Forkert beregnet ydelse, manglende hensyntagen til etableringsomkostninger.
| Sagsnummer: | 173/1996 |
| Dato: | 03-10-1996 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Peter Stig Hansen, Ole Just, Leif Nielsen, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Rente - udlån
Udlån - løbetid |
| Ledetekst: | Forkert beregnet ydelse, manglende hensyntagen til etableringsomkostninger. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 25. august 1990 ydede indklagede, der et finansieringsselskab ejet af et pengeinstitut, klageren et billån på 70.078 kr. inkl. etableringsomkostninger på 6.078 kr. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.281 kr., første gang den 1. oktober 1990, og forrentes med den af indklagede til enhver tid fastsatte rentesats p.t. 12,90% p.a. Lånets løbetid var beregnet til 72 måneder. Til sikkerhed for lånet fik indklagede håndpant i et løsøreejerpantebrev i bilen, og heri var anført, at renten varierede som Sparekassen Sydjyllands rente for kassekredit for private.
I 1995 rettede klageren henvendelse til indklagede vedrørende lånets restgæld.
Indklagede meddelte ved skrivelse af 18. december 1995, på hvilket tidspunkt lånets restgæld var ca. 33.000 kr., at årsagen til den forlængede løbetid i forhold til de angivne 72 måneder skyldtes dels rentereguleringer i lånets løbetid, dels at man ved beregningen af løbetiden ved en fejl ikke havde medregnet de samlede etableringsomkostninger på 6.078 kr. Indklagede henviste til Højesterets dom af 1. november 1995 (UfR 1996. 200 H), hvorefter to låntagere ikke blev tilkendt kompensation for skuffede forventninger med hensyn til løbetiden på et lån i et pengeinstitut.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at lånet er afviklet ved betaling af den månedlige ydelse på 1.281 kr. i 72 måneder.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
At kontoudskrifter, der er fremlagt under klagesagen fremgår, at klagerens lån har været forrentet således:
Dato | |
28.08.1990 | 13,691% |
Indklagede har anført, at et lån på 70.078 kr. med en ydelse på 1.281 kr. og en rente på 12,9 % har en løbetid på knap 83 måneder. Lånets løbetid er blevet forlænget som følge af rentereguleringer efter lånets etablering. Ved låneaftalen har klageren påtaget sig en sædvanlig forpligtelse til at tilbagebetale lånet med tillæg af den til enhver tid værende rente. Den fejlagtige angivelse i lånetilbudet af løbetiden kan ikke ændre denne grundlæggende forpligtelse, jf. Højesterets dom af 1. november 1995.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet lægger til grund, at renten på klagerens lån til stadighed har været i overensstemmelse med indklagedes sædvanlige rente for tilsvarende lån, og Ankenævnet finder ikke, at renten har oversteget det rimelige.
Som erkendt af indklagede har man begået fejl ved at undlade at tage hensyn til de samlede etableringsomkostninger på 6.078 kr. ved fastsættelse af ydelsen på 1.281 kr.
Ved Højesterets dom af 1. november 1995 er det fastslået, at en fejl begået af et pengeinstitut ved beregningen af ydelsen på et lån, som medfører, at lånets løbetid bliver længere end oplyst af pengeinstituttet, ikke kan begrunde, at låntageren har krav på erstatning eller anden økonomisk kompensation, hverken efter almindelige erstatningsregler, på aftaleretligt grundlag eller ud fra synspunktet skuffede økonomiske forventninger.
3 medlemmer - Niels Waage, Allan Pedersen og Peter Stig Hansen - udtaler herefter:
Den fejl, som er begået af indklagede i det foreliggende tilfælde, er - set i lyset af den række af tilsvarende sager, som tidligere har været forelagt for Ankenævnet - af klar og generel karakter. Vi finder imidlertid, at hverken dette forhold eller det af klageren anførte kan føre til et andet resultat end det, der er fastslået ved Højesterets dom. Vi stemmer derfor for ikke at tage klagen til følge.
2 medlemmer - Ole Just og Leif Nielsen - udtaler:
Ved Højesterets dom af 1. november 1995 er bl.a. fastslået, at en fejlagtig angivelse af et låns løbetid ikke ud fra aftaleretlige synspunktet har betydning for låntagerens grundlæggende pligt til at tilbagebetale lånet med renter. Efter vores opfattelse må dommens præmisser på dette punkt forstås således, at flertallet i Højesteret har statueret, at et pengeinstituts løbetidsangivelse i almindelighed må anses for en "serviceoplysning" uden selvstændig aftaleretlig betydning eller betydning for aftalens fortolkning i øvrigt. Dette udelukker selvsagt ikke, at løbetidsangivelser under omstændigheder, der adskiller sig væsentligt fra dem, der forelå i sagen for Højesteret, kan have en sådan aftaleretlig relevans.
Det forholdsvis store antal sager ved Ankenævnet om indklagedes og andre finansieringsselskabers markedsføring af udlån svarende til det foreliggende viser efter vores opfattelse, at løbetidsangivelser i disse forhold har eller i hvert fald havde en væsentlig mere fremskudt placering og tillægges eller i hvert fald blev tillagt tilsvarende central betydning af både låntager og långiver forud for og ved aftalens indgåelse, end hvad der i almindelighed gør sig gældende ved lån i pengeinstitutter.
I hvert fald i relation til indklagedes billån, hvis løbetid i et stort antal tilfælde konsekvent er angivet uden hensyntagen til, at stiftelsesomkostningerne skulle betales af låntageren, finder vi derfor tilstrækkeligt grundlag for at anse løbstidsangivelsen for en bestanddel af parternes aftale og ikke blot en "serviceoplysning" uden aftaleretlig relevans.
Idet vi efter det foreliggende lægger til grund, at klageren, da lånet blev stiftet, hverken indså eller burde indse, at stiftelsesomkostningerne ikke var omfattet af det beløb, der udgjorde produktet af henholdsvis det af indklagede angivne månedlige beløb og det angivne antal måneder, finder vi, at indklagede som den, der har udformet vilkårene for billånet, i overensstemmelse med almindelige principper om fortolkning af aftaler (som nu har fundet udtryk i aftalelovens § 38 b) må bære risikoen for, at de angivne vilkår om klagerens betaling af på den ene side lånets hovedstol med tillæg af renter og på den anden side en angiven månedlig ydelse i det angivne antal måneder har vist sig at være indbyrdes uforenelige.
Vi stemmer herefter for, at klageren stilles, som om stiftelsesomkostningerne ikke skulle være betalt af klageren.
Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.