Personlig fordring. Forældelse.
| Sagsnummer: | 9905056 /2000 |
| Dato: | 16-05-2000 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Bent Olufsen, Mette Reissmann, Keld Christiansen, Leif Mogensen |
| Klageemne: |
Personlig fordring - forældelse
|
| Ledetekst: | Personlig fordring. Forældelse. |
| Indklagede: | Realkredit Danmark A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Realkreditinstitutter |
Det indklagede realkreditinstitut overtog i februar 1984 klagerens daværende ejerlejlighed på tvangsauktion for et bud på 164.000 kr. Instituttets fordring var inklusive foranstående lån på tvangsauktionen opgjort til i alt 295.623 kr., som fordeltes med 234.400 kr. i kolonne 2 og 61.222 kr. i kolonne 3. Instituttet videresolgte pr. 15. september 1984 ejerlejligheden bl.a. med overtagelse af det indestående lån til instituttet. Instituttets pantebrev blev i forbindelse med handlen gentinglyst. I september 1997 gjorde instituttet en personlig fordring på 112.891 kr. gældende over for klageren. Til dette beløb skulle lægges en årlig rente på 9 pct. i fem år. Klageren protesterede efterfølgende forgæves over kravet.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne gøre en personlig fordring gældende mod ham. Instituttet påstod frifindelse.
Nævnet fandt ikke, at klageren kunne fritages for sine forpligtelser ud fra en passivitetsbetragtning. Flertallet bemærkede, at instituttets krav på tvangsauktionen var sammensat af restgæld og restancer, hvori indgik renter og bidrag, som forældes på 5 år efter 1908-loven. Flertallet fandt, at instituttet, der 13 år efter tvangsauktionen fremsatte krav over for klageren, måtte godtgøre, at instituttet havde krav på et beløb af den aktuelle størrelse, herunder at ingen del af kravet var forældet. Flertallet fandt ikke, at instituttet gennem henvisning dels til almindelige obligationsretlige regler om kreditors ret til at fordele budsum og videresalgsprovenu på lånets bestanddele dels til tvangsauktionsvilkårene samt dels til, at instituttet i den konkrete sag havde valgt at anvende budsummen og videresalgsprovenuet til forlods dækning af restancer, herunder renter og bidrag, havde ført det fornødne bevis for, at ingen del af kravet var forældet. Efter flertallets opfattelse måtte hertil kræves fremlæggelse af egentlige regnskabsbilag eller bogføringsmateriale, der klart og utvetydigt viste, at ingen del af de opkrævede beløb bestod af forældede renter og bidrag. Flertallet stemte derfor for, at instituttet kun kunne gøre et krav gældende mod klageren i det omfang, instituttet kunne godtgøre, at kravet bestod af restgæld og afdrag. Et mindretal fandt, at gentinglysningen af pantebrevet ved videresalget var et udtryk for, at lånet i sin helhed var udækket af tvangsauktionsbudet, og at den del af budet, der var til dækning af instituttets tilgodehavende, således fuldt ud blev anvendt til dækning af restancer. Dette mindretal fandt, at videresalgsoverskudet i mangel af holdepunkter for andet måtte fordeles forholdsmæssigt på restgæld og restancer efter principperne i tvangsauktionsvilkårene. Et andet mindretal fandt, at der – såfremt instituttet blev pålagt bevisbyrden for anvendelsen af det indkomne provenu - ikke generelt kunne stille store krav til bevisets styrke. Dette mindretal fandt, at instituttet havde godtgjort, at budet forlods var blevet anvendt til dækning af restancer. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev derfor tilpligtet at anerkende, at instituttet alene kunne gøre en fordring gældende mod klageren i det omfang, instituttet kunne godtgøre, at kravet bestod af restgæld eller afdrag. Det således opgjorte krav skulle forrentes med 9 pct. p.a. fra 5 år fra klagens indbringelse for Nævnet og indtil betaling sker.
Instituttet meddelte den 24. maj 2000 Nævnssekretariatet, at instituttet ikke ønskede at være bundet af kendelsen.
Indtil videre i bero.