Kaution, omfang.
| Sagsnummer: | 272/1990 |
| Dato: | 12-02-1991 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Niels Busk, Hans Rex Christensen, Kirsten Nielsen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Kaution - omfang
|
| Ledetekst: | Kaution, omfang. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I slutningen af 1985 ydede indklagedes Griffenfeldt afdeling et lån på 48.685,28 kr. Af gældsbrevet fremgår, at låneprovenuet anvendtes til indfrielse af en kassekredit på 19.298,83 kr. og et lån på 29.386,45 kr., som indklagede tidligere havde ydet debitor. Til sikkerhed for lånet kautionerede bl.a. klageren begrænset til 30.000 kr., og debitor håndpantsatte et løsørepantebrev på 50.000 kr. med underpant i en bil. Det var i gældsbrevet anført, at 20.000 kr. skulle indbetales senest den 1. februar 1986, hvorved løsørepantebrevet ville blive frigivet.
Ved lånedokument af 9. oktober 1986 forhøjedes lånet med 10.000 kr. Ved påtegning herpå indestod klageren og en medkautionist for skadesløs opfyldelse af samtlige låntagers forpligtelser i følge dette gældsbrev. Derudover var det anført, at pantebrevet på 50.000 kr. med underpant i bilen fortsat var pantsat som sikkerhed for lånet. Ifølge lånedokumentet skulle lånet afvikles med en månedlig ydelse på 1.000 kr., første gang den 1. november 1986.
Ved tillæg til gældsbrevet tiltrådte klageren, at debitor fik henstand i 3 måneder gældende fra den 1. december 1986 til den 1. februar 1987. Ved skrivelse af 20. maj 1987 rykkede indklagede klageren for betaling af tre forfaldne ydelser på lånet, og ved skrivelse af 24. august 1988 til begge kautionister rykkedes kautionisterne for indbetaling af 4 forfaldne ydelser.
Ved allonge til gældsbrevet af 5. september 1988 indestod en tredje person for, at fremtidige ydelser, 1.000 kr. pr. måned, og restancen på 3.000 kr. ville blive indbetalt senest den 21. oktober 1988.
Ved skrivelse af henholdsvis 23. og 24. januar 1989 opsagde indklagede lånet til fuld indfrielse overfor klageren og debitor.
Pa et møde afholdt hos indklagedes advokat den 1. februar 1989 aftaltes det, at lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 5.000 kr., som skulle erlægges af skyldneren og de to kautionister, og at dette beløb skulle betales gennem klageren. Lånet blev herefter afviklet som aftalt, og var betalt den 12. juni 1990.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende at han ikke har været forpligtet af kautionserklæringen.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at den pantsatte bil er blevet realiseret, uden at provenuet blev indbetalt på lånet som aftalt mellem debitor og indklagede. Den i lånedokumentet fastsatte månedlige ydelse var ikke tilstrækkelig til at dække renter og afdrag, og indklagede har endvidere ikke rettet henvendelse til den tredje person, der indestod for tilbagebetaling af lånet ved allonge af 5. september 1988.
Indklagede har anført, at der mellem debitor og indklagede var indgået en aftale om, at den pantsatte bil skulle indbringe 20.000 kr. senest den 1. februar 1986. Som følge heraf var kautionisternes forpligtelse begrænset til 30.000 kr., således at lånet ialt havde sikkerheder for 50.000 kr. Ved låneforhøjelsen ved allongen af 9. oktober 1986 kautionerede klageren ubegrænset, og det fremgik af lånedokumentet, at debitors bil fortsat var pantsat til sikkerhed for lånet, hvorfor kautionisterne måtte have været klar over, at bilen ikke som aftalt var solgt. Ved mødet afholdt hos indklagedes advokat den 1. februar 1989 meddelte debitor, at han havde solgt den pantsatte bil for 7.000 kr., og at indklagede havde accepteret salget i forbindelse med en ekstraordinær indbetaling på 10.000 kr., uanset salget af bilen ikke på forhånd havde været godkendt af indklagede. For så vidt angår størrelsen af ydelsen var renten i forbindelse med forhøjelsen ansat til 14% p.a. eller ca. 8.400 kr.; der ville således ved overholdelse af lånevilkårerne havde været 3.600 kr. til afskrivning på lånets hovedstol det første år. Kautionisterne er endvidere rykket rettidigt af indklagede jf. bank- og sparekasselovens § 41, og kautionisterne kunne, såfremt de havde betalt restancerne, have afværget inkassosag. Kautionisterne er i følge lånedokumentet selvskyldnerkautionister for hele lånet, og en mere tilbundsgående inkassobehandling overfor debitor ville derfor havde betydet en unødvendig forøgelse af kautionisternes forpligtelse.
Indklagedes advokat har på ankenævnets forespørgsel erkendt, at der ved den af ham foretagne renteberegning fejlagtigt ikke er taget hensyn til de løbende indbetalinger fra klageren. Advokaten har erklæret at ville tilbagebetale den for meget betalte rente, 7.240,17 kr.
Ankenævnets bemærkninger:
Når bortses fra den af indklagedes advokat erkendte fejl ved renteberegningen findes der efter det oplyste ikke at foreligge forhold, som kan medføre bortfald eller nedsættelse af klagerens kautionsforpligtelse.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.