Værdipapirer, lånefinansieret engagement. Spørgsmål om bemyndigelse til låneomlægning eller faglige fejl.
| Sagsnummer: | 525/1993 |
| Dato: | 22-08-1994 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Søren Geckler, Lars Pedersen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - gearet/ lånefinansieret investering
Værdipapirer - formuestyring |
| Ledetekst: | Værdipapirer, lånefinansieret engagement. Spørgsmål om bemyndigelse til låneomlægning eller faglige fejl. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Denne sag omhandler et lånefinansieret værdipapirengagement, som klageren, der er tysk statsborger og bosiddende i Spanien, havde hos indklagedes Padborg afdeling i perioden 1988-1992.
Klageren havde underskrevet en håndpantsætningserklæring, hvorefter forskellige konti samt andre aktiver håndpantsattes til sikkerhed for engagementet. Af erklæringen fremgik endvidere, at indklagede var berettiget til at realisere sikkerheden, såfremt dækningsgraden på engagementet faldt til 10% eller derunder. Yderligere havde afdelingen ved en "hæftelseserklæring" af 19. december 1988 fra indklagedes Hamborg filial fået sikkerhed i livsforsikringer for et beløb på 80.000 DEM.
I en skrivelse af 30. september 1991 fra indklagede til klageren hedder det bl.a.:
"Wir versuchen laufend, Ihre Darlehen bestmöglich umzuschichten. Wir finden eine Umschichtung der gesamten Darlehen z. Z. nicht sinnvoll. Wir glauben daran, dass die DEM im Laufe der nächsten Monate durch die erwarteten schlechten Daten von Deutschland geschwächt wird. Gleichzeitig kann der CHF auf kurze Sicht wieder steigen, weshalb wir wieder aus der CHF herausgegangen sind.
Wir ziehen in Erwägung, alle Ihre Darlehen in unseren neuen Darlehenportfolio-Management Pool umzuschichten. Ihre Darlehen werden dann Teilhaber eines Pool-Verfahrens und von unseren Devisenspezialisten in der Zentrale verwaltet.
Dadurch können wir noch schneller Ihre Darlehen umschichten, welches zu einer niedrigen Rendite des Darlehens und ein besseres Resultat des Gesamtgeschäftes führen kann."
I december 1991 var klagerens engagement finansieret ved to udlandslån på ca. 1 mio. DEM. I en skrivelse af 14. december 1991 modtaget af indklagede den 19. december 1991 foreslog klageren en omlægning af lånene til USD. Indklagede omlagde herefter den 23. december 1991 det ene af klagerens lån på ca. 545.000 DEM til USD. Klageren blev orienteret herom ved skrivelse af 8. januar 1992, og indklagede meddelte samtidig, at man var opmærksom på at gå ud af USD-finansieringen hurtigst muligt, såfremt USD mod forventning skulle begynde at stige. Klageren, der i november 1991 havde lidt et meget betydeligt tab på grund af devalueringen af FIM, blev endvidere forespurgt, om han ønskede engagementets fortsættelse.
Den 10. januar 1992 besluttede indklagede et omlægge klagerens USD-lån til DEM. Herved opstod et tab på 17.043,59 DEM. Meddelelse herom blev givet ved skrivelse af 13. januar 1992. Ved skrivelse af 30. marts 1992 meddelte klageren efter at have modtaget en redegørelse fra indklagede vedrørende årsagerne til de lidte tab, at han ønskede at udtræde af engagementet. Dette skete pr. 30. april 1992.
Der fandt herefter en korrespondance sted mellem klageren og indklagede, hvor klageren satte spørgsmålstegn ved indklagedes behandling af engagementet, herunder navnlig låneomlægningen den 10. januar 1992.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale en erstatning på mindst 17.043,59 DEM.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at indklagede i januar 1992 alt for tidligt omlagde USD-lånet til DEM. Klageren har ikke givet nogen instruktion herom, og der var ikke tale om et engagement, hvor indklagede uden hans samtykke på egen hånd kunne omlægge lånene. Det bestrides, at han i en telefonsamtale i 1989 gav tilladelse hertil. Hertil kommer, at indklagedes beregning af engagementets overdækning var fejlbehæftet, idet man ikke tog hensyn til den reelle værdi af de pantsatte forsikringer.
Indklagede har anført, at omlægningen af det ene lån i december 1991 til USD skete på klagerens anmodning. I forbindelse med omlægningen tilkendegav man, at man ville gå ud af USD-lånet, såfremt USD mod forventning begyndte at stige. Da man den 10. januar skønnede, at USD havde indledt en stigende tendens, omlagdes lånet påny til DEM. Kursudviklingen mellem USD og DEM i perioden efter 10. januar 1992 viser, at omlægningen tilbage til DEM skete på et gunstigt tidspunkt. Det bestrides, at indklagede ikke på egen hånd kunne omlægge lånet. Klageren havde således i en telefonsamtale i maj 1989, hvorom indklagede har foretaget et notat, givet indklagede frie hænder til at gå ud af hans investeringslån, når indklagede fandt tidspunktet rigtigt. Dette fremgår også af skrivelsen af 30. september 1991.
Ankenævnets bemærkninger:
Efter det foreliggende, herunder indholdet af indklagedes skrivelse af 30. september 1991, finder Ankenævnet at måtte lægge til grund, at klageren generelt havde bemyndiget indklagede til at omlægge de optagne udlandslån i det omfang, dette efter indklagedes skøn var i klagerens interesse. Omlægningen (tilbageførslen) den 10. januar 1992 af USD-lånet til DEM, som også var i overensstemmelse med bemærkningen i skrivelsen af 8. januar 1992, kan derfor ikke anses for uberettiget som følge af, at der ikke blev indhentet forudgående samtykke hertil fra klageren. Ankenævnet finder heller ikke grundlag for at fastslå, at indklagede i forbindelse med denne låneomlægning eller på anden måde har begået faglige fejl, som kan medføre erstatningsansvar for indklagede.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.