Indsigelse mod opsigelse af engagement begrundet i hvid-vaskregler
| Sagsnummer: | 279 /2022 |
| Dato: | 21-03-2023 |
| Ankenævn: | Bo Østergaard, Jimmy Bak, Karin Duerlund, Morten Bruun Pedersen og Elizabeth Bonde. |
| Klageemne: |
Indlån - opsigelse
Konto - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Indsigelse mod opsigelse af engagement begrundet i hvid-vaskregler |
| Indklagede: | Nordea Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod opsigelse af engagement begrundet i hvidvaskregler.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Nordea Danmark, hvor han havde fire private konti med Visa/dankort tilknyttet to af kontiene.
Klageren drev tre anpartsselskaber (herefter S1, S2 og S3), der hver havde en erhvervskonto i banken. Klageren har fremlagt kontoudskrifter, hvoraf fremgår, at S1 havde konto -770 i banken, og S2 havde konto -733.
Ved besked i netbank af 23. maj 2022 anmodede banken klageren om at fremsende dokumentation samt en redegørelse for en række forhold på S1’s konto. Af beskeden fremgik:
”*vi har brug for at forstå relationen mellem [S2] og [S1], da det ses at størstedelen af [S1’s] omsætning føres videre til [S2]. Dokumentation for overførsler i perioden april og maj 2022 ønskes.
*vi har brug for at forstå tilbagebetalingen fra [S2] til [S1] den 10. og 11. maj 2022. Redegørelse og dokumentation ønskes.
*kopi af fakturaer for indgående overførsler til kontoen i perioden 9. [-] 23. maj 2022 ønskes.”
Banken har oplyst, at klageren samme dag fremlagde flere fakturaer som dokumentation for overførslerne foretaget på kontiene. Om fakturaerne har banken endvidere anført, at kontoen, pengene blev modtaget på, tilhørte S2, der samtidig var fakturaudsteder, men at kontonummeret på fakturaen tilhørte S1. Klageren sendte yderligere fakturaer, der var udstedt til S2, og hvor der fremgik et kontonummer, der tilhørte S1.
Banken har oplyst, at klageren den 27. maj 2022 oplyste, at S2 fungerede som underleverandør til S1 og begrundede netbankoverførslerne mellem de to virksomheder med, at klageren tidligere havde været ejer af begge virksomheder, hvorfor han havde fuldmagt til at foretage overførslerne.
Banken har endvidere oplyst, at den spærrede klagerens virksomhedskonti med kontonummer -770, -733 og -590, samt oplyste klageren om, at spærringen ville blive ophævet, når banken havde vurderet klagerens tilsendte materiale.
Banken har tillige oplyst, at den løbende havde kontakt til klageren og i den forbindelse bad om flere oplysninger, herunder forklaring på, hvorfor der skete en sammenblanding af virksomhedsmidler og klagerens private midler, idet banken kunne se, at klageren anvendte midler fra virksomhedskontiene til private formål i form af køb af diamanter, betaling af privat husleje og udbetaling til privat sportsvogn.
Ved brev af 12. juli 2022 opsagde banken klagerens private kundeforhold i banken til ophør den 9. august 2022. Af opsigelsen fremgik, at banken efter en gennemgang af kundeforholdet og måden klageren benyttede sine produkter i banken på, var blevet opmærksom på forhold, som den ikke ønskede at medvirke til. Banken opsagde kundeforholdet med henvisning til pkt. 12 i bankens Generelle vilkår for private kunder. Opsigelsen omfattede fire konti, betalingskort, onlineaftaler samt betalingsservice og faste overførsler.
Samme dag opsagde banken kundeforholdene med S1, S2 og S3.
Klageren gjorde indsigelse mod opsigelserne.
Ved e-mail af 18. juli 2022 fastholdt banken opsigelserne.
Klageren har fremlagt en faktura af 1. april 2022 udstedt af S2 til S1 vedrørende ”leje af mandskab iht. aftale” på 130.000 kr. Af fakturaen fremgik kontonummer -733.
Af bankens Generelle vilkår for privatkunder gældende fra den 1. februar 2020 fremgår:
”12 Opsigelse og spærring
Banken kan opsige et kundeforhold uden varsel, medmindre andet følger af særlig aftale eller almindelig pengeinstitutpraksis. En opsigelse skal ledsages af en begrundelse.
…
Endvidere kan banken opsige et kundeforhold uden varsel, hvis kunden ikke giver banken de oplysninger, som banken er forpligtet til at indhente fra kunden i henhold til lovgivningen, fx efter hvidvaskloven eller skattekontrolloven. Det kan fx være identitetsoplysninger eller oplysninger om formålet med og det tilsigtede omfang af kundeforholdet med banken, som banken efter en risikovurdering vurderer er nødvendige for at sikre opfyldelse af hvidvaskloven.
I disse to situationer vil kunden så vidt muligt blive orienteret om opsigelsen gennem en forudgående spærring af kundens konti, en personlig rettet meddelelse eller på anden måde.
Banken kan i øvrigt spærre kundens adgang til Netbank, Mobilbank og andres services og produkter, hvis kunden ikke fuldt ud giver banken ovennævnte oplysninger.”
Under sagen har banken fremlagt sine Generelle vilkår for erhvervskunder.
Parternes påstande
Den 18. juli 2022 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet, der har forstået påstanden således, at Nordea Danmark skal genetablere hans private kundeforhold.
Nordea Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at banken opsagde hans konti med begrundelsen, at han bruger bankens produkter til noget, banken ikke ønsker at medvirke til. Han bruger sjældent sine konti, så han er uforstående over for, at de skal lukkes. Han har været kunde i banken i mange år og har altid brugt banken på samme måde.
