Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om udbetaling af saldo på sparekassebog. Bank- og sparekasselovens § 40, stk. 3. Forældelse.

Sagsnummer: 416 /2002
Dato: 04-03-2003
Ankenævn: John Mosegaard, Kåre Klein Emtoft, Rut Jørgensen, Astrid Engel Thomas, Ole Simonsen
Klageemne: Forældelse - indlån
Bog - spørgsmål om forældelse
Ledetekst: Spørgsmål om udbetaling af saldo på sparekassebog. Bank- og sparekasselovens § 40, stk. 3. Forældelse.
Indklagede: BG Bank (Danske Bank)
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt klageren på grundlag af en sparekassebog har et krav mod indklagede.

Sagens omstændigheder.

I forbindelse med en flytning i 2002 blev klageren opmærksom på sin sparekassebog udstedt af en sparekasse, som nu er overtaget af indklagede. Bogen vedrører en indlånskonto med tre måneders opsigelse.

Af en kopi af bogen, der er fremlagt under sagen, fremgår, at denne blev ajourført sidste gang den 3. maj 1977 med en saldo på 49.136,54 kr. I øvrigt fremgår bl.a.:

"Beløb, der indestår på sparekassebog, udbetales til enhver, der møder med bogen og opgiver det navn, eventuelt tillige det mærke, hvorpå kontoen lyder. Dersom særlige omstændigheder opfordrer hertil, skal der afkræves den mødende bevis for retten til at hæve på bogen."

Bogen bærer ikke påtegning om, at bogens pålydende ikke er bevis for størrelsen af det beløb, der står på kontoen, jf. bank- og sparekasselovens § 40, stk. 3.

Klageren rettede henvendelse til indklagede om kontoen. Indklagede meddelte, at kontoen ifølge indklagedes registreringer ikke længere eksisterede.

Parternes påstande.

Den 23. oktober 2002 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet har forstået klagerens påstand således, at indklagede skal tilpligtes at udbetale tilgodehavendet i henhold til sparekassebogen.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han hverken har hævet pengene eller overført kontoen til et andet pengeinstitut.

Indklagede bør kunne fremkomme med en forklaring på, hvor pengene er blevet af, idet de ikke blot kan forsvinde.

Indklagede forlangte 400 kr. i timen, såfremt der skulle foretages undersøgelser, der gik mere end fem år tilbage.

Indklagede har anført, at klageren ved sin henvendelse blev anmodet om at indlevere gamle års- eller skatteopgørelser, idet det ikke umiddelbart var muligt at identificere kontoen. Det var ikke muligt for klageren at fremskaffe disse oplysninger. Der blev herefter iværksat en undersøgelse med henblik på identifikation af kontoen med henblik på at udbetale et eventuel indestående. Det har dog ikke været muligt at identificere kontoen.

Klagerens krav på udbetaling af indeståendet er forældet i henhold til Danske Lov 5-14-4, der omhandler 20-årig forældelse, idet bogen ikke har været ajourført siden den 3. maj 1977. Forældelsen regnes - bortset fra en eventuel påmindelse fra kunden - fra den seneste postering, der er indført i bank- eller sparekassebogen eller på anden måde meddelt kunden, idet posteringen betragtes som en anerkendelse af gælden fra pengeinstituttets side.

Forældelsen påberåbes kun, fordi det ikke er muligt at identificere kontoen.

Konti forbliver registreret i kontohavers navn og CPR-nr., og der foretages årligt rentetilskrivning og indberetning heraf til skattemyndighederne. Idet der ikke har været bevægelse i form af rentetilskrivning på klagerens konto de sidste fem år, antages indeståendet at være blevet udbetalt.

Indklagede er ifølge bogføringsloven alene forpligtet til at opbevare regnskabsmateriale i fem år fra udgangen af det regnskabsår materialet vedrører.

Selv om bogen udgør et bevis for indeståendet på kontoen, har klageren som kontohaver været berettiget til at få udbetalt indeståendet uden fraskrivning i bogen.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Den seneste postering på sparekassebogen er foretaget den 3. maj 1977. Fordringen, der er gjort gældende i 2002, mere end 20 år efter sidste postering, findes at være ophørt ved forældelse, jf. Danske Lov 5-14-4. Som følge af forældelsen er klageren afskåret fra at gøre krav gældende mod indklagede i henhold til sparekassebogen.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.