Spørgsmål om fornyet underretning, efter at lånet på ny var kommet i restance. Bevis vedrørende forringet regresmulighed, afvisning.
| Sagsnummer: | 56 /1995 |
| Dato: | 28-12-1995 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Kirsten Nielsen, Ole Simonsen, Jens Ole Stahl |
| Klageemne: |
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om fornyet underretning, efter at lånet på ny var kommet i restance. Bevis vedrørende forringet regresmulighed, afvisning. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Klageren påtog sig den 18. september 1986 selvskyldnerkaution for et lån på 55.000 kr. ydet til klagerens daværende ægtefælle af indklagedes Helsinge afdeling. Provenuet af lånet skulle ifølge gældsbrev af samme dato anvendes til køb af en andelsbolig, og lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 800 kr., første gang den 31. oktober 1986.
I forbindelse med gennemførelsen af lov om afgift af renter af brugslån blev andelsbeviset i foråret 1987 indleveret til opbevaring hos indklagede.
Ved anbefalet skrivelse af 25. maj 1992 meddelte indklagede klageren, at forfaldne ydelser på 3.200 kr. ikke var betalt.
Af fremlagte kontoudskrifter fremgår, at der i tiden fra 29. maj 1992 til 30. december 1992 - efter det oplyste til dels ved overførsler fra klagerens konto - indbetaltes i alt 9.600 kr. på lånet svarende til 12 ydelser á 800 kr. Ydelserne for januar - april 1993 indbetaltes ligeledes, men herefter er alene indbetalt 660 kr. den 28. maj 1993 og den 30. juni 1993 samt 800 kr. den 6. september 1993.
Den 13. april 1993 meddelte andelsboligforeningens advokat indklagede, at klagerens tidligere ægtefælle var ekskluderet på grund af manglende betaling af boligydelser, idet advokaten samtidig forespurgte, om et eventuelt overskud ved foreningens salg af andelsboligen skulle indbetales til indklagede. Dette besvarede indklagede bekræftende ved skrivelse af 18. maj 1993.
Andelsboligen blev afhændet uden provenu til indklagede.
Ved skrivelse af 17. januar 1994 til klageren meddelte indklagede, at forfaldne ydelser på 4.280 kr. ikke var betalt. Klageren bestrider at have modtaget skrivelsen, der var fremsendt ved almindeligt brev.
Ved skrivelse af 20. april 1994 opsagde indklagede lånet på grund af misligholdelse og orienterede ved skrivelse af samme dato klageren herom.
Ved skrivelse af 3. august 1994 anmodede indklagede klageren om at rette henvendelse inden 14 dage med henblik på indfrielse af kautionsforpligtelsen.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at kautionsforpligtigelsen er bortfaldet.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at han påtog sig kautionsforpligtelsen i tillid til, at andelsbeviset ville blive håndpantsat til indklagede, hvilket ikke skete. Dette er en klar bristende forudsætning, der medfører, at han allerede af denne grund er frigjort for kautionsforpligtelsen. Hertil kommer, at han ikke modtog skrivelsen af 17. januar 1994. Skrivelsen blev ikke sendt anbefalet og opfylder derfor ikke de i bank- og sparekasselovens § 41 stillede krav. Skrivelsen af 20. april 1994 er først sendt efter udløbet af fristen i § 41. Kautionsforpligtelsen er bortfaldet, da indklagede ikke har kunnet løfte bevisbyrden for, at skrivelse af 17. januar 1994 er kommet frem, således at 6 månedersfristen ved indklagedes fremsendelse af skrivelse af 20. april 1994 er overskredet. I øvrigt skal en kautionist underrettes hver gang, debitor misligholder afdragsordningen. Regreskravet er illusorisk, da andelsboligen blev solgt for et symbolsk beløb.
Indklagede har anført, at man tilskrev klageren i henhold til § 41 ved anbefalet skrivelse af 25. maj 1992. Man har således ved denne skrivelse overholdt 6 månedersfristen i bank- og sparekasselovens § 41. I perioden fra 29. maj 1992 til 30. juni 1993 blev de månedlige indbetalinger på lånet genoptaget, uden at restancen på 3.200 kr. blev inddækket. Der indtrådte derfor ikke en ny § 41-situation, som gjorde det påkrævet endnu en gang at underrette klageren. Det er derfor uden betydning, at klageren først modtog skrivelsen af 20. april 1994 senere end 6 måneder efter tidspunktet for sidste indbetaling den 6. september 1993. Forudsætningen for, at kautionsforpligtelsen kunne være bortfaldet eller blive nedsat ville desuden være, at klagerens mulighed for at søge regres hos ægtefællen i givet fald var blevet forringet som følge af fristoverskridelsen. Klagerens mulighed for regres kan vanskeligt være forringet på grund af en fristoverskridelse på ca. 2 måneder. Spørgsmålet om pantsætning af andelsboligbeviset har ikke været drøftet med klageren, hverken i forbindelse med bevilling af lånet eller i forbindelse med underskrifterne på lånedokumentet. Det fremgår af lånedokumentet, at lånet alene var sikret ved kaution. Efter lånets etablering blev andelsboligbeviset indlagt til opbevaring hos indklagede. Årsagen hertil var, at andelsboliglån blev fritaget for forbrugsrenteafgift, såfremt andelsboligbeviset blev indlagt til opbevaring sammen med lånedokumentet som dokumentation for lånets anvendelse. Der indtrådte ikke som følge af salget af andelsboligen en ny situation i henhold til bank- og sparekasselovens § 41. Man var derfor ikke forpligtet til at underrette klageren herom. Klageren havde i øvrigt på anden måde fået kendskab til det forestående salg af andelsboligen og kunne i givet fald have øvet indflydelse herpå.
Ankenævnets bemærkninger:
Det fremgår ikke af det gældsbrev, som klageren har underskrevet som kautionist, at indklagede tillige skulle have sikkerhed i andelsbeviset, og det er ikke godtgjort, at klageren har betinget sig dette. I øvrigt modtog indklagede senere tilsagn om, at et eventuelt overskud ved andelsboligforeningens salg af andelslejligheden ville blive indbetalt til indklagede, men der opnåedes efter det oplyste ikke et sådant overskud.
Efter at indklagede den 25. maj 1992 havde givet klageren meddelelse om, at lånet var i restance med 4 ydelser, blev der i den resterende del af 1992 indbetalt i alt 9.600 kr., således at lånet ved udgangen af 1992 ikke længere var i restance. Fra slutningen af maj 1993 kom lånet på ny i restance, og indklagede skulle herefter senest ved udgangen af november 1993 have givet klageren meddelelse i henhold til bank- og sparekasselovens § 41. Da indklagedes meddelelse af 17. januar 1994 ikke som foreskrevet blev fremsendt anbefalet, findes det ikke mod klagerens benægtelse at kunne anses for godtgjort, at han har modtaget denne skrivelse. Det må derfor lægges til grund, at klageren først ved indklagedes skrivelse af 20. april 1994 modtog oplysning fra indklagede om, at lånet på ny var i restance.
En stillingtagen til, om klagerens muligheder for at gøre regres mod sin tidligere ægtefælle kan antages at være blevet forringet som følge af indklagedes manglende iagttagelse af bank- og sparekasselovens § 41, herunder til spørgsmålet om, hvorvidt klageren på anden måde var blevet bekendt med lånets misligholdelse, findes at ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.