Afgørelse

Rådgivning om valg af renteprocent.

Klagerne havde et kontantlån på basis af 7 pct. obligationer hos realkreditinstitut 1, som de i 1994 omlagde til et nyt kontantlån på basis af 10 pct. obligationer hos det indklagede realkreditinstitut 2. Den 18. december 1995 fremsendte institut 2 et lånetilbud til klagerne vedrørende et kontantlån baseret på 8 pct. obligationer. Klagerne indgik den 27. december 1995 en fastrenteaftale med institut 2, i henhold til hvilken det tilbudte lån skulle baseres på 6 pct. obligationer. Lånet blev udbetalt i januar 1996 i overensstemmelse med fastkursaftalen. Klagerne rejste i januar 1998 forgæves krav over for institut 2 om erstatning, idet de var utilfredse med den rådgivning, der var ydet dem i forbindelse med låneomlægningen, blandt andet manglende oplysninger om kursrisikoen på lånet.

Klagerne nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle yde dem en erstatning som følge af manglende rådgivning om kursrisiko. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet bemærkede, at det fremgik af det lånetilbud, som instituttet afgav den 13. december 1995, at det vedrørte et kontantlån baseret på 8 pct. obligationer. Det var ikke muligt nærmere at fastlægge indholdet af de drøftelser, der resulterede i, at klagerne den 27. december 1995 indgik aftale om, at kontantlånet skulle baseres på salg af 6 pct. obligationer. Der var blandt andet uenighed mellem parterne om indholdet og omfanget af den rådgivning, som klagerne havde modtaget. Der var imidlertid efter Nævnets opfattelse ikke grundlag for at fastslå, at rådgivningen efter det oplyste eller ud fra en generel vurdering af forholdene i 1995 har været urigtig eller mangelfuld. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at et kontantlån i 1995 baseret på 6 pct. obligationer var sædvanligt i perioden, og at det - afhængig af låntagerens forventninger og fremtidsplaner - var en rimelig og forsvarlig foranstaltning at optage et sådant lån. Nævnet frifandt derfor realkreditinstituttet.