Afgørelse

Personlig fordring. Forældelse.

Det indklagede realkreditinstitut overtog i august 1988 klagerens daværende ejendom på tvangsauktion for et bud på 374.459 kr. Instituttets fordring var på tvangsauktionen opgjort til i alt 445.554 kr., som fordeltes med 374.459 kr. i kolonne 2 og 71.095 kr. i kolonne 3. Instituttet videresolgte pr. 1. september 1988 ejendommen, blandt andet med de nye ejeres overtagelse af de indestående lån. Instituttet gjorde i september 1997 en personlig fordring på 71.095 kr. gældende over for klageren. Klagerens advokat protesterede over den personlige fordring, blandt andet under henvisning til, at klageren kort efter tvangsauktionen og ejendommens videresalg telefonisk fra instituttet fik oplyst, at samtlige panthavere var blevet inddækket, at klagerens ægtefælle efterfølgende havde opnået lån hos instituttet i en af hende erhvervet ejendom, og at instituttet havde udvist passivitet. Instituttet afviste, at klageren havde fået den af ham påberåbte oplysning om tvangsauktionsresultatet.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne gøre en personlig fordring gældende mod ham. Instituttet påstod frifindelse.

I sin udtalelse til Nævnet foretog instituttet en beregning af den personlige fordring efter de principper, som er lagt til grund i tidligere nævnsafgørelser vedrørende forældelse af personlige fordringer. Instituttet beregnede afdragsdelen af det udækkede beløb i kolonne 3 til 6.063,53 kr., eksklusive rente.

Nævnet fandt ikke grundlag for, at klageren kunne fritages for sit personlige gældsansvar. Nævnet fandt imidlertid, at fordringen - således som det var sket i instituttets beregning - i overensstemmelse med nævnspraksis vedrørende personlige fordringer - skulle nedsættes til 6.063,53 kr., svarende til den del af beløbet i kolonne 3, der udgjordes af afdrag. Fordringen skulle forrentes med 9 pct. p.a. fra 5 år fra klagens indbringelse for Realkreditankenævnet, og indtil betaling sker.