Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Investeringsramme ikke udvidet med afkast.

Sagsnummer: 194/1988
Dato: 22-02-1989
Ankenævn: Frank Poulsen, Hans Rex Christensen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Erik Sevaldsen
Klageemne: Værdipapirer - formuestyring
Ledetekst: Investeringsramme ikke udvidet med afkast.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


I begyndelsen af 1987 indgik klageren med indklagedes Svendborg afdeling en portfoliomanagementaftale vedrørende investering i udlandske værdipapirer. Det hedder i aftalen, som den 28. september 1987 blev indgået skriftligt bl.a.: "Forretninger under nærværende aftale kan indgåes indenfor en samlet investeringsramme på kr. 55.000,- i indskudt kapital.

De indkøbte værdipapirer indlægges i åbent depot nr. ...., og løbende handler posteres over konto nr. .... i ...... Hesselager afdeling. Alle bevægelser ved køb og salg af værdipapirer, rente og udbyttebetaling posteres på denne konto.

......

Indskud af nye midler kan efter særskilt aftale finde sted uden varsel.

......

Banken påtager sig at udføre køb og pleje af værdipapirbeholdningen samt afdækning af den valutariske risiko efter bankens bedste skøn, og indenfor rammerne af den aftalte investeringsstrategi med det mål at sikre størst muligt afkast.

......"

Herudover indeholdt aftalen en voldgiftsklausul.

I perioden fra februar til begyndelsen af september 1987 indgik indklagede under aftalen to købs- og salgsforretninger, som gav et samlet afkast på 13.712,80 kr.

Med valør 24. september 1987 købte indklagede under aftalen en aktiepost til modværdien af 73.779,72 kr. Umiddelbart efter modtagelsen af afregningen kontaktede klageren afdelingen, som ved skrivelse af 28. september 1987 meddelte følgende: "Hoslagt Fremsendes kopi af investeringsaftale, idet vi samtidig skal oplyse, at vi ved investering i ESB Urbis S. A. var nødt til at regulere i mindstestørrelsen. Beløbet vil blive udlignet i næste handel."

Efter drøftelse mellem parterne om forståelsen af den indgåede aftale meddelte afdelingen ved skrivelse af 10. december 1987 klageren, at det var indklagedes opfattelse, at den indgåede aftale lød på en investeringsramme på 55.000 kr., således at eventuelle realiserede kursgevinster herudover ville indgå i aftalen. Det var på dette grundlag indklagedes opfattelse, at investeringsrammen på tidspunktet for den senest indgåede handel var 68.712,80 kr. Afdelingen erkendte, at man ved købet havde overskredet den til rådighed stående ramme med 5.067,92 kr., hvilket skyldtes, at man var nødt til at handle de pågældende værdipapirer i stykstørrelser og således ikke præcist kunne ramme det til rådighed stående beløb. Indklagede refunderede klageren det nævnte beløb.

Med valør 21. december 1987 blev den omhandlede aktiepost solgt for modværdien af 32.639,91 kr.

Efter brevveksling med indklagede har klageren herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at udrede ham en erstatning på skønsmæssigt 5.000 kr.

Indklagede har påstået frifindelse.

Klageren har til støtte for ned nedlagte påstand gjort gældende, at den indgåede investeringsaftale efter sin ordlyd alene hjemler indklagede adgang til at investere beløb på indtil 55.000 kr. Indklagede overskred således investeringsrammen med ca. 18.000 kr. ved det sidst foretagne køb. Ved den skete realisation af aktieposten blev klagerens reelle tab imidlertid formindsket til ca. 10.000 kr., hvoraf indklagede tidligere efter sine egen erkendelse af at have overskredet rammen har refunderet ca. 5.000 kr., og differencen udgør det påstævnede beløb.

Indklagede har til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand gjort gældende, at det i en aftale som den indgåede er gængs kutyme, at frugter og afkast geninvesteres. Dette har sammenhæng med, at hovedformålet med en sådan aftale er at maksimere afkastet, hvilket kun kan ske, såfremt såvel salgsprovenuer som udbytter geninvesteres, idet det ville være urimeligt at skulle sælge ud af en beholdning af værdipapirer grundet stigende kurser udelukkende for at bevare et rammebeløb.

Ankenævnets bemærkninger:

Den af indklagede i kontrakten anvendte formulering findes ikke på en efter forholdene tilstrækkelig tydelig måde at hjemle indklagede adgang til at lade et eventuelt afkast af den af klageren indskudte kapital indgå i investeringsrammen.

Klagerens tabsopgørelse er ikke bestridt.

Som følge heraf

Inden 4 uger betaler indklagede til klageren 5.000 kr. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales.