Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Kassekredit. Provision. Vilkårsændring.

Sagsnummer: 112/1988
Dato: 28-11-1988
Ankenævn: Peter Blok, Niels Bolt Jørgensen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Per Overbeck
Klageemne: Kassekredit - omkostninger
Ledetekst: Kassekredit. Provision. Vilkårsændring.
Indklagede:
Øvrige oplysninger: OF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Klageren har i en årrække haft en kassekreditkontrakt med Hellerup Bank A/S's (nu indklagedes) Søborghus afdeling. Kassekreditten blev, da klagerens direktørs hustru var ansat i afdelingen, oprettet på særlige vilkår, således at der ikke skulle svares provision, og således at der blev fastsat en favørrente.

Med virkning fra maj 1988 blev vilkårene for kreditten ændret, således at der herefter blev beregnet provision med 3% p.a. med kvartårlig tilskrivning. Klageren blev ikke informeret om denne ændring.

Vilkårsændringen fremgik af det kontoudskrift pr. 31. maj 1988, som blev fremsendt til klageren i begyndelsen af juni måned. Der var ikke debiteret kontoen noget provisionsbeløb. Ved modtagelsen af det følgende kontoudtog pr. 30. juni 1988, hvori provision var debiteret med 5.250 kr., blev klageren opmærksom på den skete vilkårsændring og rettede henvendelse til afdelingen, som efter brevveksling fastholdt, at den debiterede provision ikke kunne tilbagebetales klageren.

Klageren, der den 10. august 1988 indfriede engagementet med indklagede, har herefter indbragt sagen for Ankennævnet med påstand om tilbagebetaling af det samlede provisionsbeløb på 7.583,33 kr., som er debiteret kontoen indtil ophævelsen.

Ved skrivelse af 11. oktober 1988 til klageren meddelte Hellerup Bank, at man var af den opfattelse, at det ville have været rimeligt at underrette klageren om den skete ændring i rentevilkårene, hvorfor man tilbød klageren at tilbagebetale det provisionsbeløb på 5.250 kr., som var debiteret klagerens konto til og med 30. juni 1988.

Indklagede har herefter påstået frifindelse imod betaling af dette beløb.

Klageren har til støtte for den nedlagte påstand henvist til, at han ved kredittens stiftelse af Hellerup Banks kreditkontor fik tilsagn om, at kreditten var provisionsfri, hvorfor det ikke har været berettiget, at banken som sket ensidigt og uden meddelelse til klageren har ændret i kredittens vilkår.

Indklagede har til støtte for den nedlagte påstand henvist til, at klageren allerede ved modtagelsen af kontoudtoget pr. 31. maj 1988 burde have opdaget, at provisionssatsen var ændret fra O til 3% p.a., hvorfor han allerede på dette tidspunkt kunne have reageret. Indklagedes påstand indebærer imidlertid, at klageren tilbagebetales det provisionsbeløb, som blev debiteret kontoen frem til 30. juni 1988. Indklagede har endelig henvist til, at kreditten ifølge indholdet af kreditkontrakten af indklagede kan opsiges uden varsel.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder, at den omhandlede væsentlige ændring af vilkårene for klagerens kassekredit burde have været meddelt klageren ved særskilt skrivelse og med et rimeligt varsel. Idet bemærkes, at klageren først blev opmærksom på ændringen i begyndelsen af juli 1988 og indfriede kassekreditten ca. 1 måned senere, findes klagerens påstand herefter at burde tages til følge.

Som følge heraf

Indklagede bør til klageren betale 7.583,33 kr. Klagegebyret tilbagebetales klageren.