Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indgåelse af kurskontrakt i situation, hvor lån ikke blev hjemtaget.

Sagsnummer: 428/1998
Dato: 24-02-1999
Ankenævn: Niels Waage, Karin Duerlund, Jette Kammer Jensen, Peter Nedergaard, Ole Simonsen
Klageemne: Realkreditbelåning - kurssikring
Ledetekst: Indgåelse af kurskontrakt i situation, hvor lån ikke blev hjemtaget.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører et tilfælde, hvor klageren indgik kurskontrakt med indklagede vedrørende et realkreditlån, men efterfølgende undlod at hjemtage lånet.

Sagens omstændigheder.

Den 30. april 1998 indgik klageren med indklagede kurskontrakt, hvorefter indklagede skulle modtage nominelt 292.000 kr. Realkredit Danmark obligationer, 6%, årgang 2029 til kurs 94,90 med afvikling den 30. juni 1998. Af kurskontrakten fremgår:

"Såfremt terminshandlen ikke gennemføres pr. den aftalte afviklingsdato på grund af forhold, som banken ikke er herre over, er terminsrekvirenten forpligtet til at erstatte banken alle tab, som måtte følge heraf.

Dette gælder tillige i tilfælde, hvor der indgåes kurssikring af Totalkreditejerskiftelån, før der foreligger endeligt lånetilbud".

Indklagede har oplyst, at klageren den pågældende dag henvendte sig med ønske om at indgå kurssikring af et omprioriteringstilbud fra Realkredit Danmark. Tilbudet havde klageren endnu ikke modtaget skriftligt, men dette blev telefonisk bekræftet over for indklagede.

Klageren valgte efterfølgende ikke at hjemtage det af Realkredit Danmark tilbudte lån.

Ved fondsnotaer af 30. juni 1998 afregnede indklagede klagerens salg og køb af de 292.000 kr. obligationer, for hvilke der var indgået kurskontrakt. Differencen mellem kursen ifølge kurskontrakten og afregningskursen var i indklagedes favør 3,03 kurspoint, svarende til 8.847,60 kr.

Parternes påstande.

Klageren har den 7. december 1998 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre hendes tab.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hun dagen efter, at kurskontrakten var indgået, og inden lånetilbud forelå, gav meddelelse til indklagede og Realkredit Danmark om, at hun ikke ville foretage omlægningen. Hun finder, at hendes adgang til at træde tilbage fra kurskontrakten følger modsætningsvis af formuleringen "dette gælder tillige i tilfælde, hvor der indgås kurssikring af totalkreditejerskiftelån, før der foreligger endeligt lånetilbud".

Indklagede har anført, at klageren rettede henvendelse til indklagede for at få foretaget en kurssikring. Hun henvendte sig ikke for at få rådgivning, men spørgsmålet blev alligevel drøftet med klageren. Det fremgår af kurskontrakten, at såfremt terminshandelen ikke gennemføres på afviklingsdatoen på grund af forhold, som indklagede ikke er herre over, er indklagede berettiget til at få sit tab dækket.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Af den mellem parterne indgåede kurskontrakt fremgår, at såfremt terminshandelen ikke gennemføres pr. afviklingsdatoen på grund af forhold, som indklagede ikke er herre over, er "terminsrekvirenten", dvs. klageren forpligtet til at erstatte indklagedes tab. Det lægges til grund, at årsagen til, at kurskontrakten ikke blev afviklet som forudsat, var klagerens undladelse af at gennemføre omprioriteringen. Ankenævnet finder herefter, at indklagede var berettiget til at foretage en opgørelse af kurskontrakten som sket ved indklagedes fondsnotaer af 30. juni 1998.

Det sidste afsnit af den del af kurskontrakten, der er citeret ovenfor, kan ikke føre til et andet resultat.

Som følge af det anførte

Klagen tages ikke til følge.