Afgørelse

Personlig fordring. Forældelse.

Det indklagede realkreditinstitut overtog i januar 1989 klagerens daværende ejendom på tvangsauktion for et bud på 393.000 kr. Instituttets fordring var på tvangsauktionen opgjort til i alt 500.520 kr., som fordeltes med 393.328 kr. i kolonne 2 og 107.192 kr. i kolonne 3. Instituttet videresolgte pr. 1. april 1990 ejendommen blandt andet med overtagelse af de to indestående lån.
Instituttet gjorde i august 1997 en personlig fordring på 107.520 kr. gældende over for klageren. Til dette beløb skulle lægges en årlig rente på 9 pct. i fem år. Klageren protesterede efterfølgende forgæves over kravet.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne gøre en personlig fordring gældende mod ham. Instituttet påstod frifindelse.

Instituttet oplyste under klagesagen, at der ikke, f.s.v. angår hæftelse 2, var taget stilling til budets anvendelse på restancer eller restgæld, men at det var nærliggende at betragte budsummen som anvendt til restancer.

Nævnet fandt ikke, at klageren kunne fritages for sine forpligtelser ud fra en passivitetsbetragtning eller kunne kræve fordringen nedsat, jf. retsplejelovens § 578. Flertallet fandt, at fordringen måtte opdeles i restgæld, afdrag, renter og bidrag, at der for restgæld og afdrag gjaldt en 20-årig forældelsesfrist, mens der for forfaldne rentekrav m.v. gjaldt en forældelsesfrist på 5 år, idet der ikke for de sidstnævnte krav var tilvejebragt et særligt retsgrundlag. Flertallet fandt endvidere, at det måtte påhvile instituttet at godtgøre, at det rejste krav i dets helhed ikke var forældet. Som sagen var oplyst, kunne det ifølge flertallet ikke udelukkes, at instituttet, der som enepanthaver efter tvangsauktionen havde rådighed over budsummens fordeling, forlods havde anvendt denne til dækning af restgælden. Instituttets restfordring bestod i så fald til dels af renter og bidrag, som var forældede efter 1908-loven. Et mindretal var enig i flertallets synspunkter om forældelsesregler, men fandt i mangel af holdepunkter for andet, at budet, så langt det rakte, skulle anvendes til dækning af hæftelserne i prioritetsordenen, og for det delvist dækkede lån fordeles forholdsmæssigt på restgæld (og afdrag) og renter (og bidrag). Et andet mindretal fandt, at der for instituttets rentefordring m.v. var tilvejebragt et særligt retsgrundlag, således at denne var omfattet af den 20-årige forældelse. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev derfor tilpligtet at anerkende, at instituttet kun kunne gøre et krav gældende mod klageren i det omfang, instituttet kunne godtgøre, at kravet bestod af eventuel udækket restgæld i kolonne 2 eller afdrag i kolonne 3. Det således godtgjorte krav skulle forrentes med 9 pct. p.a. fra 5 år fra klagens indbringelse for Nævnet, og indtil betaling sker.