Gebyr for notering af ejerskifte.
| Sagsnummer: | 169/1990 |
| Dato: | 27-08-1990 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Hans Rex Christensen, Kirsten Nielsen, Lars Pedersen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Pantebreve - administreret af pengeinstitut
Gebyr - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Gebyr for notering af ejerskifte. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I forbindelse med klagerens køb af en ideel fjerdedel af en fast ejendom, hvoraf han allerede ejede en fjerdedel, udfærdigedes gældsovertagelseserklæringer vedrørende to i ejendommen lyste private pantebreve. Pantebrevene var udstedt i forbindelse med ejendommens salg til klageren og to medejere, og alle tre var debitorer ifølge pantebrevene.
Efter modtagelse af gældsovertagelseserklæringerne fremsendte indklagede, der på kreditors vegne administrerer pantebrevene, den 15. februar 1990 en anmodning til klageren om at indbetale 325 kr. til dækning af omkostninger i forbindelse med notering af ejerskifte, idet der henvistes til Justitsministeriets pantebrevsformular A, pkt. 8.
Klageren protesterede mod betaling af beløbet overfor indklagede, som herefter overgav beløbet til inkasso. Klageren fremsendte derpå den 26. marts 1990 det opkrævede beløb til indklagedes advokat og tilkendegav, at han ville indbringe spørgsmålet for Ankenævnet.
Klageren har herefter overfor Ankenævnet nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbagebetale det opkrævede gebyr på 325 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for den nedlagte påstand anført, at pantebrevsformular A, pkt. 8, ikke indeholder hjemmel for indklagedes opkrævning af gebyret. De pågældende pantebreve indestår ifølge deres indhold ved ejerskifte, hvorfor der, jf. tinglysningslovens § 39, stk. 1, ved gældsovertagelse alene skal gives kreditor meddelelse herom. Indklagede har afkrævet ham betaling for påtegning på pantebrevet af ejerskiftet, hvilket er ufornødent, da der er tale om automatisk gældsovertagelse. Hertil kommer, at ændring af debitorbetegnelsen heller ikke var nødvendig, idet han i forvejen var debitor ifølge de pågældende pantebreve; det forekommer endvidere urimeligt, at det opkrævede beløb overstiger det maksimumbeløb, som efter pantebrevsformularens pkt. 8 kan kræves, såfremt en ny ejer forsømmer at underrette kreditor om ejerskiftet. Beløbsgrænsen er her 300 kr., hvilket fører til, at en ny ejer ved forsømmelighed kan slippe billigere, end ved at foretage den pligtmæssige meddelelse. Klageren har endelig anført, at størrelsen af gebyret ikke kan anses for rimeligt bl.a. henset til, at han i forvejen var debitor ifølge pantebrevene.
Indklagede har anført, at pantebrevsformular A, pkt. 8, indeholder fornøden hjemmel for opkrævning af det omhandlede gebyr hos pantedebitor. Gebyret dækker bl.a. omkostninger ved modtagelse af gældsovertagelseserklæringer og de bagvedliggende EDB-mæssige transaktioner. Ifølge pantebrevsformularens pkt. a, 2. punktum, skal kreditor underrettes om ethvert ejerskifte; således også ejerskifter, som ikke medfører betaling af ekstraordinært afdrag. I den foreliggende sag har indklagede skullet registrere, at den tidligere debitor udgik. Pkt. 8 må fortolkes således, at kreditor dels kan kræve dækning af sine omkostninger ved gældsovertagelsen samt herudover kan kræve et gebyr i tilfælde af manglende underretning indenfor tidsfristen.
Ankenævnets bemærkninger:
Efter pkt. 8, h, i den tidligere anvendte pantebrevsformular kunne kreditor i tilfælde, hvor pantebrevet forblev indestående i tilfælde af ejerskifte, forlange, at debitor - foruden at give underretning om ejerskiftet - skulle "give pantebrevet påtegning om gældsovertagelsen og berigtige alle dermed forbundne omkostninger, derunder salær til kreditors advokat for varetagelse af hans tarv". I den gældende pantebrevsformular A hedder det i pkt. 8, 2. pkt.:
"Kreditor skal underrettes om ethvert ejerskifte og kan forlange, at den nye ejer berigtiger gældsovertagelse samt afholder omkostningerne derved".
I den beretning af 20. juli 1971, der ligger til grund for den gældende pantebrevsformular, hedder det s. 44 om denne bestemmelse:
"I lighed med den gældende regel foreskrives det, at debitor på forlangende skal berigtige ejerskiftet og betale eventuelle omkostninger herved. Det har været overvejet, om omkostningerne ved gældsovertagelsen burde afholdes af kreditor som led i den normale administration af pantebrevet, men da der kun kan være tale om mindre beløb, har arbejdsgruppen ikke fundet det nødvendigt at ændre hævdvunden praksis vedrørende dette spørgsmål".
Pantebrevsformular A, pkt. 8, 2. pkt., findes på denne baggrund at måtte forstås således, at kreditor ligesom efter pantebrevsformular I kan forlange, at pantebrevet forsynes med en af den nye ejer underskrevet påtegning om gældsovertagelsen, og at den nye ejer skal betale omkostningerne herved, uanset at en sådan påtegning ikke er nødvendig efter bestemmelsen i tinglysningslovens § 39, stk. 1. Heraf og af de citerede forarbejder findes videre at måtte følge, at kreditor generelt kan forlange, at den nye ejer friholder ham for rimelige omkostninger, der er forbundet med notering af ejerskiftet, også selv om der i det konkrete tilfælde ikke sker påtegning på pantebrevet.
Det af indklagede krævede gebyr findes ikke at kunne anses for urimeligt stort.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.