Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Aktionærkonto. Forrentning. Underretning om renteændringer.

Sagsnummer: 33 /1997
Dato: 26-06-1997
Ankenævn: Niels Waage, Niels Busk, Peter Stig Hansen, Niels Bolt Jørgensen, Peter Møgelvang-Hansen
Klageemne: Fusion - øvrige spørgsmål
Rente - indlån
Ledetekst: Aktionærkonto. Forrentning. Underretning om renteændringer.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Klageren oprettede en aktionærkonto i den daværende GiroBank og erhvervede som grundlag herfor 10 GiroBank-aktier. Af kontobeviset fremgår bl.a., at GiroBanks til enhver tid gældende Almindelige Forretningsbetingelser for Privatkunder var gældende for kontoforholdet. I øvrigt fremgår bl.a.:

"Forrentning:

Renten på AktionærGiroen er variabel og kan således ændres uden varsel.

......

Rentesatserne og ændring heraf vil fremgå af opslag på posthusene og ved annoncering i dagspressen."

Af GiroBanks almindelige forretningsbetingelser pr. 1. april 1994 fremgår bl.a.:

"Rentevilkår

Renten for de enkelte ind- og udlånskonti er variabel, medmindre andet udtrykkeligt er aftalt.

At forrentningen er variabel betyder, at GiroBank til enhver tid uden varsel kan ændre rentesatsen.

GiroBank oplyser rentesatser m.v. for de enkelte typer af ind- og udlån ved skiltning i ekspeditionslokalet på posthusene eller på forespørgsel fra kunden. Rentesatserne fremgår herudover af en rentefolder, som udleveres til kunden ved kontoens etablering, og som meddeles til kunden én gang årligt.

Kunden får oplysning om ændring af renten på udlån ved brev eller ved annoncering i dagspressen. Hvis oplysning gives ved annoncering i dagspressen, vil renteændringen tillige fremgå af det første kontoudtog efter annonceringen. Ændring af renten på indlån oplyses ved annoncering i dagspressen.

Hvis renten på en enkelt kontotype ændres væsentligt til ugunst for kunden, og renteændringen ikke har forbindelse med udviklingen i det almindelige renteniveau, vil kunden ved brev eller ved annoncering i dagspressen med mindst én måneds varsel modtage meddelelse herom. Hvis varslet af renteændringen for indlån på opsigelse er kortere end det varsel, der gælder for kundens opsigelse af kontoen, kan kunden i 14 dage efter meddelelsen om renteændringen hæve indskuddet uden fradrag i påløbne renter."

Af årsopgørelsen pr. 29. december 1995 fremgår, at indeståendet på klagerens aktionærkonto på knap 11.000 kr. var blevet forrentet med 4% i 1995.

Ved skrivelse af 1. februar 1996 meddelte GiroBank, at rentevilkårene for aktionærkonti med virkning fra den 2. marts 1996 ville blive ændret, idet der blev indført tre renteintervaller (renteknæk). Indeståender på op til 30.000 kr. ville herefter blive forrentet med 1,50% p.a. For indeståender mellem 30.000 kr. og 100.000 kr. ville renten blive 2% p.a., mens renten for indeståender over 100.000 kr. ville blive 4,25% p.a. Klageren har anført, at han ikke har modtaget skrivelsen.

Den 16. februar 1996 fusionerede GiroBank med Bikuben til indklagede. Klageren fik meddelelse herom ved skrivelse af 18. februar 1996. Af skrivelsen fremgår bl.a., at klagerens engagement ville fortsætte på uændrede vilkår, og at der var udarbejdet nye forretningsbetingelser. Af de nye forretningsbetingelser fremgår bl.a.:

"Rentevilkår

Renten for de enkelte indlåns- eller udlånskonti er variabel, medmindre andet udtrykkeligt er aftalt. At forrentningen er variabel betyder, at [indklagede] til enhver tid uden varsel kan ændre rentesatsen. Hvis renten på en enkelt kontotype ændres væsentligt til ugunst for kunden, og renteændringen ikke har forbindelse med udviklingen i [indklagedes] almindelige renteniveau, vil kunden med brev, kontoudtog eller ved annoncering i dagspressen med mindst én måneds varsel modtage meddelelse herom. Varslets længde vil i øvrigt afhænge af kontotype og af renteændringens størrelse.

Hvis varslet af renteændringen for indlån på opsigelse er kortere end det varsel, der gælder for kundens opsigelse af kontoen, kan kunden i en periode på 14 dage efter meddelelsen om renteændringen hæve indskuddet uden fradrag i de påløbne renter. Rentesatser for de enkelte typer af ind- og udlån oplyses på forespørgsel fra kunden og i henhold til skiltningsbekendtgørelsen (p.t. bekendtgørelse pr. 902 af 12. november 1992).

Kunden får oplysning om ændring af renten på udlån ved brev eller ved annoncering i dagspressen, samt når (indklagede] udsender det første kontoudtog (eller kontooversigt) efter annoncering. Ændring af renten på indlån oplyses ved annoncering i dagspressen."

Ved en udateret skrivelse og en skrivelse af 29. marts 1996 fra indklagedes ny telefonbank blev det bl.a. meddelt klageren, at han blev betragtet som kunde i denne afdeling.

Af telefonbankens annoncering i dagspressen den 15. marts 1996 fremgår, at renten på aktionærkonti med indestående til og med 30.000 kr. pr. 14. marts 1996 var nedsat fra 1,5% p.a. til 1% p.a. Renten på telefonbankens "HøjrenteGiro" var annonceret til 2,75% for indeståender på op til 10.000 kr. og 4,25% for indeståender over 10.000 kr.

