Salg af aktier. Selvindtræde.
| Sagsnummer: | 238/1994 |
| Dato: | 14-12-1994 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Kirsten Nielsen, Erik Sevaldsen, Søren Stagis, Jens Ole Stahl |
| Klageemne: |
Værdipapirer - afregningskurs
|
| Ledetekst: | Salg af aktier. Selvindtræde. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Klageren anmodede den 5. februar 1994 indklagede om pr. den 7. februar 1994 at sælge hans aktiebeholdning beroende i depot hos indklagede og fordelt på 5 fondskoder. Overfor Unibørs afgav klageren tilsvarende ordre om salg af aktier i samme fem fondskoder.
Såvel indklagede som Unibørs afregnede klagerens salgsordre ved nota af 8. februar 1994. Af disse fremgår, at de af Unibørs anvendte afregningskurser i alle tilfælde var højere end indklagedes. På indklagedes fondsnota er angivet noteringskursen "alle handler" for den 8. februar 1994, ligesom det er oplyst, at "alle handler" er det "omsætningsvejede gennemsnit af alle handler foretaget og indberettet til Københavns Fondsbørs' handelssystem, og er derfor ikke en direkte handlebar kurs". Afregningskursen var fra 1 til 3 point lavere end kurs "alle handler". På fondsafregningerne fra Unibørs er i tre tilfælde oplyst, at afregningskursen er fastsat af Unibørs ud fra aktuelle handelspriser, ligesom Fondsbørsens officielle kurs for handler mellem børshandlere på handelsdagen er oplyst. På to af afregningerne er oplyst, at afregningskursen er Fondsbørsens officielle kurs for handler mellem børshandlere med et fradrag på 0.
Ved skrivelse af 10. februar 1994 anmodede klageren indklagede om at godtgøre ham 4.300 kr. svarende til det merprovenu, klageren ville have opnået, såfremt indklagede havde anvendt samme afregningskurser som Unibørs. I skrivelse af 4. marts 1994 oplyste indklagede, at der opereres med to kursbegreber "BMS/BMS-handler" og "alle handler"; førstnævnte kursbegreb dækker over børsmæglerselskabernes og bankernes indbyrdes handel på fondsbørsen alene, mens "alle handler" udover BMS/BMS-handler" også omfatter børsmæglerselskabernes og bankernes handler med kunder. Indklagede fastholdt afregningerne for fire af fondskoderne, medens man for den sidste godtgjorde klageren fem kurspoint svarende til 982,50 kr. Indklagede ville endvidere fremsende to flasker rødvin for at råde bod på klagerens ulejlighed.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre ham 4.300 kr. med fradrag af 982,50 kr. og 150 kr. eller 3.167,50 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Indklagede har oplyst, at alle aktieposter med undtagelse af en enkelt er solgt over Københavns Fondsbørs. Alene salget af 200 stk Bang det nøjagtige tidspunkt for handlens gennemførelse er ikke registreret.
Af indklagedes generelle regler for afregningspriser ved kundens salg af aktier fremgår, at udgangspunktet er kurs alle handler med fradrag af 0,25% eller 0,50% (afhængig af stykantal), nedrundet til nærmeste kurspoints. Der afregnes minimum til kurs "lavest omsat".
Klageren har anført, at på baggrund af de kurser, som Unibørs foretog afregninger efter, burde indklagedes kurser have været højere.
Indklagede har anført, at man har valgt at benytte kursbegrebet "alle handler" som grundlag for afregningskursen. Da denne kurs er et gennemsnit af alle handler, er det ikke en direkte handlebar kurs. Afregningskursen er afhængig af, hvornår det pågældende papir er handlet i løbet af dagen, hvorledes likviditeten og efterspørgslen i en given aktie er, og om der handles under én omsætningsenhed eller ej. Det beror således på et tilfælde, om en kunde får afregnet samme papir til samme kurs i to forskellige pengeinstitutter, selv om der handles samme dag.
Ankenævnets bemærkninger:
For så vidt angår de fire aktieposter, der blev solgt til tredjemand over Københavns Fondsbørs, findes det ikke godtgjort, at indklagede burde have opnået en højere kurs. Det bemærkes herved, at man i tilfælde, hvor værdipapirer af samme art sælges samme dag over børsen gennem forskellige pengeinstitutter, ikke kan forvente samme afregningskurs, dels fordi kurserne svinger i løbet af dagen, dels fordi der kan være forskelle i de kursfradrag, pengeinstitutterne beregner sig.
Ankenævnet finder, at et pengeinstitut, der opfylder en kundes ordre om salg af en post børsnoterede aktier ved selv at indtræde som køber, må være forpligtet til at anvende en afregningskurs, der mindst svarer til den officielle børskurs for den pågældende dag (kurs "alle handler") reguleret med pengeinstituttets sædvanlige kursfradrag. Den af indklagede anvendte afregningskurs på 700 for de 200 stk. Bang Olufsen Holding B er i overensstemmelse hermed.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.