Han har mange gange forsøgt at komme i kontakt med banken, men den vender ikke tilbage til ham. Der er ingen i banken, der vil tale med ham. Banken har behandlet ham dårligt i forløbet, og han kan ikke forstå bankens behandling af sine kunder. Bankens kundeservice har også tilkendegivet, at der ikke er blevet levet op til forventningerne.
Banken spærrede hans konti, fordi den havde spørgsmål til nogle overførsler, som han sendte dokumentation for. Banken åbnede kontiene igen, efter dokumentationen var gennemgået.
Banken anfører, at fakturaerne, han sendte til banken, var med S1’s kontonummer. Dette er ikke korrekt, da S1’s kontonummer er -770. Kontonummeret, der står på fakturaerne, er -733, der tilhører S2. Dette er fremlagt som bilag i sagen.
Banken har ikke gjort ham opmærksom på noget problem relateret til sammenblanding med private formål. Det kan man også se i dokumentationen, som banken har fremlagt. Denne vedrører alene S1 og S2. Alt er købt i firmaregi.
Nordea Danmark har anført, at banken i henhold til hvidvaskreglerne er underlagt en række forpligtelser i relation til kendskabet til sine kunder og kundernes brug af banken. Således fremgår det blandt andet af hvidvasklovens § 11, at transaktioner skal overvåges for at sikre, at transaktionerne er i overensstemmelse med bankens viden om kunden og kundens forretnings- og risikoprofil. Ligeledes skal banken kende kundernes formål med forretningsforbindelsen og forstå kundernes brug af banken.
Banken har forsøgt at indhente yderligere oplysninger om klagerens engagement med henblik på at mitigere de risici, som er forbundet med kundeforholdet, til et for banken betryggende og tilfredsstillende niveau. De væsentligste årsager, til at banken ikke forstår S1’s og klagerens brug af banken, er, at banken ikke i tilfredsstillende grad er betrygget ved det modtagne materiale samt forklaringen på formålet med overførslerne mellem S2 og S1. Derudover foretog klageren en løbende sammenblanding af midler på virksomhedskontiene og klagerens private økonomi, hvorfor banken ikke finder, at kundeforholdene har den fornødne gennemsigtighed. Banken er ikke i stand til at forstå klagerens formål, transaktionsomfang og transaktionsmønster.
Baggrunden, for at banken ligeledes valgte at opsige klageren, er, at banken ikke længere havde tillid til klageren, idet klageren blandt andet anvendte sine konti på måder, der i væsentlig grad afveg fra, hvad banken kunne acceptere.
Opsigelsen af klagerens erhvervs- og private kundeforhold i banken skete som følge af en gennemgang af kundeforholdene, jf. reglerne om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme (hvidvaskloven).
En opsigelse af et kundeforhold er hjemlet i hvidvasklovens § 15. Endvidere henvises til pkt. 12 i bankens Generelle vilkår for privatkunder om adgangen til at opsige et kundeforhold. Banken er underlagt tavshedspligt, som begrænser bankens mulighed for at redegøre nærmere for detaljerne omkring transaktioner foregået på klagerens og tilknyttede virksomheders konti, jf. hvidvasklovens kapitel 8. Banken kan ikke udlevere oplysninger, som har eller kan have dannet grundlag for eventuelle indberetninger til myndighederne.
I henhold til Ankenævnets praksis må det som udgangspunkt være op til det enkelte pengeinstitut selv at afgøre, hvilke krav man af hensyn til overholdelse af hvidvaskloven om kundekendskabsproceduren må stille.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Nordea Danmark, hvor han havde fire private konti. Klageren drev tre anpartsselskaber (herefter S1, S2 og S3).
Ved besked i netbank af 23. maj 2022 anmodede banken klageren om at fremsende dokumentation samt en redegørelse for en række forhold på S1’s konto. Klageren fremsendte en række fakturaer til banken. Banken har oplyst, at den også bad klageren om en forklaring på, hvorfor der skete en sammenblanding af virksomhedsmidler og klagerens private midler.
Ved brev af 12. juli 2022 opsagde banken både erhvervsengagementerne og det private engagement. Opsigelsen af klagerens private engagement var begrundet i, at banken efter en gennemgang af kundeforholdet og måden klageren benyttede sine produkter i banken på, var blevet opmærksom på forhold, som den ikke ønskede at medvirke til. Banken opsagde kundeforholdet med henvisning til pkt. 12 i bankens Generelle vilkår for private kunder, hvoraf det bl.a. fremgik, at banken kan opsige et kundeforhold, hvis kunden ikke giver banken de oplysninger, som banken er forpligtet til at indhente fra kunden i henhold til lovgivningen, fx efter hvidvaskloven.
I hvidvasklovens kapitel 3 er det beskrevet, hvorledes virksomheder skal gennemføre kundekendskabsprocedurer. Det følger af hvidvasklovens § 14, stk. 5, at hvis kravene i lovens § 11, stk. 1, nr. 1-4, og stk. 2 og 3, ikke kan opfyldes, skal en etableret forretningsforbindelse afbrydes eller afvikles, og der må ikke gennemføres yderligere transaktioner.
Ankenævnet finder, at det som udgangspunkt må være op til pengeinstitutterne selv at afgøre, hvilke krav de af hensyn til overholdelse af reglerne i hvidvaskloven om kundekendskabsprocedurer bør stille i henseende til dokumentation eller forklaringer på større eller usædvanlige transaktioner på kunders konti i banken. Dette udgangspunkt finder Ankenævnet ikke grundlag for at fravige i denne sag. Ankenævnet finder således ikke grundlag for at fastslå, at bankens opsigelse af klagerens engagement i banken var uberettiget.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.