Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Kassekredit. Gebyr for udfærdigelse af specificeret kontoudtog.

Sagsnummer: 310/1990
Dato: 05-12-1990
Ankenævn: Peter Blok, Niels Busk, Arnold Kjær Larsen, Lars Pedersen, Erik Sevaldsen
Klageemne: Gebyr - udskrift
Ledetekst: Kassekredit. Gebyr for udfærdigelse af specificeret kontoudtog.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Sammen med sin søster fik klageren i begyndelsen af 1988 bevilget en kassekredit hos indklagedes Holte afdeling. Kredittens maksimum var 100.000 kr. Kreditten skulle anvendes som udlægskonto i forbindelse med, at klagerens og søsterens mor var død, og kreditten blev indfriet i forbindelse med salget af dødsboets ejendom i slutningen af maj 1989.

Via kassekreditten betaltes forskellige udgifter i forbindelse med boet.

Den 6. november 1989 fremsendte afdelingen til klageren efter dennes anmodning en specifikation af alle posteringer på kassekreditten. For dette arbejde, der omfattede 32 posteringer, hvoraf de 6 var rentetilskrivning og lignende, beregnede afdeling sig et gebyr på 875 kr. Dette beløb er debiteret klagerens konto hos indklagede.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbagebetale gebyret på 875 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har til støtte for påstanden anført, at han forventede, at indklagede udfærdigede en kontoopgørelse i forbindelse med kontoens indfrielse. Det fremgår således ikke af de almindelige kontoudtog, til hvem der er betalt. Forud for anmodningen om udarbejdelsen af oversigten fik klageren at vide, at der ville blive tale om et gebyr. Han havde forventet et gebyr på 50 eller 100 kr. Det bestrides, at afdelingen havde oplyst, at der krævedes gebyr efter sædvanlig timebetaling.

Indklagede har anført, at der over kontoen er sket betaling med checks eller giro efter forudgående anmodning, at klageren har fået udleveret checkkopier og girokvitteringer, og at der løbende er udsendt kontoudskrifter til klageren. Klageren blev forud for udarbejdelsen af specifikationen gjort opmærksom på, at arbejdet ville blive udført efter sædvanlig timebetaling på 350 kr., samt at arbejdet var tidskrævende. Således skal afdelingen indledningsvis rekvirere kopier af de tidligere udsendte kontoudskrifter og på grundlag heraf fremfinde bilag for de enkelte transaktioner i arkiv. Det opkrævede gebyr svarer til 2 1/2 times arbejdsindsats. Ifølge afdelingens oplysninger er der ikke herved afregnet for hele tidsforbruget.

Ankenævnets bemærkninger:

Klageren har løbende modtaget kontoudskrifter, og det må efter det af indklagede oplyste lægges til grund, at klageren tillige løbende har fået udleveret checkkopier og girokvitteringer vedrørende de enkelte betalinger, der er sket efter forudgående anmodning. Det er ubestridt, at klageren fik oplyst, at indklagede ville kræve gebyr for udfærdigelse af den ønskede særlige specifikation over de enkelte posteringer, og klageren måtte indse, at udarbejdelse af en sådan specifikation ville indebære et betydeligt arbejde for indklagede.

På denne baggrund og efter det oplyste om det medgåede tidsforbrug findes det krævede gebyr på 875 kr. ikke at kunne anses for urimeligt.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.