Spørgsmål om banken var berettiget til at tilbageføre penge, banken fejlagtigt havde indsat på klagerens gevinstopsparingskonto.
| Sagsnummer: | 200 /2010 |
| Dato: | 23-03-2011 |
| Ankenævn: | Kari Sørensen, Troels Hauer Holmberg, Ole Jørgensen, Karin Ladegaard, Astrid Thomas |
| Klageemne: |
Gevinstopsparing - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om banken var berettiget til at tilbageføre penge, banken fejlagtigt havde indsat på klagerens gevinstopsparingskonto. |
| Indklagede: | Nordea Bank Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning som følge af bankens tilbageførsel af to beløb, banken fejlagtigt havde indsat på klagerens gevinstopsparingskonto.
Sagens omstændigheder.
Klageren er kunde i Nordea Bank Danmark, hvor han har en gevinstopsparingskonto.
Den 25. januar 2010 blev der indsat 12.478,98 kr. med posteringsteksten "Indb. Check" på klagerens gevinstopsparing.
Den 2. februar 2010 hævede banken beløbet igen med posteringsteksten "Rettelse af postering".
Den 3. februar 2010 blev der indsat 1.343 kr. med posteringsteksten "Indb. Kontant journal -035" på klagerens gevinstopsparing.
Den 5. februar 2010 hævede banken beløbet igen. Af posteringsteksten fremgik følgende: "Udbetaling tilbageført".
Den 18. februar 2010 indgav klageren en klage til banken, idet han mente, der var tale om gevinster, som banken uretmæssigt havde hævet fra hans gevinstopsparing uden at informere ham derom.
Ved brev af 2. marts 2010 beklagede banken omstændighederne vedrørende posteringerne. Da der var tale om en fejl, som var gentaget to gange inden for kort tid, tilbød banken per kulance at indbetale 1.400 kr. samt at give ham to flasker rødvin.
Banken har under sagen fremlagt reglerne for gevinstopsparing, præmieplanen for januar 2010-udtrækningen samt generelle vilkår for privatkunder.
Det fremgår bl.a. af reglerne for gevinstopsparing:
"…
Gevinster
Gevinsterne er fastlagt i en præmieplan, som findes i bankens filialer. Præmieplanen bestemmes af det samlede indestående på Gevinstopsparing. Banken kan derfor ændre præmieplanen uden varsel.
Udtrækning
Gevinsterne udtrækkes af Notarius Publicus. Det sker normalt den 6. ekspeditionsdag i hver måned.
…
Vinderne får besked af banken. Gevinsten bliver indsat på Gevinstopsparingskontoen efter fradrag af gevinstafgift.
…
Andre bestemmelser
I øvrigt gælder Nordea Bank Danmarks generelle vilkår.
…"
Præmieplanen for januar 2010 så ud som følger:
1 | præmie a | 1.000.000 | kr. |
2 | præmier a | 50.000 | kr. |
20 | præmier a | 10.000 | kr. |
1.000 | Præmier a | 200 | kr. |
Af bankens generelle vilkår for privatkunder fremgår det bl.a.:
"…
Er der ved en åbenbar fejl indsat et beløb, som kunden ikke er berettiget til, kan banken hæve beløbet igen uden kundens samtykke.
…"
Parternes påstande.
Klageren har den 29. marts 2010 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank Danmark skal genindsætte de hævede beløb.
Nordea Bank Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han den 28. januar 2010 via netbank så, at han havde vundet 12.478,98 kr., som var sat ind på kontoen den 25. januar 2010.
Til hans store overraskelse så han den 3. februar 2010, at beløbet var hævet igen uden nogen form for information fra bankens side.
Han kontaktede derfor filialen. Her fik han at vide, at banken ved en fejl havde indsat pengene på kontoen og hævet dem igen, og at han skulle have været informeret herom.
Banken tilbød ham et par flasker vin, men det var han ikke tilfreds med, da han i god tro havde vundet pengene. Det er jo en gevinstkonto. Samtidig kunne han jo på dette tidspunkt lige så godt allerede have brugt pengene i god tro.
Den 15. februar 2010 opdagede han, at det var sket igen. Banken havde indsat 1.343 kr. og hævet dem igen uden at informere ham.
Han forventer at banken sætter de to beløb ind igen.
Nordea Bank Danmark har anført, at de forkerte konverteringer er åbenbare fejl, som klageren ikke kan have været uvidende om og derfor ikke kan støtte ret på.
I tekstlinjerne på kontooversigten er der ikke nogen indikation af, at der er tale om gevinster. Det må tværtimod forekomme åbenbart, at en gevinst ikke overføres med en check, navnlig når kontoindehaver ikke har modtaget en sådan check. Det må også kalde på eftertanke, at den næste indbetaling ikke bærer samme tekst, som den første, hvis der i begge tilfælde var tale om gevinster.
Der er ikke nogen sammenhæng mellem beløbene og den præmie, som var gældende, og som klager måtte være bekendt med. Ingen af beløbene kan forklares med gældende præmiestørrelser.
Tidspunkterne for fejlkonteringerne hænger ikke sammen med udtrækningstidspunkterne.
Klageren har ikke modtaget besked fra banken om gevinster.
I henhold til bankens generelle vilkår for privatkunder, var banken således berettiget til at tilbageføre fejlkonteringerne.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
På baggrund af det oplyste, finder Ankenævnet det godtgjort, at der ved indsætningen af to beløb på klagerens gevinstopsparingskonto i januar og februar 2010 ikke var tale om præmieudtrækninger, og at klageren måtte indse dette.
Ankenævnet har ved denne vurdering bl.a. lagt vægt på posteringsteksternes ordlyd samt det faktum, at beløbene ikke svarede til udtrækningerne i henhold til præmieplanen for januar 2010.
Ankenævnet finder derfor, at det var i overensstemmelse med bankens generelle vilkår for privatkunder, at beløbene blev tilbageført uden klagerens samtykke.
Som følge heraf træffes følgende
afgørelse:
Klagen tages ikke til følge.