Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Kontoudskrift.

Sagsnummer: 387 /1991
Dato: 12-02-1992
Ankenævn: Peter Blok, Gert Bo Gram, Kirsten Nielsen, Lars Pedersen
Klageemne: Udlån - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Kontoudskrift.
Indklagede:
Øvrige oplysninger: IF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Den 14. februar 1991 indfriedes klagerens to lån hos indklagedes Østbirk afdeling. Indfrielsesbeløbet udgjorde i alt 90.919,70 kr. og fremsendtes via et finansieringsselskab. De omhandlede lån var etableret i henholdsvis april 1987 og december 1988.

Ved skrivelse af 19. marts 1991 til afdelingen anmodede klageren om at modtage fuldstændige kontoudtog vedrørende de indfriede lån fra lånenes stiftelse og til indfrielsestidspunktet indeholdende oplysninger om alle bevægelser, rentesatser og valørdatoer. Klageren krævede at dette skulle ske uden udgift for ham. Indklagede afviste klagerens krav.

Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes uden udgift for ham at meddele fuldstændige kontoudtog for de to indfriede lån fra lånenes stiftelsestidspunkter og til indfrielsen indeholdende oplysning om alle bevægelser, rentesatser og valørdatoer, ligesom indklagede tilpligtes at fremsende kopi af indfrielsesnotaer vedrørende lånene.

Indklagede, der under sagens forberedelse for Ankenævnet har meddelt klageren kopi af indfrielsesnotaerne vedrørende lånene, har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.

Klageren har til støtte for påstanden anført, at han aldrig har modtaget kontoudtog vedrørende sine lån, men kun oplysning om summen af årets tilskrevne renter. Han har ikke mulighed for at kontrollere saldoen på lånene, idet han mangler oversigt over debiterede gebyrer, ind- og udbetalinger samt rentetilskrivninger. Baggrunden for hans krav er, at han på et tidspunkt mistede tilliden til afdelingen, hvorfor han fandt det nødvendigt selv at kontrollere, hvad indklagede debiterede på lånene. For så vidt angår de modtagne årsopgørelser har klageren anført, at disse ikke kan anvendes til klagerens formål.

Indklagede har anført, at klageren tilsyneladende ikke har anfægtet tilsendte årsopgørelsers rigtighed, og der foreligger således ikke nogen formueretlig tvist, som kan tages under behandling af Ankenævnet. Indklagede har ikke teknisk mulighed for at udsende EDB-udskrevne kontoudskrifter udvisende de enkelte bevægelser for udlån, men indklagede har tilbudt mod almindelig timebetaling at udfærdige de ønskede kontoudtog. Klageren har i øvrigt modtaget årsopgørelser ved hvert årsskifte indeholdende oplysninger om lånenes restgæld, hvor meget lånene er nedbragt med, eventuelle rykkergebyrer samt årlige rentesats. Fra den 31. december 1990 er endvidere påført renteændringer i det forløbne år.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder, at det i tilfælde, hvor kunden fremsætter anmodning herom, må påhvile indklagede i tilslutning til den samlede årsopgørelse vedrørende et udlån at udarbejde en kontoudskrift udvisende samtlige posteringer foretaget det pågældende år, idet kunden ellers ikke har reel mulighed for at kontrollere årsopgørelsen, herunder renteberegningen. En sådan kontoudskrift bør tilstilles kunden vederlagsfrit, når kundens anmodning er fremsat inden rimelig tid efter årsopgørelsens fremsendelse til kunden. Klagerens påstand tages herefter til følge for så vidt angår årene 1990 og 1991.

Som følge heraf


Indklagede bør inden 4 uger vederlagsfrit tilstille klageren kontoudskrifter vedrørende de omhandlede lån udvisende samtlige posteringer foretaget i 1990 og 1991 og med oplysning om rentesatser og valørdatoer. Klagegebyret tilbagebetales klageren.