsforpligtelsen er således bortfaldet som følge af indklagedes manglende opfyldelse af pligten til at underrette kautionisterne om debitors økonomiske forhold, svigtende forudsætninger for kautionsforholdets påtagelse, samt da det må anses for stridende mod god bank og sparekasseskik at modtage kaution under nævnte omstændigheder uden at oplyse kautionisterne om den dermed forbundne risiko. Endvidere gøres det gældende, at kautionisterne først har modtaget underretning cm misligholdelsen af lånet efter udløbet af 6-månedersfristen jf. bank- og sparekasselovens § 41. Ved en rettidig underretning om låneforholdets misligholdelse kunne der være fundet en anden løsning, enten ved debitors søns eventuelle overtagelse af forretningen eller en realisation af maskinparken i fri handel i stedet for under bobehandling.

Indklagede har anført, at indklagede ikke har pligt til at varetage kautionisternes interesser, ligesom kautionsforpligtelsen i vidt omfang er påtaget i kautionisternes egen interesse, idet de derved sikrede sig, at afdøde kunne udføre høstarbejde for dem. Derudover har indklagede anført, at kautionisterne under et fælles møde er blevet gjort bekendt med risikoen ved at påtage sig forpligtelsen, ligesom kautionsforpligtelsen er påtaget frivilligt uden opfordring fra indklagede. Det blev straks efter debitors død konstateret, at denne var insolvent, og kautionisterne ville derfor uanset manglende underretning have lidt tab.

Ankenævnets bemærkninger:

Efter det foreliggende, herunder den af indklagedes tidligere direktør afgivne erklæring, lægges det til grund, at klagerne forinden disse påtog sig kautionsforpligtelsen, af indklagede blev orienteret om den med kautionen forbundne risiko. Herefter, og idet det ikke findes godtgjort, at klagernes regreskrav mod debitor er blevet forringet ved indklagedes for sene underretning efter bank- og sparekasselovens § 41, findes klagen ikke at kunne tages til følge, hvorfor

Den indgivne klage tages ikke til følge.