Spørgsmål om betaling af bevillingsprovision ved midlertidig forhøjelse.
| Sagsnummer: | 318 /2008 |
| Dato: | 27-03-2009 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Peter Stig Hansen, Troels Hauer Holmberg, Jette Kammer Jensen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Kassekredit - omkostninger
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om betaling af bevillingsprovision ved midlertidig forhøjelse. |
| Indklagede: | Spar Nord Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne klage vedrører Spar Nord Banks debitering af bevillingsprovision i forbindelse med klagerens anmodning om en midlertidig kreditudvidelse.
Sagens omstændigheder.
Den 11. august 2008 kontaktede klageren en medarbejder i Spar Nord Banks Nørresundby Torv afdeling i forbindelse med, at klageren ønskede sin andelsboligkredit i banken midlertidigt forhøjet med 1.050.000 kr. fra 400.000 kr. Baggrunden var, at klageren pr. 1. oktober 2008 købte og solgte en lejlighed i samme andelsboligforening. Den periode, som klageren havde brug for det forhøjede kreditmaksimum, var fra den 23. september til 1. oktober 2008.
Klageren har anført, at bankens medarbejder oplyste, at omkostningerne enten ville være et par tusinde kroner eller en rente på 21 %. Spar Nord Bank har anført, at klageren blev bevilget forhøjelsen samme dag, således at klageren straks via sin netbank havde adgang hertil.
Den 11. august 2008 hævede Spar Nord Bank 2.500 kr. på klagerens andelskredit med kontoteksten "Gebyr for bevilling af overtræk".
Efter at klageren var blevet opmærksom på hævningen af de 2.500 kr., tog hun telefonisk kontakt til bankens medarbejder. Klageren har anført, at hun tilkendegav, at hun var blevet overrasket over, at gebyret allerede var hævet, og at hun måske hellere ville betale en højere rente for de dage, hvor hun havde behov for det forøgede træk. Hun udbad sig betænkningstid og meddelte den følgende dag, at hun hellere ville betale renterne af det beløb for de dage, hvor hun udnyttede kontoen. Herefter tilbageførte medarbejderen den 12. august 2008 de 2.500 kr. til kontoen.
Klageren har anført, at hun kontaktede et andet pengeinstitut, som tilbød en gunstigere rente. Hun valgte derfor at skifte pengeinstitut.
Den 20. august 2008 hævede Spar Nord Bank 2.500 kr. på klagerens andelskredit med kontoteksten "Ekspeditionsgebyr".
Den 26. august 2008 blev klagerens engagement i Spar Nord Bank overført til et andet pengeinstitut.
Parternes påstande.
Klageren har den 28. august 2008 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Spar Nord Bank skal betale 2.500 kr.
Spar Nord Bank har under sagens forberedelse godtgjort klageren 1.500 kr. Banken nedlægger i øvrigt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at hun ved den første henvendelse fik oplyst, at rentesatsen enten ville være 15 % eller 21 % afhængig af, om der blev bevilget en egentlig kreditforhøjelse eller tilladt et overtræk. Det blev ikke aftalt, at en kreditforhøjelse skulle etableres straks. Aftalen var, at det skulle være til oktober. Der kom ikke noget dokument. Derimod blev der straks hævet 2.500 kr., ligesom kreditforhøjelsen blev etableret få timer efter hendes henvendelse.
Ved hendes telefoniske henvendelse gav hun udtryk for sin uenighed med banken, og det blev aftalt, at hun skulle betale for kreditten med rente i stedet for gebyret.
Hun skiftede først bank den 20. august 2008, på hvilket tidspunkt hendes rådgiver i det nye pengeinstitut kontaktede Spar Nord Bank.
Spar Nord Bank har anført, at klageren ved den første henvendelse fik bevilget en forhøjelse af kassekreditten til brug for boligskiftet. Klageren modtog oplysning om, at banken beregner sig gebyr for en sådan forhøjelse.
Forhøjelsen blev bevilget og etableret straks, og klageren fik adgang til forhøjelsen via sin netbank. Samtidig blev bankens produktionsafdeling instrueret om at udarbejde nødvendige dokumenter, ligesom klageren modtog oplysning om, at alt var på plads.
Klageren kontaktede imidlertid banken for at få ændret gebyrbetalingen til rentebetaling. Før dette blev endeligt etableret, valgte klageren at skifte pengeinstitut.
Som følge af, at man havde ydet kreditforhøjelsen, blev gebyret på ny hævet på klagerens konto inden overførslen af engagementet til andet pengeinstitut, hvilket var berettiget.
Selvom klageren først skulle anvende kreditten i forbindelse med boligskiftet pr. 1. oktober 2008, måtte hun påregne, at bevillingen af forhøjelsen var forbundet med betaling af et gebyr, hvilket klageren netop blev underrettet om på mødet.
På baggrund af, at man ikke nåede at udarbejde nødvendige kreditdokumenter, har man valgt at nedsætte gebyret til 1.000 kr.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Den 11. august 2008 hævede Spar Nord Bank på klagerens andelsboligkredit 2.500 kr. i gebyr for bevilling af kreditforhøjelse. Efter at klageren havde gjort indsigelse mod gebyret, tilbageførtes dette den følgende dag. Banken må herefter anses endeligt at have givet afkald på gebyret og var derfor den 20. august 2008, da den modtog meddelelse om, at klageren skiftede bank, hverken berettiget til som sket på ny at opkræve gebyret eller til at opkræve en del af gebyret. Spar Nord Bank, der under sagen har tilbagebetalt 1.500 kr. af gebyret, skal derfor yderligere tilbagebetale 1.000 kr.
Som følge heraf
Spar Nord Bank skal inden fire uger til klageren betale 1.000 kr. med renter efter renteloven fra den 28. august 2008. Klagegebyret tilbagebetales klageren.