Overførsel, dispositionstidspunkt.
| Sagsnummer: | 658/1993 |
| Dato: | 31-08-1994 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Allan Pedersen, Bjarne Lau Pedersen |
| Klageemne: |
Betalingsformidling - forsinkelse
|
| Ledetekst: | Overførsel, dispositionstidspunkt. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
På kontoudtog dateret 30. juni 1993 for klagerens konto hos indklagede var kontoens saldo oplyst til 28.871,21 kr. Saldoen fremkom ved, at der var overført et beløb på 11.500 kr. fra en anden klageren tilhørende konto hos indklagede. Saldoen 28.871,21 kr. var anført i en rubrik fortrykt "Nuværende saldo". I rubrikken "Forrige saldo" var anført 17.371,21 kr.
Den 30. juni 1993 var sidste rettidige betalingsdag for klagerens terminsydelse på 22.576,97 kr. til Realkredit Danmark. Ydelsen blev af indklagede foranlediget betalt den 1. juli 1993 ved overførsel til kreditforeningens konto hos indklagede. Som følge heraf blev klageren opkrævet en morarente på 338,65 kr. af kreditforeningen.
Af indklagedes almindelige forretningsbetingelser for privatkunder fremgår:
5. Renteberegning (valør) og rentetilskrivning
Valørdagen er den dag, hvor en kontobevægelse får virkning for beregning af renter på en konto. Som hovedregel gælder, at når kunden indbetaler kontant, med check eller Dankort til egen konto i [indklagede], er dagen efter bogføringen i [indklagede] valørdag. Når kunden hæver fra en konto, er bogføringsdagen valørdag."
Af indklagedes betingelser for PrivatGiro fremgår bl.a.:
"5. Kontohaverens dispositionsret
Kontohaver kan til enhver tid råde over det beløb, der er til disposition på kontoen, og der må ikke disponeres over større beløb, med mindre der er indgået særskilt aftale herom med [indklagede]. Indsendte betalingsordrer ekspederes kun, når der er dækning på kontoen.
Det beløb, der er til disposition for kontohaveren, er altid det rentebærende beløb på kontoen."
Af indklagedes "Betingelser for PrivatGiro" fremgår bl.a.:
"1.0. Penge ind på kontoen
1.1. Indsendelse af check
Har De en checkkonto i et andet pengeinstitut, kan De sætte beløb ind på Deres Girokonto ved at indsende en krydset check til [indklagede]. Checken skal være udstedt til [indklagede] og påført Deres Gironummer i "modtagerfeltet".
Indsender De en check, De har modtaget fra tredjemand, skal checken være krydset, og De skal skrive Deres Gironummer i "modtagerfeltet" på checkens forside. På bagsiden skal checken underskrives (endosseres).
[Indklagede] foranlediger herefter beløbet overført til Deres Girokonto.
Beløbet bogføres - er til disposition og valideret på kontoen ekspeditionsdagen efter, at checken er modtaget i [indklagede].
Overførslen er gebyrfri.
1.2. Ved overførsel fra pengeinstitut.
Har De en konto i et andet pengeinstitut, kan De bede pengeinstituttet overføre et fast eller variabelt beløb til Deres Girokonto. De skal til Deres andet pengeinstitut oplyse [indklagedes] registreringsnummer 1199 og Deres Gironummer.
Beløbet bogføres og valideres samme ekspeditionsdag, som beløbet modtages fra det pågældende pengeinstitut. Beløbet er, afhængig af modtagelsestidspunktet, til disposition på bogføringsdagen eller den følgende bogføringsdag.
[Indklagede] beregnet ikke gebyr for indsætning af beløb overført fra andet pengeinstitut.
1.3. Indbetaling til egen konto på posthuset
De kan indbetale beløb til Deres Girokonto ved brug af indbetalingskortet "IK-egen konto". Indbetaling kan finde sted på alle posthuse samt til landpostbude.
Indbetaling til egen konto bogføres på Girokontoen ekspeditionsdagen efter indbetalingen, og er til disposition og valideret 2. dagen efter indbetalingen.
Indbetaling ved "IK-egen konto" er gebyrfri.
1.4. Indbetaling fra andre
Med indbetalingskort
Ved indbetaling på posthus og pengeinstitutfilial bogføres beløbet på modtagerens Girokonto 2. ekspeditionsdag efter indbetaling og er til disposition og valideret den følgende ekspeditionsdag.
Ved betaling fra anden konto bogføres beløbet på modtagerens konto ekspeditionsdagen efter debiteringen og er til disposition og valideret den følgende ekspeditionsdag.
Med lyserøde Gireringskort/GiroBoner
Ved overførsel fra en anden Girokonto bogføres beløbet på modtagerens konto samme dag afsenders konto debiteres. Beløbet er til disposition og valideret den følgende ekspeditionsdag.
