Klage vedrørende afviklingen af erhvervsengagement afvist.
| Sagsnummer: | 46 /2005 |
| Dato: | 23-06-2005 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Hans Daugaard, Peter Stig Hansen, Ole Jørgensen, Sonny Kristoffersen |
| Klageemne: |
Afvisning - erhvervsforhold § 2, stk. 3 og 4
|
| Ledetekst: | Klage vedrørende afviklingen af erhvervsengagement afvist. |
| Indklagede: | Løkken Sparekasse |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens indsigelser imod indklagedes rådgivning i forbindelse med klagerens akkordforhandlinger med en række kreditorer.
Sagens omstændigheder.
Klageren og dennes ægtefælle, M, ejer i fællesskab en fast ejendom i Århus, hvor de har bopæl. I 1993 etablerede klageren en sæsonåben tøjbutik i Løkken. Butikken blev finansieret af indklagede.
I 2000/2001 overførte klageren og M deres private engagement til indklagede. I forbindelse hermed hjemtog indklagede i efteråret 2000 et Totalkredit-lån på 1.781.000 kr. i klagerens og M's ejendom. Ejendommen var yderligere prioriteret med to ejerpantebreve på henholdsvis 180.000 kr. og 500.000 kr., som blev håndpantsat til indklagede til sikkerhed for engagementet.
Økonomien omkring butikken var anstrengt. Den 9. august 2001 rykkede indklagede klageren for inddækning af overtræk på butikkens driftskredit. Kreditten udviste en aktuel negativ saldo på 382.059,33 kr. Maksimummet for kreditten var på 300.000 kr. På grund af overtrækket og manglende indlevering af regnskab for 2000 afviste indklagede at gennemføre en betaling. Klageren meddelte ved skrivelse af 6. september 2001, at hun forventede at sælge butikken for ca. 750.000 kr. ekskl. varelager og huslejedepositum.
Det lykkedes ikke at sælge butikken, som derfor af klageren blev åbnet for en ny sæson i foråret 2002.
I sommeren 2002 afviste indklagede en huslejebetaling for butikken på 39.235,50 kr., idet driftskreditten var overtrukket med 65.753,62 kr. Klageren kom endvidere under pres fra butikkens leverandører, som havde forfaldne tilgodehavender.
Ved skrivelse 9. september 2002 til indklagede anmodede klageren om hjælp til løsning af de økonomiske problemer. Klageren meddelte, at butikken ville lukke med udgangen af måneden, og at to leverandører havde fremsendt stævninger på henholdsvis 86.669,01 kr. og 146.914,45 kr. Af skrivelsen fremgår i øvrigt bl.a.:
"…For at få disse ting afviklet på den bedste måde, kunne mit forslag være, at vi måske fik omlagt lånet i vore hus, samt endnu engang bruge vores friværdi til butikken. Jeg er godt klar over at vi måske ikke har nok i friværdien, men der vil også være en diff. i forhold til det vi betaler nu, som vi evt. kan betale af på et ekstra lån. …"
Ved skrivelser af henholdsvis 30. september og 8. oktober 2002 rykkede klageren og M for svar. På baggrund af en telefonsamtale med indklagede fremsendte klageren og M den 9. oktober 2002 oplysninger om et momskrav samt gæld til fem leverandører på i alt ca. 165.000 kr.
I oktober og november 2002 indhentede indklagede yderligere oplysninger om den økonomiske situation hos klageren og M. I samme periode meddelte en leverandør, at der ville blive indgivet konkursbegæring for en fordring på ca. 30.000 kr., og en anden leverandør begærede udlæg for ca. 180.000 kr.
Ved skrivelse af 26. november 2002 meddelte indklagede, at "Vi har gennemgået materialet, og vi er kommet til den konklusion, at vi desværre ikke kan hjælpe med betaling af Jeres gæld. Vores afslag skal ses ud fra sammenhængen mellem Jeres forfaldne gæld, ubelånte aktiver samt Jeres løbende indkomst." Indklagede meddelte samtidig, at sagen kunne genovervejes, hvis der ved tredjemandspant eller kaution kunne stilles yderligere sikkerhed.