Ved annoncering i dagspressen den 23. april 1996 meddelte indklagede, at rentesatsen på aktionærkonti med indestående under 30.000 kr. blev nedsat med 0,25% til 0,75%. Renten på indklagedes "Aktionærkonto Plus" blev angivet til 3% p.a.

Ved skrivelse af juli 1996 meddelte telefonbanken klageren, at der fra 1. til og med 24. august var åbent for indskud på telefonbankens højrentekonto. Forrentningen var 2% p.a. for indeståender under 10.000 kr. og 3,5% p.a. for indeståender over 10.000 kr. Renten var garanteret frem til 1. februar 1997.

Af kontoudskriften for klagerens aktionærkonto pr. 31. december 1996 fremgår følgende:

"Kreditrentesats

3,500% årlig

Knækrentesats 1

0,750% årlig

Knækrentesats 2

1,250% årlig

Bogført

Tekst

Valør

Hævet(-)/Indsat

Saldo

29.12

Fra sidste udskrift



10.885,56

31.12

Kreditrente

02.01

77,40

10.962,96

31.12

Kreditrente KNÆK 1

02.01

72,79

11.035,96"

Primo 1997 henvendte klageren sig til indklagede om rentetilskrivningen på kontoen. Indklagede oplyste, at kontoen frem til renteændringen den 4. marts 1996 var blevet forrentet med 4% p.a. svarende til 77,40 kr. Kontoen var efterfølgende forrentet med 1,50% frem til 14. marts og herefter med 1% frem til 22. april, hvor renten blev nedsat til 0,75% p.a. for indeståender under 30.000 kr. Renten fra 4. marts 1996 til årets udløb var i alt 72,79 kr.

Ved klageskema af 27. januar 1997 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at forhøje rentetilskrivningen på kontoen og at tilbyde salg af aktierne uden kurtage.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at indklagedes orientering om kontoforholdet efter fusionen var mangelfuld, vildledende og fejlagtig. Det blev meddelt, at engagementet efter fusionen ville fortsætte på uændrede vilkår. Der skete imidlertid adskillige ændringer, bl.a. ændring af kontonummer og overførsel af engagementet til en ukendt telefonbank. Vilkårene for aktionærkontoen blev væsentligt ændret fra en højrentekonto til 4% p.a. til en anfordringskonto med en lav rente på 0,75% med fortsat betingelse om en aktiebeholdning på mindst 10 stk. Indklagede burde have orienteret om, at vilkårene for aktionærkontoen blev væsentligt forringet. Annonceringen i dagspressen var utilstrækkelig. Indklagede burde i hvert fald have orienteret ham om, at han kunne opnå en bedre forrentning ved overførsel af opsparingen til indklagedes nye produkter f.eks. HøjrenteGiro og Aktionærkonto Plus, hvorved han kunne have opnået en forrentning på henholdsvis 2,75%/4,25% og 3,0%. For HøjrenteGiroen var det ikke en betingelse at besidde aktier. Kontoudskriften af 31. december 1996 var utilstrækkelig og vildledende. De løbende renteændringer fremgår ikke, og den anførte kreditrentesats på 3,50% med valør den 2. januar må give et højere rentebeløb end 77,40 kr.

Indklagede har anført, at nedsættelsen af renten på aktionærkonti fra 4% p.a. til 1,5% p.a. for indeståender under 30.000 kr. og indførelse af renteintervaller blev gennemført med en måneds varsel. De efterfølgende rentenedsættelser skete på baggrund af et fald i det almindelige renteniveau i 1996. Renteændringerne blev annonceret i dagspressen og fremgik ved skiltning i afdelingerne. Klageren kunne, såfremt han var utilfreds med forrentningen på aktionærkontoen, opsige denne og benytte sig af en anden kontoform. Renteændringerne er foretaget korrekt i henhold til betingelserne for aktionærkonti og de almindelige forretningsbetingelser for privatkunder. Indklagede er ikke forpligtet til at forrente aktionærkonti på samme måde som højrentekonti og aktionærkonto plus. På foranledning af klagerens henvendelse udarbejdede indklagede i januar 1997 en skriftlig forklaring på forståelsen af kontoudskriften pr. 31. december 1996.

Ankenævnets bemærkninger:

Den væsentlige ændring af rentevilkårene, der trådte i kraft primo marts 1996, blev varslet ved indklagedes skrivelse af 1. februar 1996. Det må antages, at klageren har modtaget skrivelsen, der har karakter af en orienteringsskrivelse til samtlige kunder med aktionærkonto. De efterfølgende renteændringer, der fandt sted på baggrund af den almindelige renteudvikling, blev annonceret i dagspressen og fremgik ved skiltning i indklagedes afdelinger. Ankenævnet finder herefter, at indklagede har opfyldt sin oplysningspligt i henhold til betingelserne for aktionærkonti og indklagedes almindelige forretningsbetingelser.

Ankenævnet havde fundet det ønskeligt, om indklagede i forbindelse med den nedsatte rentetilskrivning på aktionærkonti havde gjort klageren opmærksom på indklagedes nye produkter med bedre forrentning, som klageren kunne benytte. Ankenævnet finder dog ikke tilstrækkeligt grundlag for at pålægge indklagede at yde klageren kompensation for denne manglende orientering. Ankenævnet har herved lagt vægt på, at klageren ved indklagedes skrivelse af juli 1996 blev gjort bekendt med telefonbankens højrentekonto.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.