Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Opgørelse af krav overgivet til inkasso.

Sagsnummer: 94/2004
Dato: 09-07-2004
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Karen Frøsig, Niels Bolt Jørgensen, Poul Erik Tobiasen, Morten Westergaard
Klageemne: Inkasso - forældelse
Ledetekst: Opgørelse af krav overgivet til inkasso.
Indklagede: GE Capital Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører opgørelsen af indklagedes krav mod klageren, som i 1992 overgik til inkasso.

Sagens omstændigheder.

I september 1991 ydede et finansieringsselskab, der senere er overtaget af indklagede, klageren en kontokredit med et maksimum på 4.000 kr.

Indklagede overgav efterfølgende sit krav mod klageren til inkasso og anlagde i 1992 sag mod klageren. Af en retsbogsudskrift vedrørende et retsmøde den 27. august 1993 fremgår, at klageren og indklagede indgik forlig, hvorefter klageren skulle betale 5.383 kr. med rente 26,28 % årligt fra den 17. december 1991 med tillæg af sagsomkostninger 1.700 kr. Beløbet skulle afvikles med 200 kr. månedligt første gang 1. oktober 1993.

Under sagen er fremlagt en skrivelse underskrevet af klageren den 14. januar 1998 benævnt "BETALINGSTILBUD SKYLDERKENDELSE", hvoraf fremgår:

"Debitor: [klageren]

erkender at være følgende forfaldne beløb skyldig til:

Kreditor: [indklagede]

Gælden er opgjort således pr. 03.11.97:

Forfalden hovedstol

kr.

4593.00

Renter, 26,28% p.a., fra 17.12.91 til 03.11.97

-

7094.73

Omkostninger

-

2744.00

Ialt

kr.

14431.73

Betalt a conto

kr.

2000.00

Rest (yderligere renter forbeholdes)

kr.

12431.73

Ovennævnte gæld tilbyder jeg at afdrage med kr. 200 hver den 1. i måneden, første gang den 1 / 2 1998."

Af skrivelse af 17. december 2003 til klageren fremgår:

"Efter aftale fremsendes opgørelse over ovennævnte sag.

Hovedstol, vedr. ref. ….

kr.

4.593,00

Renter, 26,28 % p.a. fra 17.12.1991 til 17.12.2003

-

14.484,50

Omkostninger

-

2.744,00

- Betalt à conto pr. 17.12.2003

kr.

11.600,00

Rest (yderligere renter og omkostninger forbeholdes)

kr.

10.221,50"

Den 8. januar 2004 indgav klageren klage over indklagede til Forbrugerklagenævnet. Den 25. februar 2004 forelagde Forbrugerklagenævnet sagen for indklagede, som ved skrivelse af 5. marts 2004 besvarede klagen og samtidig anmodede om henvisning til Ankenævnet. Den 12. marts 2004 fremsendte Forbrugerklagenævnet klagen til Ankenævnet.

Under sagen er fremlagt skærmprint af oversigt over klagerens indbetalinger. Heraf fremgår, at klageren fra august måned 1998 indbetalte 200 kr. månedligt nogenlunde regelmæssigt frem til primo 2002, hvorefter indbetalingerne var uregelmæssige. Sidste indbetaling er registreret 6. november 2003. De samlede indbetalinger siden august måned 1998 udgør 9.600 kr.

Indklagede har oplyst, at klagerens indbetalinger er afskrevet på omkostninger og herefter renter. Rentebeløb er indberettet til ToldSkat.

Parternes påstande.

Klageren har nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hendes gæld er indfriet.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagede har taget et betydeligt rentebeløb, uanset der er indtrådt forældelse heraf.

Indklagede har anført, at ingen af de påløbne renter er forældede. Klagerens indbetalinger er i første omgang gået til dækning af omkostninger og dernæst renter.

Der er alene beregnet rente af hovedstolen på 4.593 kr. og ikke renters rente.

Indklagede har ret til at beregne rente for mere end fem år, da der foreligger renteafbrydende faktorer i form af retsforliget af 30. august 1993 samt skylderkendelsen af 14. januar 1998.

An­ke­næv­nets bemærkninger og konklusion.

Ved retsforliget af 27. august 1993 blev der etableret et særligt retsgrundlag for renterne af fordringen på 5.383 kr. for perioden fra den 17. december 1991 til 27. august 1993. Renterne for denne periode er derfor ligesom hovedstolen og omkostningerne omfattet af den 20-årige forældelse ifølge Danske Lovs 5-14-4.

Ved klagerens underskrivelse af skylderkendelsen den 14. januar 1998, på hvilket tidspunkt ingen af renterne påløbet siden den 27. august 1993 var forældede, opnåede indklagede et nyt særligt retsgrundlag, hvorfor renterne for perioden 27. august 1993 til 14. januar 1998 er omfattet af den 20-årige forældelse ifølge Danske Lovs 5-14-4.

Af skylderkendelsen af 14. januar 1998 fremgår, at klageren indtil da havde betalt 2.000 kr., og at opgjorte omkostninger var 2.744 kr. Indklagede har anført, at klagerens indbetalinger i første række er anvendt til betaling af omkostninger og herefter renter. Klagerens indbetalinger fra august 1998 på i alt 9.600 kr. må herefter anses for anvendt til i første omgang betaling af 744 kr. vedrørende restbeløbet fra omkostninger og herefter renter. Af de betalte 9.600 kr. er således anvendt 8.856 kr. til betaling af renter (9.600 kr. - (2.744 kr. - 2.000 kr.)).

Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at anse nogen del af de ikke-betalte renter for forældede.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.