Klage fra taxivognmand vedrørende kreditkortselskabs betingelser for indgåelse af tilslutningsaftale.
| Sagsnummer: | 247 /2000 |
| Dato: | 18-10-2000 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Kåre Klein Emtoft, Bjarne Lau Pedersen, Jørn Ravn, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Afvisning - erhvervsforhold § 2, stk. 3 og 4
|
| Ledetekst: | Klage fra taxivognmand vedrørende kreditkortselskabs betingelser for indgåelse af tilslutningsaftale. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Sagens omstændigheder.
Den 26. juni 2000 indgav klageren, der er selvstændig taxivognmand, klage over indklagede, der administrerer indløsningsaftaler vedrørende Eurocard, MasterCard, JCB og Visa.
Klagen vedrørte det forhold, at indklagede ved behandlingen af klagerens anmodning om en indløsningsaftale for de pågældende kreditkort havde anmodet klagerens sædvanlige pengeinstitut om en soliditetsoplysning.
Ved Ankenævnets sekretariats skrivelse af 26. juni 2000 afviste sekretariatet klagen med henvisning til, at klageren er erhvervsdrivende, og at klagen vedrørte virksomheden, ligesom den efter sekretariatets opfattelse adskilte sig fra klager vedrørende private kundeforhold.
Klageren har indbragt sekretariatets afvisning for Ankenævnet og anført, at hans klage vedrører forhold, der også er gældende ved private kundeforhold i pengeinstitutter, nemlig spørgsmålet om, hvorvidt et pengeinstitut må foretage kreditvurdering, når der som her ikke skal ydes en kredit.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Da klagen vedrører klagerens erhvervsvirksomhed og adskiller sig væsentligt fra en klage vedrørende et privat kundeforhold, falder den uden for Ankenævnets kompetence, jf. vedtægternes § 2, stk. 2 og 3. Ankenævnet tiltræder derfor sekretariatets afvisning af klagen.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.