Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Mindreårigs indsigelse mod ombytning af garantikapital til aktier.

Sagsnummer: 108 /2010
Dato: 14-03-2011
Ankenævn: John Mosegaard, Jesper Claus Christensen, Hans Daugaard, Peter Stig Hansen, Maria Hyldahl
Klageemne: Værdipapirer - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Mindreårigs indsigelse mod ombytning af garantikapital til aktier.
Indklagede: Sydbank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter



Indledning.

Denne sag vedrører, om Sydbank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med ombytning af en i 2007 mindreårigs garantikapital til aktier.

Sagens omstændigheder.

I begyndelsen af 2007 havde klageren 3.000 kr. i garantikapital i Sparekassen sparTrelleborg på konto nr. … -028 og 17.000 kr. i garantikapital på konto nr. … -044. Klageren er født i 1992.

I marts 2007 blev Sparekassen sparTrelleborg omdannet til bankaktieselskabet bankTrelleborg A/S.

I forbindelse med et udbud af nye aktier rettet mod garanterne i det tidligere Sparekassen sparTrelleborg underskrev klagerens far F den 21. april 2007 to blanketter, hvor han accepterede, at klagerens garantikapital på de to konti blev ombyttet til aktier. For hver 1.000 kr. i garantikapital blev tegnet fire aktier af nominelt 20 kr. svarende til kurs 250.

Den 27. marts 2008 blev bankTrelleborg fusioneret med Sydbank.

Af F’s brev af 26. januar 2010 til Sydbank fremgår:

"…

Klage vedrørende tilbagebetaling af tab fra den tidligere BankTrelleborg, nu Sydbank

Sagen drejer sig om min søn [klageren], …

Han har haft garantindskud på sin børneopsparing på kontonummer: … -028, samt garantindskud på kontonummer … -044 for 17.000 kr., hvilket er en gave, [han] har fået.

[Klageren] har haft garantindskuddet for at få en højere rent, men garantindskuddet er blevet ombyttet til aktier i bankTrelleborg A/S uden hans samtykke.

Jeg søger derfor om at få tabet dækket for [ham], da han er under 18 år og henviser til en afgørelse i Pengeinstitutankenævnet, der fastslår, at personer under 18 år ikke kan være ansvarlig for bankens kapital.

Det samlede tab er opgjort til:

80 stk. bankTrelleborg A/S aktier, kurs 250, til i alt

20.000,00 kr.

- salg af bankTrelleborg A/S 80 stk., til kurs 60,52, i alt:

- 4.841,60 kr.

Samlet tab:

15.158,40 kr.

…"

Af bankens brev af 8. februar 2010 til F fremgår:

"…

Ombytningen til aktier skete imidlertid efter skriftligt samtykke fra Dem som værge i forbindelse med, at Spar Trelleborg blev omdannet til Bank Trelleborg i foråret 2007.

Banken kan således ikke imødekomme Deres klage, idet De som værge har ret til at disponere på Deres søns vegne.

For så vidt angår spørgsmålet om kursdifferencen mellem kurs 60,52, som De valgte at afhænde aktierne for den 22. januar 2008 og den kurs, som mindretalsaktionærerne i bank Trelleborg senere blev indløst med, er dette spørgsmål behandlet ved ankenævnets kendelse af 6. april 2009.

…"

Parternes påstande.

Klageren har den 10. februar 2010 indbragt sagen for Ankenævnet, der forstår påstanden således, at Sydbank skal erstatte et tab opgjort af F til 15.158,40 kr.

Sydbank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han havde garantikapitalen for at få en høj rente.

Han har ikke har givet samtykke til, at hans garantikapital blev ombyttet til aktier.

Sydbank har anført, at ombytningen af klagerens garantikapital skete efter skriftligt samtykke fra F.

F havde som værge for klageren ret til at disponere på klagerens vegne.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Tre medlemmer – John Mosegaard, Jesper Claus Christensen og Peter Stig Hansen – udtaler:

Vi lægger til grund, at F den 21. april 2007 som værge for klageren underskrev to blanketter, hvor han accepterede, at klagerens garantikapital på de to konti blev ombyttet til aktier. F fremsatte krav ved brev af 26. januar 2010

Vi finder, at klageren allerede som følge af værgen passivitet har fortabt retten til at gøre krav gældende og stemmer derfor for, at klagen ikke tages til følge.

To medlemmer – Hans Daugaard og Maria Hyldahl – udtaler:

Vi finder, at bankTrelleborg har handlet erstatningspådragende ved at råde til, at klagerens garantindskud blev ombyttet til aktier i bankTrelleborg A/S. Vi lægger herved vægt på, at garantindskuddene udgjorde et ikke ubetydeligt beløb placeret i kun ét værdipapir og i form af aktier. Vi stemmer derfor for, at bankTrelleborg tilpligtes at stille klageren som om, der ikke var sket ombytning af garantindskud til aktier.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Som følge heraf træffes følgende

afgørelse:




Klagen tages ikke til følge.