Generelle renteforhøjelser. Fejlagtig beregnet ydelse. Lånet efter oprettelse overført til indklagede.
| Sagsnummer: | 34/1993 |
| Dato: | 25-08-1993 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Peter Møgelvang-Hansen, Lars Pedersen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Udlån - løbetid
Rente - udlån |
| Ledetekst: | Generelle renteforhøjelser. Fejlagtig beregnet ydelse. Lånet efter oprettelse overført til indklagede. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | IF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Ved lånedokument af 10. september 1986 ydede Provinsbanken klageren et lån på 173.469,26 kr. Ifølge lånedokumentet skulle lånet afvikles med en månedlig ydelse på 2.800 kr., første gang den 1. oktober 1986. Af lånedokumentet fremgik endvidere:
"Ydelsens størrelse er fastsat således, at lånet med den nuværende rentesats vil være tilbagebetalt cirka den 01.10.1992. Ændres renten er banken berettiget til at forlange ydelsen ændret, således at lånet kan være tilbagebetalt den nævnte dato."
Til sikkerhed for lånet var håndpantsat et løsøreejerpantebrev på 150.000 kr. med pant i klagerens bil.
I forbindelse med at klageren i marts 1987 overførte sit engagement til Kirke Helsinge Sparekasse, nu indklagedes Kirke Helsinge afdeling, meddelte afdelingen ved skrivelse af 6. marts 1987 klageren, at engagementet blev overtaget på samme vilkår og med samme sikkerheder som i Provinsbanken. Klageren underskrev herefter et gældsbrev til indklagede på 169.500 kr. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.800 kr., medens renten p.t. var 13,5%. Det var endvidere anført, at lånets løbetid udgjorde 5 1/2 år, samt at indklagede forbeholdt sig ret til at ændre ydelsen i tilfælde af renteændringer.
Af de årlige kontooversigter fremgår, at lånet har udviklet sig således:
31.12. Restgæld Bet. ydelser Renter Rente
I foråret 1990 ydede indklagede klageren rådgivning i forbindelse med klagerens køb af en landbrugsejendom. Indklagede blev da opmærksom på, at klagerens lån ikke ville være afviklet som stipuleret den 1. oktober 1992, da der ved oprettelsen af lånet var begået en fejl, idet ydelsen var sat for lav.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at lånet var færdigafviklet pr. 1. oktober 1992, samt at tilbagebetale ydelser betalt herefter incl. renter.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at indklagede allerede i forbindelse med overførslen af lånet fra Provinsbanken burde være blevet opmærksom på, at ydelsen var forkert beregnet. Såfremt indklagede da havde gjort klageren opmærksom på fejlberegningen, havde han haft mulighed for at afhænde bilen, der på daværende tidspunkt kun var 6 mdr. gammel, til et beløb svarende til ca. restgælden, hvilket ikke er muligt nu. En medarbejder hos indklagede har, da fejlen blev konstateret, givet klageren tilsagn om, at indklagede ville erstatte klageren det tab, han havde lidt i den forbindelse. Indklagede har endvidere beregnet sig en for høj rente. Indklagede har således ydet billån til nye kunder til en væsentlig lavere rente.
Indklagede har anført, at lånet med den af Provinsbanken beregnede månedlige ydelse på 2.800 kr. først ville være indfriet den 1. september 1995 under forudsætning af uændrede rentevilkår. Såfremt uoverensstemmelsen var konstateret i forbindelse med udfærdigelsen af dokumentet hos indklagede, ville det have medført, at den månedlige ydelse var blevet forhøjet, eller at løbetiden var blevet forlænget. Klageren har derfor ikke lidt noget tab som følge af, at fejlen ikke allerede på overførselstidspunktet blev opdaget. Klageren har hvert år modtaget en årsopgørelse, hvoraf lånets restgæld fremgår, og det måtte derfor på et langt tidligere tidspunkt have stået klageren klart, at restgælden var større end bilens salgspris. Såfremt det har været af væsentlig betydning for klageren, at bilens værdi og lånets restgæld var lige store, har klageren i hele låneforløbet haft mulighed for at indfri lånet ved salg af bilen. Indklagede har overført kontoen på uændrede vilkår og finder ikke, at indklagede kan være ansvarlig for en fejl begået af et andet pengeinstitut. Indklagede bestrider, at en medarbejder hos indklagede skulle have givet klageren tilsagn om erstatning. Rentesatsen på billånet er forhøjet siden lånets etablering, men der er tale om generelle renteændringer, som alle tilsvarende billån er omfattet af. Rentesatsen på klagerens billån er fastsat ud fra de regler, der var gældende for billån hos Kirke Helsinge Sparekasse, der på tidspunktet for lånets etablering var en selvstændig sparekasse. Senere har indklagede tilbudt nye billån til en lavere rente, men dette forudsatte også, at der blev foretaget en udbetaling på minimum 20% af bilens købspris.
Ankenævnets bemærkninger:
Efter det foreliggende finder Ankenævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at indklagede har været uberettiget til at regulere lånets rente som sket.
Indklagedes overtagelse af billånet i marts 1987 skete ved oprettelse af et nyt gældsbrev, og Ankenævnet finder, at der må påhvile indklagede et selvstændigt ansvar for rigtigheden af de oplysninger, der var indeholdt heri.
3 medlemmer - Peter Blok, Peter Møgelvang-Hansen og Lars Pedersen - udtaler herefter:
Det er ubestridt, at indholdet af gældsbrevet var fejlagtigt, idet lånet på 169.500 kr. ikke ved en månedlig ydelse på 2.800 kr. og en uændret rente på 13,5% ville være afviklet efter 5 1/2 år. Klageren blev gjort opmærksom herpå i 1990, men vi finder, at klageren selv på et tidligere tidspunkt, senest ved modtagelsen af kontooversigten pr. 31. december 1988, burde have indset, at de fastsatte ydelser var utilstrækkelige, hvis den forudsatte løbetid skulle fastholdes. Det bemærkes herved, at det af den nævnte kontooversigt fremgår, at den årlige ydelse ikke ville være tilstrækkelig til at afvikle restgælden senest i 1992, selv om lånet var rentefrit. Vi finder herefter, at konsekvensen af den begåede fejl bør være, at lånets restgæld pr. 31. december 1988 nedsættes til det beløb, som den ville have været, såfremt lånet i tiden fra marts 1987 til december 1988 var blevet afviklet med den korrekte ydelse beregnet på grundlag af en løbetid på 5 1/2 år og en uændret rente på 13,5%.
2 medlemmer - Jørn Rytter Andersen og Ole Simonsen - udtaler:
Vi finder, at klageren allerede i marts 1987 burde have indset, at et lån på ca. 170.000 kr. ikke kunne afvikles over 5 1/2 år med en ydelse på 2.800 kr. om måneden. De årlige kontooversigter må samtidig have gjort det klart for klageren, at restgælden oversteg bilens værdi. Vi stemmer derfor for, at klagen i det hele ikke tages til følge.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge af det anførte