1.5. GiroAnvisning
Har De modtaget en GiroAnvisning, kan De indsætte beløbet på en Girokonto ved at anføre Gironummer i den fortrykte rubrik på blankettens forside og indsende blanketten til [indklagede].
Beløbet er til disposition én ekspeditionsdag efter, at blanketten er modtaget i [indklagede]. Valørdag er samme dag.
Indsætning ved en GiroAnvisning er gebyrfri.
1.6. Indsætning af løn
De kan få indsat Deres løn på Deres Girokonto ved opgivelse af [indklagedes] registreringsnummer 1199 samt Deres Gironummer til Deres arbejdsgiver.
Beløbet er til disposition og valideres på den af arbejdsgiveren fastsatte dato (lønudbetalingsdagen).
Indsætning af løn er gebyrfri.
............
3.0. Betaling af regninger
............
3.5. BetalingsGiro
Kan benyttes til automatisk betaling af faste tilbagevendende betalinger. Kontohaveren fastsætter selv betalingsdato og beløb.
Der benyttes en BetalingsGiro-blanket ved tilmelding til ordningen. Blanketten udleveres på posthuse eller rekvireres i [indklagede].
Betalinger i BetalingsGiro bogføres og valideres på afsenderkontoen på den fastsatte betalingsdato.
Der fremsendes løbende betalingsoversigter over kommende betalinger i BetalingsGiro.
Der betales ikke gebyr for brug af BetalingsGiro ved overførsel til andre konti, herunder konti i andre pengeinstitutter.
Benyttes BetalingsGiro til udbetalinger til beløbsmodtageren, der ikke har en Girokonto, beregnes et udbetalingsgebyr."
Indklagede har oplyst, at klageren ved overførslen af de 11.500 kr. fra klagerens anden konto har benyttet sig af overførsel med Betalingsgiro.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 338,65 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har bl.a. anført, at som følge af indklagedes manglende rettidige betaling af beløbet til kreditforeningen, er han blevet pålagt betaling af morarenter, uanset at der den 30. juni 1993 var dækning på hans konto for betalingen.
Indklagede har anført, at det af indklagedes almindelige forretningsbetingelsers pkt. 5 fremgår, at indbetalinger har valør dagen efter bogføringen. Beløbet på 11.500 kr. var således først til disposition den 1. juli 1993, hvorfor der ikke den 30. juni 1993 kunne disponeres over et beløb svarende til den omhandlede termin. Indklagedes betingelser for PrivatGiro er udleveret til og gælder for samtlige privatkunder, herunder klageren.
Af "Betingelser for Privatkunder", afsnit 1.0. fremgår, hvorledes penge går ind på kontoen. Klageren har benyttet sig af overførsel med BetalingsGiro, som beskrevet i betingelsernes punkt 3.5. Denne overførselsmåde er beregnet til betaling af regninger, men er af klageren benyttet til at sætte penge ind på sin egen konto.
Denne måde er derfor ikke direkte beskrevet under afsnit 1.0., men ved gennemgang af de seks beskrevne indbetalingsmåder fremgår det, at det ikke i noget tilfælde er muligt at disponere over beløbet på dagen for indbetaling.
Punkt 1.4., 2. afsnit oplyser, at ved overførsel fra en anden Girokonto bogføres beløbet på modtagerens konto samme dag afsenders konto debiteres, og at beløbet er til disposition og valideret den følgende ekspeditionsdag.
En overførsel, som af klageren foretaget, fra Girokonto til Girokonto er således umiddelbart omfattet af teksten i punkt 1.4., 2. afsnit, uagtet overskriften alene nævner Gireringskort og GiroBon.
Indbetaling til egen konto med Betalingsgiro henføres af indklagede til den for kontohaver mest fordelagtige dispositionsregel i Afsnit 1, nemlig valideret og disponibel næste dag.
Klagerens overførsel af 11.500 kr. fra anden konto er valideret i overensstemmelse med reglen i pkt. 1.4, 2. afsnit i indklagedes "Betingelser for PrivatGiro".
Ankenævnets bemærkninger:
Tre medlemmer - Niels Waage, Kirsten Nielsen og Peter Møgelvang-Hansen - udtaler:
Vi finder ikke, at det fremgår tilstrækkeligt klart af indklagedes betingelser for PrivatGiro, at en indbetaling på egen konto foretaget af klageren på den måde, det er sket i det foreliggende tilfælde, først er til disposition dagen efter ekspeditionsdagen. Vi stemmer derfor for, at indklagede bør erstatte klageren den merrente, der blev pålagt ham på grund af den for sene betaling af terminsydelsen.
2 medlemmer - Allan Pedersen og Bjarne Lau Pedersen - udtaler:
Af de af indklagede anførte grunde finder vi, at det må have stået klageren klart, at beløbet først var til disposition på kontoen den 1. juli 1993. Vi stemmer derfor for, at klagen ikke tages til følge.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet, således at det
Indklagede bør inden 4 uger betale klageren 338,65 kr. Klagegebyret tilbagebetales klageren.