Selvpension, boligopsparing, børneopspairing.
| Sagsnummer: | 443 /1992 |
| Dato: | 18-11-1992 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Niels Busk, Lars Pedersen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Gebyr - overførsel
|
| Ledetekst: | Selvpension, boligopsparing, børneopspairing. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
I første halvår af 1992 overførte klageren fra indklagede til andet pengeinstitut 2 selvpensioneringskonti, 2 børneopsparingskonti og en boligopsparingskonto. Indklagede opkrævede i denne forbindelse et gebyr på 1.500 kr.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbagebetale de 1.500 kr.
Indklagede har under klagesagens behandling oplyst, at klageren ved en fejl er afkrævet 600 kr. for overførsel af 2 børneopsparingskonti og har refunderet klageren 300 kr. heraf. Indklagede har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at han ikke fra indklagede har modtaget oplysning om overførselsgebyret. I sin markedsføring anfører indklagede, at en kunde har krav på at kende indklagedes forretningsbetingelser om gebyrer m.v., ligesom det anføres, at ærlighed er det bedste grundlag for et partnerskab. Overførselsgebyrer fremgår ikke af indklagedes gebyrhæfte. Gebyrerne på 300 kr. pr. selvpensioneringskonto er særlig urimelige, da der kun stod 700 kr. på hver af disse konti.
Indklagede har anført, at indklagedes gebyr for overførsel er sat til 300 kr. pr. selvpensioneringskonto og boligsparekontrakt og til 150 kr. pr. børneopsparingskonto. Gebyret opkræves uanset størrelsen af kontoens indestående, da gebyret er vederlag for udført arbejde. Størrelsen af gebyret oplyses efter anmodning, men da hverken klageren eller modtagende pengeinstitut har forespurgt om gebyret, er størrelsen heraf ikke blevet oplyst.
Ankenævnets bemærkninger:
Selvom indklagedes gebyroversigt efter det oplyste ikke indeholder oplysninger om gebyr ved overførsel af konti til et andet pengeinstitut, findes klageren at have måttet påregne, at indklagede ville forlange betaling for det arbejde, der var forbundet med overførselen af de omhandlede konti.
Ankenævnet finder imidlertid, at også det beløb på 1.200 kr. til hvilket indklagede har nedsat sit samlede gebyr, overstiger det rimelige, og at det samlede gebyr passende kan nedsættes til 800 kr.
Som følge heraf
Indklagede bør anerkende, at det samlede gebyr for overførsel af de omhandlede konti ikke bør overstige 800 kr., og indklagede bør således inden 4 uger tilbagebetale klageren yderligere 400 kr. Klagegebyret tilbagebetales klageren.