Spørgsmål vedrørende etablering af konto og depot for mindreårig.
| Sagsnummer: | 40/2009 |
| Dato: | 25-06-2009 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Peter Stig Hansesn, Carsten Holdum, Rut Jørgensen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Umyndighed - gave
|
| Ledetekst: | Spørgsmål vedrørende etablering af konto og depot for mindreårig. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører klagerens fars etablering af en konto og et depot for klagerens mindreårige søn.
Sagens omstændigheder.
Den 3. juli 2008 oprettede klagerens far en konto og et depot for klagerens søn, A. I depotet blev indlagt værdipapirer for ca. 20.000 kr.
I forbindelse med kontoens etablering blev der tilføjet en klausul til kontoen, hvoraf fremgår, at kontoen og depotet er spærret indtil A’s 18 års fødselsdag den 5. april 2026.
Af en formular underskrevet ved kontoens oprettelse om bindingsklausulen fremgår, at feltet "Arten af forevist legitimation" ikke blev udfyldt.
I december 2008 rettede klageren henvendelse til Danske Bank om A’s konto og depot. Klageren anførte, at etableringen var sket uden gyldig legitimation, hvilet klageren anså for at være i strid med lovgivningen. Banken besvarede henvendelsen med oplysning om, at der var tale om en gave.
Parternes påstande.
Klageren har den 21. januar 2009 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal fjerne den til A’s konto og depot knyttede klausul om spærring.
Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at efter reglerne om hvidvaskning skal der ved oprettelse af en konto forevises legitimation, hvilket ikke er sket ved oprettelsen af A’s konto og depot.
Af formularen vedrørende etableringen af klausulen fremgår, at rubrikken vedrørende forevist legitimation ikke er udfyldt. Klausulen er derfor ugyldig.
Danske Bank har anført, at det ved etableringen af kontoen og depotet blev oplyst, at der var tale om en gave til A ved dennes dåb. A var ikke i forvejen kunde, hvorfor banken anmodede om kopi af A’s sygesikringsbevis. Gavegiver havde imidlertid ikke mulighed for at fremskaffe kopi heraf eller anden legitimation.
Det forhold, at banken ikke har set fornøden legitimation for A, medfører ikke, at gaven er ugyldig. Banken har ikke handlet i strid med hvidvaskningsloven, jf. dennes § 12, stk. 7, hvorefter banken kan gennemføre legitimationsproceduren efter en risikovurdering afhængig af risikoen ved den enkelte kunde, produkt eller transaktion.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
I forbindelse med, at klagerens far som gave oprettede en konto og et depot for klagerens søn A, undlod Danske Bank at forlange legitimation vedrørende A. Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at dette indebar en overtrædelse af hvidvaskningsloven, jf. dennes § 12, stk. 7. Her til kommer, at bankens eventuelle overtrædelse af hvidvaskningsloven ikke kan medføre, at den til kontoen og depotet knyttede klausul om spærring, indtil A fylder 18 år, er ugyldig.
Klagen tages ikke til følge.