Krav om frafald af renter og omkostninger på lån, der i 1999 overgik til inkasso.
| Sagsnummer: | 506/2008 |
| Dato: | 12-05-2009 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Karin Duerlund, Troels Hauer Holmberg, Niels Bolt Jørgensen, Bent Olufsen |
| Klageemne: |
Inkasso - inkassoomkostninger m.v.
|
| Ledetekst: | Krav om frafald af renter og omkostninger på lån, der i 1999 overgik til inkasso. |
| Indklagede: | Arbejdernes Landsbank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens krav om, at Arbejdernes Landsbank skal frafalde renter og omkostninger på hans lån i banken, der i 1999 overgik til inkasso.
Sagens omstændigheder.
Ved kreditaftale af 20. februar 1998 ydede Arbejdernes Landsbank klageren et lån på 32.500 kr., der skulle afvikles med en månedlig ydelse på 775 kr. Renten var variabel 14,25 %.
Ved anbefalet brev af 15. februar 1999 blev lånet opsagt på grund af misligholdelse. Den 5. maj 1999 overgik gælden i henhold til lånet (32.505,27 kr.) og et overtræk (810,06 kr.) på en konto til inkasso ved advokat.
Ved udeblivelsesdom afsagt af retten i Odense den 13. april 2000 blev klageren dømt til at betale banken "33.315,33 kr. med 13,75 % pr. år fra 31.03.1999 af 32.505,27 kr. og 10 % pr. år af 801,06 kr. til betaling sker samt sagens omkostninger med 3.470 kr."
Banken har oplyst, at klageren accepterede en afdragsordning, som ikke blev overholdt. I august 2000 forsøgte banken at inddrive beløbet via fogedretten, hvilket ikke lykkedes, idet det ikke var muligt at finde klageren. Den 25. september 2000 blev sagen henlagt som midlertidigt uerholdelig. Den 8. januar 2002 blev der indbetalt 300 kr. som afdrag på gælden.
Ved brev af 17. november 2008 henvendte banken sig til klageren om gælden, der blev opgjort til 56.385,42 kr.
Den 2. december 2008 indbragte klageren sagen for Ankenævnet.
Banken har under sagen nedsat sit krav mod klageren til 50.434,07 kr., der opgøres således:
I henhold til dom af 13. april 2000 | kr. | 33.315,33 |
+ sagens omkostninger | kr. | 3.470,00 |
+ rente 13,75 % af 32.505,27 kr. i 3 år | kr. | 13.408,41 |
+ rente 10 % af 801,06 kr. i 3 år | kr. | 240,33 |
I alt | kr. | 50.434,07 |
Parternes påstande.
Klageren har nedlagt påstand om, at Arbejdernes Landsbank skal nedsætte sit krav til 32.500 kr. og acceptere en afdragsordning.
Arbejdernes Landsbank har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at han i november 1998 – efter indgåelsen af låneaftalen - skiftede navn.
I 1999, hvor han var uden indtægt, indgik han en skriftlig aftale med banken, om at lånet blev sat i bero i to år, hvorefter banken skulle kontakte ham. Han underskrev aftalen med sit nye navn.
Han modtog ingen henvendelser om gælden, som han derfor glemte.
Han var uvidende om den afsagte dom. Han har henvendt sig til retten i Odense, som mod sædvane ikke kunne dokumentere, at han skulle have modtaget en indkaldelse. Sagen var desuden registreret i hans gamle navn. Adressen var imidlertid korrekt.
På forespørgsel til banken har han fået oplyst, at banken har registreret alle de steder, han har boet siden 1999. Det undrer ham derfor, at han i 8½ år ikke har hørt fra banken.
Da han ikke har haft mulighed for at forsvare sig i forbindelse med sagen, er det urimeligt, hvis han skal betale påløbne omkostninger og renter.
Han erkender at skylde 32.500 kr. og vil gerne lave en afdragsordning med banken vedrørende dette beløb.
Arbejdernes Landsbank har anført, at klageren i henhold til dommen er forpligtet til at betale det skyldige beløb inkl. renter og omkostninger.
Det forhold, at klageren i en periode ikke erindrer at have indgået en gældsforpligtelse med banken, fritager ikke klageren for at betale renter og omkostninger i henhold til dommen.
Der er heller ikke grundlag for at frafalde renter og omkostninger som følge af, at banken i en periode valgte at henlægge sagen, og kravet er ikke bortfaldet som følge af passivitet fra bankens side.
Klageren har ikke overholdt de afdragsordninger, som det er lykkedes at indgå. Banken har flere gange forgæves forsøgt at komme i kontakt med klageren.
Ved indbetalingen den 8. januar 2002 vedkendte klageren sig gælden, og han er derfor afskåret fra nu at komme med indsigelser.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ved udeblivelsesdommen af 13. april 2000 blev klageren dømt til at betale Arbejdernes Landsbank 33.315,33 kr. med tillæg af renter og omkostninger. Dommen må lægges til grund, selv om klageren gør gældende, at han ikke har modtaget nogen indkaldelse til retten. Bankens krav i henhold til dommen, der under sagen er opgjort til 50.434,07 kr. inkl. renter og omkostninger, er ikke forældet eller bortfaldet ved passivitet.
Ankenævnet kan ikke pålægge banken at acceptere en akkord eller en bestemt afvikling af gælden.