I slutningen af 2002 og første halvår 2003 korresponderede parterne om den økonomiske udvikling, mulighederne for en akkordering af gælden samt muligheden for at finansiere en akkord via et tillægslån i klagerens og M's ejendom. Korrespondancen er fremlagt under sagen. Totalkredit kunne ikke bevilge en tillægsbelåning af ejendommen. Der blev i stedet opnået tilsagn om tillægslån i Nykredit. Ved skrivelse af 6. januar 2003 anførte indklagede bl.a.:
"…Vi synes fortsat, at I bør henvende Jer til en advokat, som kan hjælpe Jer med indgåelse af en eventuel akkord med kreditorerne samt hjælpe Jer med andre juridiske spørgsmål, herunder det forestående møde i Fogedretten i Århus."
Den 22. januar 2003 blev der tinglyst et udlæg på 181.752 kr. i klagerens anpart af den fælles ejendom.
Ved skrivelse af 18. februar 2003 meddelte klageren og M, at restvarelageret og inventaret var solgt, og at konkursbegæringen var tilbagekaldt. De forventede, at det var muligt at få et kreditforeningslån "til vores kreditorer, samt en del af kassekreditten til jer". Af skrivelsen fremgår i øvrigt bl.a.:
"...Vi har en aftale med vores kreditorer, om at vi kontakter dem når vi har pengene i orden, og så aftaler et evt. afslag i deres tilgodehavende.
Vi er nok lidt skuffet over at i har oplyst advokaten for [leverandør] at der ikke bliver arbejdet på sagen med at få afviklet vores gæld, men i kun har anbefalet at vi tager en advokat, hvilket har resulteret i at vi er sendt i fogedretten."
Ved skrivelse af 14. april 2003 bekræftede indklagede over for Nykredit, at man ville rykke med ejerpantebrevene på betingelse af indfrielse af engagementet, som var på ca. 512.000 kr.
Udlægshaveren begærede tvangsauktion over ejendommen.
Indklagede udarbejdede et akkordforslag, som blev fremsendt til kreditorerne den 17. juli 2003. Det lykkedes ikke at opnå alle kreditorers accept af forslaget.
Klageren rettede henvendelse til en advokat, som ved cirkulæreskrivelse af 25. september 2003 fremsatte et nyt akkordforslag vedrørende gælden, som blev opgjort til i alt 946.617,17 kr. Akkorden blev gennemført og finansieret ved en omlægning af det eksisterende Totalkreditlån til et nyt lån på 2.080.000 kr. i Nykredit samt et privat pantebrevslån på 475.000 kr. Indklagede rykkede med ejerpantebrevet på 500.000 kr., og ejerpantebrevet på 180.000 kr. blev aflyst. Klageren og M overførte deres engagement til et andet pengeinstitut.
Ifølge indklagede blev ejerpantebrevet på 180.000 kr. aflyst i henhold til mundtlig aftale med klageren og M. Da klageren under sagen har bestridt dette, har indklagede tilbudt at betale stempelafgiften til et eventuelt nyt ejerpantebrev på 180.000 kr. i ejendommen.
Parternes påstande.
Den 8. februar 2005 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede skal betale erstatning.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagede som følge af dårlig rådgivning og uprofessionel behandling af kundeforholdet bør betale erstatning.
I forbindelse med lukningen af butikken anmodede hun om indklagedes hjælp til at opnå en ordning, jf. hendes skrivelse af 9. september 2002. På grund af indklagedes forhaling af sagen blev der først i december 2003 opnået en ordning, der faktisk svarede til den, hun skitserede i skrivelsen. Forhalingen af sagen medførte en betydelig merrenteudgift, svarende til renter i et år af 946.617 kr. Såfremt ordningen var blevet opnået tidligere, kunne hun endvidere have sparet inkassoomkostninger samt omkostningerne til den advokat, der fik akkorden gennemført.
