Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Opgørelse af krav overgivet til inkasso.

Sagsnummer: 28 /2002
Dato: 04-06-2002
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Kåre Klein Emtoft, Inge Frølich, Peter Stig Hansen, Ole Simonsen
Klageemne: Inkasso - hæftelse
Forældelse - udlån
Ledetekst: Opgørelse af krav overgivet til inkasso.
Indklagede: Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indledning.

Denne klage vedrører opgørelsen af et lån ydet til klageren i 1982.

Sagens omstændigheder.

Ved gældsbrev underskrevet af klageren den 11. februar 1982 ydede et pengeinstitut, med hvem indklagede senere er fusioneret, klageren et lån på 85.500 kr. Lånet blev delvis anvendt til indfrielse af klagerens øvrige engagement. Lånet skulle afvikles med 2.000 kr. månedligt.

Det fremgår, at gælden skulle forrentes "indtil videre med 4,5% over Danmarks Nationalbanks udlånsrente til enhver tid …. med tillæg af ¾% provision pr. kvartal af højeste gæld." Til sikkerhed modtog indklagede håndpant i et ejerpantebrev på 50.000 kr. med pant i klagerens faste ejendom.

Indklagede har oplyst, at klagerens ejendom i november 1982 blev solgt på tvangsauktion uden dækning til indklagede.

Af kontoudtog fremgår, at lånets restgæld pr. 22. december 1982 var 79.974,32 kr. Den 31. samme måned indgik 2.000 kr., ligesom der blev debiteret rente med 3.763,38 kr.

Den 27. december 2001 udtog indklagede stævning mod klageren med påstand om betaling af i alt 170.363,94 kr. Beløbet udgjorde 87.502,46 kr. med tillæg af fem års renter 14% p.a.

Sagen blev på klagerens anmodning udsat på forelæggelse for Ankenævnet.

Parternes påstande.

Klageren har for Ankenævnet nedlagt påstand om, at indklagede redegør for gældens sammensætning, herunder særligt renteberegningen.

Indklagede har under sagens forberedelse nedsat sit krav mod klageren til 121.777,84 kr. bestående af 79.974,32 kr. i hovedstol og 41.803,52 kr. i rente.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagede har tilsidesat de i det oprindelige gældsbrev aftalte vilkår samt ikke informeret ham om sammensætningen af kravet.

Indklagede har udvist en rettighedsfortabende passivitet, der medfører, at kravet, uanset at det støttes på et gældsbrev, ikke kan gøres gældende.

Indklagede har anført, at det bestrides, at der er udvist en rettighedsfortabende passivitet.

Indklagedes krav er omfattet af den 20-årige forældelsesfrist i Danske Lovs 5-14-4. Kravet var således ikke forældet på tidspunktet for retssagens anlæg. Hertil kommer, at klageren løbende har modtaget saldomeddelelser med opfordring til at komme med eventuelle indsigelser, hvilket ikke er sket.

Indklagedes krav opgøres nu til hovedstol i henhold til kontoudtoget på 79.974,32 kr. Hertil kommer renter i overensstemmelse med ordlyden i lånedokumentets renteklausul, idet man dog har bortset fra provision, som bortfaldt i 1982. Rentesatsen anført i stævningen på 14% var den pr. 30. september 2001 sædvanlige anvendte ved sådanne beregninger.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Indklagedes krav er undergivet den 20-årige forældelsesfrist i Danske Lovs 5-14-4. Kravet var således ikke forældet, da indklagede ultimo december 2001 udtog stævning mod klageren.

Indklagede har under klagesagens forberedelse nedsat kravet mod klageren til 121.777,84 kr. pr. 27. december 2001. Ankenævnet finder ikke grundlag for at pålægge indklagede en yderligere nedsættelse af kravet.

Ankenævnet finder ikke godtgjort sådanne omstændigheder, at indklagede kan anses for ved passivitet at have fortabt kravet mod klageren.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.