Totalkredits vurderingsmand kendte ikke lokalområdet og vurderede deres ejendom for lavt. Hun og M forsøgte at forklare indklagede, at ejendommen havde en væsentlig højere værdi, men indklagede foretog sig intet. M kontaktede derfor en lokal ejendomsmægler, som besigtigede ejendommen og vurderede denne til den aktuelle værdi. M skaffede endvidere et privat pantebrevslån i ejendommen.
Friværdien i ejendommen viste sig at være så stor, at der kunne etableres en akkordordning med 75% til samtlige kreditorer og 100% indfrielse af engagementet med indklagede.
Da akkordforslaget forelå, havde en del af kreditorerne ved udlæg i hendes anpart af ejendommen fået fuld sikkerhed for deres tilgodehavende og var derfor ikke indstillet på at acceptere akkordforslaget. Indklagede burde på et langt tidligere tidspunkt og eventuelt allerede ved opstarten af butikken have rådet hende til at sælge sin halvpart af ejendommen til M, således at ejendommen var sikret mod udlæg.
Kreditorerne ville ikke acceptere en mindre dækning end indklagede, og indklagede ville ikke nedsætte sit krav om 100% dækning.
Først da hun kontaktede en advokat, lykkedes det at få en ordning. Omkostningerne til advokaten kunne have været sparet, såfremt indklagede havde samarbejdet fra starten.
I forbindelse med lukningen af butikken gav hun og M kreditorerne besked om at henvende sig til indklagede med henblik på betaling. Kreditorerne blev imidlertid holdt hen af indklagede, som oplyste, at man først skulle have nogle dokumenter underskrevet. Kreditorerne hørte herefter aldrig fra indklagede.
Både Nykredit og de involverede advokater har givet udtryk for, at indklagede var vanskelig at samarbejde med.
Indklagede har anført, at der i flere omgange blev afholdt møde med klageren og M om butikkens drift. Klageren og M forventede imidlertid overskud i butikken, idet sortimentet skulle udvides med nye tøjmærker, der skulle give en højere avance og forbedret indtjening.
Da butikken i 2002/2003 igen fik økonomiske problemer, foreslog man klageren og M at henvende sig til advokat, der kunne hjælpe med en løsning. Forslaget blev afslået, idet klageren og M så sig i stand til at klare problemerne ved at sælge butikken.
Da Totalkredit ikke ønskede at yde tillægslån i ejendommen, blev Nykredit anmodet om en vurdering.
Nykredit Bank var på et tidspunkt interesseret i at yde et pantebrevslån, men efter et par måneders korrespondance og betænkningstid blev dette afslået.
Klageren og M anmodede om hjælp til at skrive breve til kreditorerne om et akkordforslag, som skulle finansieres via et pantebrevsselskab og et nyt realkreditlån i Nykredit. Klageren og M blev i første omgang henvist til en advokat. Efterfølgende blev der fremsendt et akkordforslag, som imidlertid ikke blev accepteret. Klageren og M fik derfor til sidst en advokat til at hjælpe sig. Denne advokat kendte sagen som advokat for en af kreditorerne.
Generelt blev sagen ofte forhalet af klageren og M, som ikke fremkom med de oplysninger, der var nødvendige for sagen.
Der er foretaget en betydelig korrespondance samt adskillige telefonsamtaler, udregninger, møder m.m. uden beregning af gebyr.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Klagen vedrører afviklingen af klagerens erhvervsengagement med indklagede, herunder navnlig indklagedes rådgivning og sagsbehandling i forbindelse med klagerens forsøg på at opnå en akkordordning med leverandørerne til virksomheden. Ankenævnet finder derfor, at klagen vedrører et erhvervsmæssigt kundeforhold, som ikke er omfattet af Ankenævnets kompetence, jf. Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 2 og 3. Ankenævnet afviser derfor klagen.
Som følge
Ankenævnet kan ikke behandle klagen. Klagegebyret tilbagebetales klageren.